_uploads_content_images_3_3342_full

International anmeldersucces for Mnemic

International anmeldersucces for Mnemic
Erik Barkman Petersen (Foto: Nils Åkesson)

De spiller tung og ond ”cyber-thrash”, så det er ikke hvem som helst, der ved det. Men faktisk er Århus/Aalborg-bandet Mnemic blandt dansk musiks mest lovende eksport-navne netop nu. Deres andet album ”The Audio Injected Soul” udkom i efteråret, og det er blevet modtaget med åbne arme hos især den europæiske metal-presse.

Ved jydernes tyske pladeselskab Nuclear Blasts seneste optælling var albummet således blevet anmeldt i 37 udenlandske magasiner, herunder prestigiøse metal-bibler som det internationale Metal Hammer, Tysklands Rock Hard og britiske Kerrang!

Enkelte anmeldelser i den lange liste er negative, men snittet ligger langt over bestået, med for eksempel fire K’er af fem mulige fra Kerrang!, 5 ud af 7 i det tyske Metal Hammer og 8,5 ud af 10 i Rock Hard (alle magasiner der virkelig regnes med i metal-kredse). Og så har bandet haft ualmindeligt travlt med at give interviews – hele 27 af de 37 magasiner har dedikeret længere artikler til kvintetten.

Før jul fulgte de så den fornemme pressedækning op med en europæisk mini-turné som opvarmning for forbillederne i amerikanske Fear Factory – ifølge bassist Tomas ”Obersten” Koefoed en ”helt fantastisk oplevelse”.

– Vi fik rigtig god respons og merchandise-salget gik strygende. I England, hvor vi tidligere har spillet fem koncerter, oplevede vi endda at en del af publikum kom specifikt for at se os.

Nu arbejder Mnemic på en fuld Europa-turné. Men allermest glæder bandet sig måske til at lægge vejen forbi USA i april-maj og præsentere sig live dér:

– En femtedel af vores plader bliver solgt derovre, og det uden at vi nogensinde har spillet der. ”The Audio Injected Soul” har allerede solgt det samme på én måned som debut’en gjorde totalt. Så det bliver rigtig spændende at se, hvad det kan udvikle sig til! fastslår Obersten.