International publishing og sangskriver camp på Engelsholm

 

Fem stærke danske artister / sangskrivere får sidst i april en mulighed for at knytte nye internationale kontakter, når Mayday Music i samarbejde med ROSA åbner dørene for en international sangskriver camp på Engelsholm Højskole.

Med støtte fra Kunstrådets pulje til Musikalske Vækstbede har man inviteret fem publishing -selskaber fra Tyskland, Norge, England og USA, hver medbringende en såkaldt staff writer – en dygtig, fast tilknyttet sangskriver.

De danske artister er håndplukket med omhu og er alle kunstnere, som allerede orienterer sig mod udlandet, og som kan få styrket deres netværk yderligere gennem campen.

De fem danske kunstnere er: Tina Dickow, Hush, Fallulah, Kim Munk (The Broken Beats) og Waqas Qadri (Outlandish).

Tina Dickow  – skal skrive sange med
internationale staff writers.
 

– Publishing bliver uden tvivl et af de vigtigste fokusområder fremover for musikbranchen, og her har Danmark længe været lidt af en efternøler i forhold til for eksempel Sverige, udtaler projektleder Roar Amundsen fra Mayday Music.

– Rent musikalsk er der masser af godt råstof her i landet, og vi skal  så bare blive endnu bedre til at knytte de forretningsmæssige kontakter, som gør at resten af verden får øje på vores talenter. En camp som denne giver alle de medvirkende nogle nye personlige relationer, som er uvurderlige for dem fremover, og samtidig er det et frirum, hvor man kan afprøve sin musikalitet i helt nye sammenhænge, siger Roar Amundsen.

Campen løber af stablen fra 26. – 30. april og alle sange indspilles løbende, så de enkelte publishers har noget at tage med hjem til deres selskaber bagefter. Målet er at flere af de nyskrevne numre opnår placeringer enten på de danske artisters kommende albums, eller bliver pitched til udenlandske artister via selskaberne.

De fem Staff Writers er: Alfred Tuohey (AMV Talpa),  Jim McCormick  (Warner Chappell Nashville + The  Collective), Arne Hovda  (Great Songs Publishing – Norge), Justin Parker (Sony ATV – London) og Peter Ries   (Sony ATV  – Berlin).

 

Musikforretningen Akustikken i Århus stiller fem Martin guitarer til rådighed for de internationale sangskrivere under opholdet.