Under titlen Swan Punch drager de to metal-bands til Kina

Hårdt dansk fremstød i Kina

Turen bliver til via ROSA og DMK – Dansk Musik i Kina, som samarbejder med tidsskriftet Painkiller Magazine, og præsentationen falder fint i tråd med tidligere hårdtslående turneer som ROSA og DMK har stået for med f.eks. Hatesphere, Raunchy, Rock Hard Power Spray og Mnemic.

– Der er en god nysgerrighed hos det kinesiske publikum, og hvis timingen i de turneer, vi laver, er god, har vi mulighed for at præsentere danske bands på både store festivaler og gode venues, fortæller Martin Røen fra DMK og fortsætter:

Vær klar til formatering af hjernen
–  Der er to komponenter, der skal være tilstede: Gode lokale partnere, som vi stoler på – og de skal kunne stole på os. Det gør de efter, vi har været aktive på scenen igennem fem år. Samtidig skal de bands, der tager til Kina være klar på lidt af hvert. Det er bøvlet og hårdt at turnere i Kina, og hvis du er vokset op med regionale spillesteder, Larsens backline og musikpædagoger over det hele, er det nok en nødvendighed at formatere hjernen, før du tager af sted, siger Martin Røen.

Røen fortæller at DMK pt. arbejder på at sætte nogle gigs op for to kinesiske metalbands i august 2012 i Danmark. Bl.a Suffocated, som har regeret hårdt i Kina de sidste 10 år, er booket ind til Wacken Festivalen i Tyskland:

– Det vil være meget fint, om vi kunne invitere dem til Danmark til en slags returkoncert, så udvekslingen reelt går begge veje. Vi har tidligere gjort det med punkbandet SUBS, indiebandet Wang Wen og senest med B6 på SPOT Festivalen i 2011. Forhåbentlig kan vi fortsætte med at introducere kinesiske acts, der ikke er bare velsyngende akrobater med læbestift op om ørerne, men faktisk har noget at byde på, slutter Martin Røen.

De to grupper spiller flg. koncerter:

19.4.  Beijing, Club Tango 3rd Floor

21.4. Shanghai, Midi Festival Shanghai

22.4. Guangzhou, Musician Livehouse