morten-rygaard

Go Go Berlin om et liv med musik

Go Go Berlins E-tur interview-session GO GO BERLIN – Vejen til målet er brolagt med blod, sved og tårer.. er lige gået i gang ude på landets efterskoler. Vi har talt med forsangeren af bandet, Christian Vium, om betydningen af efterskoleophold, musikbranchens kampe  – og om ikke at kunne lade musikken være.

Af Olivia Aguilera Malinovsky

Christian Vium er forsanger i rockgruppen Go Go Berlin, som i denne uge er startet på deres turné på danske efterskoler, kaldet GO GO BERLIN – Vejen til målet er brolagt med blod, sved og tårer. I den forbindelse afholdes interview-sessions med bandet, hvor man kan spørge dem om deres historie.

– Ja, Go Go Berlin har jo eksisteret siden 2011, men Anders (Søndergaard på keys, red.) og jeg har kendt hinanden i 8-9 år – siden vi gik på efterskole sammen.

Musik i det skjulte
Netop tiden på efterskole var en øjenåbner for Christian. Før efterskolen spillede han musik i det skjulte, da hans venner ikke syntes, det var fedt. Men det ændrede efterskole-opholdet på.

– På efterskolen kunne jeg være den, jeg havde lyst til – og jeg havde lyst til musik. Før dyrkede jeg meget sport, men der flyttede mit fokus sig til musikken, og jeg håber, at kunne give denne inspiration videre til eleverne.

Hvorfor valgte Christian et liv med musik? Fordi han ikke kunne lade være!

– Der er typen, som har ambition om at være en rockstjerne, men for mig handler alt bare om musikken. Jeg bliver nødt til at lave musik for at kunne overleve rent åndeligt. Sangene de kommer bare frem. For mig er det ikke kun et arbejde, det er fucking sjovt. Jeg er inspireret og, ja,…jeg kan ikke lade være.

Kampe og mål
Det er ikke en dans på roser at arbejde i musikbranchen, der er kampe, som skal kæmpes, men som Christian siger – det er en sjov branche.

– Personligt kæmper jeg vel nok mest med mig selv. For eksempel efter vi havde spillet på Roskilde Festival (i 2013 på Pavillion Junior, red.), havde vi allerede samme dag sat os et nyt mål – man arbejder videre. Det er en sult.

– Man har mål, og disse mål ændrer sig konstant, når man når dem. Der skal træning til, og jo større ens navn bliver, jo længere ud i Danmark og verden vil man. Så man når aldrig toppen – men selvfølgelig bliver det federe, når folk kommer, griner Christian.

thomas-rasmussen

Foto Thomas Rasmussen

Når Go Go Berlin skal ud på efterskolerne, er meningen, at bandet gennem deres historie skal kunne give eleverne inspiration og erfaring til at komme videre. Go Go skabte en historie – med Christians ord skabte de the american dream i Danmark.

– Folk skal høre om os. Egentlig kan vi jo sammenlignes med en virksomhed. Mange af vores historier kan sammenlignes med andres erfaringer, så efterskoleeleverne får inspiration fra os, om de så vil arbejde inden for musik eller noget helt andet.

Do and don’t
Slutteligt blev Christian spurgt om do’s and dont’s i et karriereforløb i musikbranchen, som han kunne fortælle videre:

– Do: At gøre. Man skal ikke være bange, man skal ikke være påpasselig – man skal bare skabe et navn. Jeg ved godt, at det er lettere sagt end gjort, men man skal turde, at springe ud i tingene. Vi gjorde uden at tænke – så gør!

Don’t: Man skal passe på, at man ikke kommer for tidligt i gang. Altså at man ikke får udgivet et album for tidligt, for det album bliver kun købt og hørt af dine venner og familie. Så behold din jomfruelighed så længe som muligt.

Christian Vium og resten af Go Go Berlin kan opleves på E-tur med GO GO BERLIN – Vejen til målet er brolagt med blod, sved og tårer.. disse datoer:

 

GoGo berlins E-tourplan:

19/09 – Risskov Efterskole
19/09 – Femmøller Efterskole
20/09 – Efterskolen ved Nyborg
21/09 – Musikefterskolen i Humble
22/09 – Efterskolen Smededal
26/09 – Askov Efterskole
26/09 – Østhimmerlands Ungdomsskole
27/09 – Himmerlands Ungdomsskole
27/09 – Nørbæk Efterskole
28/09 – Efterskole for scenekunst
28/09 – Klejtrup Efterskole
29/09 – Rudehøj Efterskole
29/09 – Vestbirk Efterskole
03/10 – Skanderup Efterskole
04/10 – Galtrup Musik – og Idrætsefterskole

 

Top foto Morten Rygaard