gooms

Gooms del af nordisk aften i både Madrid og Barcelona

Días Nórdicos-festivalen i Spanien med fokus på nordisk kunst, kultur, design m.v. er startet på sin sjette sæson, og som sædvanligt er ROSA – Dansk Rock Samråd medvirkende på flere fronter, på en festival der i år udvider aktiviteterne til også at inkludere Barcelona ud over det sædvanlige ”hovedsæde” i Madrid.

Af Henrik Friis

Det betyder at den danske eksperimenterende rockgruppe Gooms – valgt efter koncerten på årets SPOT Festival – det svenske indie/electronica band Vita Bergen, finske Hisser med hang til melodiske forløb på en bund af drum’n’bass, den islandske elektroniske musiker og sanger M-Band og den norske elektropop-gruppe Tomorrow We Move To Hawaii ikke blot spiller på spillestedet Joy Eslava i Madrid torsdag 8. oktober, men også dagen efter på Apolo i Barcelona.

_uploads_gallery_5_5672_thumb
Joy Eslava og Apolo har begge en kapacitet på cirka 1100 tilskuere, og går det som i de foregående år i forbindelse med Días Nórdicos vil der være stor interesse og fuldt hus til de to arrangementer.

Ud over de to dage i Madrid og Barcelona, har ROSA også en finger med i spillet, når den kvindelige kvartet We Like We spiller på det kulturelle in-sted i Madrid, Espacio Fundación Telefónica, 24. september. We Like We tager udgangspunkt i den klassiske musikarv men blander op masser af inspiration fra nutidens strøminger – koncerten præsenteres i samarbejde med SNYK (Sekretariatet for Ny Kompositionsmusik).

Lige som ROSA også er involveret, når Copenhagen Fashion Film 13. oktober præsenterer et program bestående af mode-film med fokus på danske designere, brands – eller begge dele. Her bliver adressen også Espacio Fundación Telefónica.

Se det foreløbige program for den spanske del af Días Nórdicos Festivalen her.

Ud over dette arbejdes der pt. på at få de sidste brikker til at falde på plads omkring en sydamerikansk udgave af festivalen i november – mere om dette snarest.