266095_10150879667201875_341120990_o

Hunch Bettors på efterskoleturné

12. oktober tager Hunch Bettors på en længere efterskoleturné arrangeret af ROSA – Dansk Rock Samråd og AFTRYK Festivalen. I alt 10 jobs venter på fortrinsvis jyske efterskoler.

Fra lejrbål til supportjob
Det hele startede for Hunch Bettors en sommeraften i Holstebro i 2008, hvor det unge band sad omkring et lejrbål i selskab af guitarer, øl og venner. Første år gik med at skrive sange –  mange sange –  i den lokale præstegård, og endelig i maj 2009 var de klar til at spille deres første koncert, et supportjob for hedengangne The Late Parade.

2010 – et godt år for Hunch Bettors
Bandet fik masser af positiv respons og blod på tanden. Flere koncerter fulgte, fanskaren voksede, og januar 2010 indspillede de for første gang i Pinlig Tavshed studiet på Nørrebro. 2010 var i det hele taget et godt år for Hunch Bettors: De blev kåret som vinder af P3 KarriereKanonen, der medførte at nummeret ”Nothing But Green Lights” røg i rotation på P3. Hunch Bettors scorede også 1. pladsen i Underground Music Awards, og spillede samme år på SPOT Festival som del af KarriereKanonens program. Senest har bandet spillet flere koncerter på landets spillesteder bl.a. som support for Treefight for Sunlight. Og de gode takter er forsat her i 2011 med udgivelsen af deres første EP: Splash-Dancing Kids.

Elementer fra flere genre, men med udgangspunkt i folk
Hunch Bettors’ musik er svær at sætte et label på eller putte i en kasse, men halvakustisk folk-rock med en stærk, lys, ofte falsetsyngende vokal er et bud på en beskrivelse. Som bandets guitarist Jesper Bagger Hviid udtaler:  – Vi troede vi skulle være et folkband. Det skulle vi ikke. Udgangspunktet ligger måske i folk, men vores musik indeholder elementer fra alle mulige andre genrer.

Første efterskoleurné blev arrangeret af ROSA – Dansk Rock Samråd og AFTRYK Festivalen i 2007, og projektet har primært til formål at give de deltagende og ofte unge navne live-erfaring fra en længere turné. Desuden vækker koncerterne – forhåbentlig – også elevernes interesse for ny dansk live-musik. Læs mere om projektet her.

Hunch Bettors’ turneplan:

  • 12. oktober – Nørre-Nissum Efterskole
  • 24. oktober – Østhimmerlands Ungdomsskole
  • 25. oktober – Galtrup Musik- og Idrætsefterskole
  • 26. oktober – Faaborgegnens Efterskole
  • 27. oktober – Hald Ege Efterskole
  • 28. oktober – Hestlund Efterskole
  • 31. oktober – Ranum Efterskole
  • 01. november – Viby Efterskole
  • 02. november – Efterskole Flyvesandet
  • 03. november – Efterskolen ved Nyborg