_uploads_content_images_3_3823_full

Internationalt bud efter Morten Varano – både live og på cd

Internationalt bud efter Morten Varano – både live og på cd
Henrik Friis

For få dage siden udsendte Morten Varano ”Step Up” herhjemme, og som med Varanos andet projekt Slow Train er der stigende interesse efter musikken uden for de danske grænser – både live og på cd.

Det er allerede sikkert at ”Step Up” udgives i Italien, Storbritannien, Australien og Polen – ud over Danmark og det øvrige Skandinavien (mens USA fortsat er på forhandlingsplanet). Og det følger fint i tråd med den efterspørgsel projektet Slow Train – med sangeren Lady Z – oplever, hvor et rent kludetæppe af licens-aftaler sikrer en meget bred udbredelse af duo’ens seneste album ”Illegal Cargo”:

USA (via Tommy Boy), Frankrig, Schweiz, Holland, Belgien og Luxemburg (via Wagram), Danmark og Skandinavien (Murena/Playgorund), Tyskland, Spanien og Portugal (Edel), Grækenland (Sony), Italien (EMI), Australien (Collision) og Polen (Universal) har foreløbig lavet aftale med Varano og Lady Z., så grundlaget for udbredelsen af Slow Trains kommende cd – under forberedelse i studiet netop i denne tid – er absolut til stede.

Morten Varano. Udlandstravlt – på flere fronter

Bl.a. tegner det meget spændende i USA, hvor Slow Train optrådte så sent som i februar i New Yorks Radio City Music Hall – og delte plakat for festens værter, radiostationen CD101.9 i en slags valentinskoncert med gamle koryfæer som henholdsvis David Sanborn og George Benson (!).
Slow Train stod via duo’en 25 minutters-optræden for den nye linie i koncerten – i sagens natur – og duo’en har desuden ligget på samme radiostations Top 20-liste.

Rosende omtale i IN – Los Angeles-magasin

Slow Train har i to omgange givet koncerter i både Los Angeles og New York – bl.a. legendariske Knitting Factory i New York – og har også fået en del god presserespons på det (se illustrationerne). Pt. arbejder Slow Trains amerikanske manager Ben Laski da også på at få gruppen tilbage til Staterne for at give flere jobs – Morten Varano regner selv med, det bliver til august, og at det bliver cirka 10 koncerter – både med Slow Train og som Varano – mens han regner med en lille turné i eget navn på 4-5 jobs i Italien i efteråret. Men flere må forventes at komme til når licensaftalerne begynder at give resultat.