_uploads_content_images_3_3050_fullsize

Grøn SPOT 04 klappede

Grøn SPOT 04 klappede
Erik Barkman Petersen

Grøn Koncert havde et fint år. I alt 175.000 publikummer lagde vejen forbi en af de syv grønne koncerter, og det var 25.000 flere end sidste år – trods halvskidt vejr. På Grøn SPOT-scenen, hvor nyere navne præsenteres i samarbejde med ROSA, er man godt tilfredse med forløbet.

Scenen trak med Jokeren, Tue West og Tina Dickow et nysgerrigt og medlevende publikum – også selvom starttidspunktet lå allerede klokken 13.
– Indslaget blev modtaget positivt og vi kan konstatere, at scenen nu har slået sig fast i Grøn Koncert-sammenhæng, vurderer ROSAs daglige leder, Gunnar Madsen.

Skulle Madsen endelig ændre på noget næste år, skulle det lige være det tidlige starttidspunkt:
– Det ville være godt, hvis vi kunne starte en halv time efter publikum kommer ind. Så kunne de nå at komme på plads foran scenen før det første navn går på, mener Madsen.

Ellers er ROSA-lederen fuldt tilfreds med årets Grøn SPOT: Alt klappede, fortæller han, både foran og bag scenen. Også Tina Dickow, scenens åbningsnavn og den måske mindst kendte musiker af de tre, mødte stor anerkendelse fra publikum. På den måde opfyldte Grøn SPOT endnu engang sin målsætning om at introducere navne, der lige knap er folkekære nok til Grøn Koncerts hovedscene, for et bredere publikum.

– Det er en velfungerende scene med et stabilt publikumstræk. Samtidig er Grøn SPOT med til at give Grøn Koncert en yngre, mere fremadrettet profil. Det er vores bidrag til en stor, velgørende institution i dansk rockliv, konkluderer ROSA-lederen.

Tue West

Scenen trak et stort og nysgerrigt publikum

Jokeren