_uploads_gallery_2_212_full

GRØN SPOT på de musikalske arvtagere

GRØN SPOT på de musikalske arvtagere
Henrik Friis

Der venter publikum en helt ny oplevelse – GRØN SPOT – når Grøn Koncert-karavanen sætter den musikalske dagsorden i det danske sommerland med syv koncerter i perioden 12. til 21. juli.

Som udslag af et samarbejde mellem Grøn Koncert-arrangøren Muskelsvindfonden og ROSA – Dansk Rock Samråd præsenterer en ny scene, GRØN SPOT, tre danske bands, der inden for den seneste tid har bevæget sig væk fra status som undergrund, og nu med stormskridt er på vej mod tinderne, de store markeder og det store publikum, nemlig Junior Senior, Swan Lee og Superheroes.

Junior Senior hitter stærkt i disse dage med singlen “Move Your Feet” og har netop skrevet kontrakt med multinationale Universal om distribution af debut-cd’en “D-D-Don’t Stop The Beat” overalt i Europa uden for Danmarks grænser. Swan Lee har inden for de seneste par uger fået udsendt sit debut-album “Enter” i Skandinavien og bruger denne sommer på festivaljobs i alle nordiske lande, ligesom Superheroes pt. er i fuld gang med at gøre reklame for den nye cd “Superheroes” i Norden, og allerede har sat sig tydelige spor i både Frankrig, Tyskland og USA.

Swan Lee – travl sommer
i Skandinavien.

– Grøn Koncert har 20 års jubilæum i år, og vil gerne lave tiltag, der peger fremad, siger Chris Jensen, projektleder for Grøn Koncert. – Vores image er bl.a. tradition og familiebegivenhed, men vi vil også gerne i kontakt med de unge årgange – dem som alle festivalarrangørere kommer til at slås om i fremtiden fordi årgangene er så små. Derfor dette ekstra tilbud til Grøn Koncert-publikummet ud over den vanlige store scene, siger projektlederen om det nye samarbejde:

– At ROSA blev samarbejdspartneren til GRØN SPOT, er kun naturligt. SPOT Festivalen – med ROSA som arrangør – står for de unge årgange som en etableret og attraktiv musikbegivenhed. Modsat os har ROSA altid arbejdet med rodnettet i musiklivet, de har et kæmpe kontaktnet og véd hvad der rører sig netop nu. Eller er på vej til det.

Superheroes – følger
album-succes op
(FOTO: Martin Dam
Kristensen).

Hos ROSA siger den daglige leder Gunnar Madsen:

– Med Grøn Koncert har Muskelsvindfonden et koncept, der gavner folk med en alvorlig sygdom og som gennem årene har været et rigtig godt udstillingsvindue for rocken. Samtidig er vi tæt på den musik Muskelsvindfonden gerne vil rekruttere nu, og vores motiv er jo netop at skubbe på den nye musik – både ved at udfordre tilskuernes

GRØN KONCERT 2002
–  12. juli Esbjerg
–  13. juli Odense
–  14. juli Århus
–  18. juli Blokhus
–  19. juli Vejle
–  20. juli Næstved
–  21. juli Valby, Kbh.

musikunivers samtidig med at grupperne får en udviklende oplevelse, når det gælder typen af publikum, de skal spille over for. Så for ROSA er samarbejdet også kun en naturlig udvikling af vores arbejde for dansk musik, siger Gunnar Madsen.

I år får GRØN SPOT en mindre scene i modsatte ende af Grøn Koncerts hovedscene, men på sigt håber både Muskelsvindfonden og ROSA, at GRØN SPOT kan blive en selvstændig begivenhed, der hvert år kan præsentere nyt fra dansk musiks livskraftige vækstlag.