The Eclectic Moniker - kan opleves i to udgaver på mandag.

Har større orkestre en fremtid på de danske musikscener?

Ingen ville acceptere, hvis der kun opførtes monologer på det Kongelige Teater, hvis symfoniorkestrene spillede uden strygersektioner eller teatre opsatte forestillinger uden kulisser og kostumer. Men på det rytmiske musikområde nærmer vi os faktisk sådanne tilstande.

I de seneste år har vi inden for den rytmiske musik kunnet konstatere en foruroligende tendens – der bliver stadigt færre orkestre på mere end 6 medlemmer på de danske rytmiske musikscener. Tendensen kan ses i sammenhæng med de store økonomiske udfordringer, som spillestederne står med i dag, som gør, at de ofte er nødsaget til at fravælge at booke større orkestre, da de er dyrere at præsentere end små orkestre. Herved kommer mangfoldigheden i dansk kulturliv i fare og danskerne går glip af en hel vifte af musikalske oplevelser.

I denne anledning inviterer World Music Denmark i samarbejde med JazzDanmark, ROSA, DMF, SNYK, Rytmisk Center og Musikparlamentet den 2. september til en debat hvor der stilles skarpt på de større orkestres udfordringer på de rytmiske scener.  The Eclectic Moniker leverer musikken og debatten modereres af Mikael Pass (Frost Festival), overfor et debatpanel bestående af Kristoffer Rom (Tambourhinocerus, Oh No Ono, Artrebels), Jesper Nordahl (Formand for Dansk Live og leder af Amager Bio) og Henrik Marstal (Ph.d. i musikvidenskab, debattør og musiker).

“De større orkestre i dansk musik er vigtige, fordi de repræsenterer et forsvindende mindretal af bands der rent faktisk “spiller” deres musik, og ikke har en masse forudindspillede ting liggende på deres backtrack. Det er bare en anden og langt oftest 100 gange mere interessant oplevelse at høre rigtige musikere spille på rigtige instrumenter.” Frederik Vedersøe, The Eclectic Moniker

For at give publikum en konkret erfaring med forskellen på et større og lille orkester – kan man som opvarmning til debatten helt eksklusivt opleve indie-popbandet The Eclectic Moniker spille det samme stykke musik først i triokonstellation og siden som 8-mandsorkester.  Selvom begge opførsler uden tvivl vil fremstå professionelle og musikalske, vil de give publikum en meget forskellig musikalsk oplevelse – som til sammen beriger publikum og udfordrer deres ører på forskellig vis.

Kom og deltag i debatten på Huset-KBH den 2. september fra kl. 16:30 – 18:30 i Musikcafeen.