Intet – absolut intet – kommer af sig selv

Intet – absolut intet – kommer af sig selv
Henrik Friis

Er man ikke klar til at satse ALT, skal man holde sig fra det engelske marked, lød rådet fra repræsen­tanter fra den engelske musikbranche til Kick The Kangaroo og Marcus Winther-John, da de i november var på efteruddannelse i London. Rådet gælder alle danskere, der vil forsøge sig.

– En af hemmelighederne, hvis man gerne vil have succes herovre, er at komme igen. Og igen. Og igen. Bliv ved med at komme tilbage. Giv folk en undskyldning for at huske dig. Det giver ikke garanti for noget som helst – den eneste garanti er, at hvis I ikke gør det, så er I allerede langt bagud i forhold til alle de andre grupper, som i stedet overtager den fokus, I kunne have fået.

Christian Ulf-Hansen har gennem otte år været BMIs snushane i de amerikanske ”KODA”-selskabers forsøg på at finde frem til nye europæiske navne til USA-markedet. Ulf-Hansen med de danske aner er samtidig en af ROSAs faste samarbejedspartnere i det engelske, og har bl.a.været med til at strikke ROSAs efteruddannelses-programmer sammen – også i november-udgaven med foredrag og co-writing for Marcus Winther-John og Kick The Kangaroo samt koncerter på klubben Henry’s og The Kashmir Klub, hvor Tim Christensen sluttede sig til.

Christian Ulf-Hansen har en forkærlighed for dansk musik, og en tro på, at ”den danske bølge er lige om hjørnet”, men i mere grå øjeblikke spørger han OGSÅ sig selv, om danskerne egentlig er bevidste om den arbejdsindsats, det vitterligt kræver at slå igennem ”over there”.

Danskerne lyttede
intenst til
Ulf-Hansens erfaringer

– Jeg får 50-100 cd’er om ugen med europæiske acts, som alle er forhånds­rubriceret ”spændende”. Så hvorfor skulle jeg egentlig spilde tid på nogen, som ikke er parat til at ofre ALT, hvad der skal til, for jeg kender ingen musik, der er blevet et hit, uden at man har skullet arbejde hårdt for det, var hans gentagne budskab til det danske ”hold”.

Ulf-Hansen fortalte, at han tidligere har mødt danske musikere i England, som er kommet med fohåndsinstillingen: ”Vi har jo alligevel ikke en chance herovre – ingen gider lytte til en sanger fra Danmark”:

– Og så er mit modsvar: ”Hvad har I selv gjort? I har udgivet en stribe cd’er i Danmark, og har været på banen længe, men det er første gang I er i London. Hvorfor det? Hvem er det, der ikke er interesseret i hvem?

Ulf-Hansens er direkte: Èt besøg betyder intet. Hvis der ikke er planer om mere, så drop det. Og når man endelig er i London, er det ikke nok bare at spille et par showcases og så holde lidt ferie ved siden af.:

– Du skal ud at skaffe dig flere jobs, flere kontakter, flere alt-muligt. Du skal ud at networke, du skal ud og gøre en masse mennesker interesserede i dig selv.

– Du skal i det hele taget knokle røven ud af bukserne. Gøre folk sikre på, at de kommer til at høre mere til dig. For hvordan kan du tillade dig at være doven, når du ikke har solgt noget????Christian Ulf-Hansen mener ikke, danskerne gør det lettere for sig selv med det hans kalder ”ineffektive pladeselskaber” og de nærmest ikke-eksisterende managers (læs: fuldtimemanagers som det kendes fra det engelske og amerikanske marked).

Men så meget desto mere må du selv gøre arbejdet: sats på flere markeder, lav mailinglister, så du kan holde dine fans orienterede. Hav flere strenge at spille på, så det hele ikke falder sammen, hvis en enkelt ting kikser.
Jeg har ingen moral, når det gælder om at slå igennem – og den energi genererer mere. For der er ingen A&R-repræsentant fra USA, der bare kommer og lytter til to danske navne, der virkelig fortjener at blive hørt. Det gælder om at presse på hele tiden og at gøre sig fortjent. Som i USA hvor alle ved, at man spiller 100 procent og giver alt, selv om der kun er fire tilskuere. For man ved aldrig HVEM de fire er….

Jonathan Morley:
“get busy – or
forget it”.

Samme holdning har manageren Jonathan Morley, der var del af foredragsholdet, og som her i december har fået Tina Dickow under sine vinger:

– Der er kun 10 singler om ugen, der bliver til noget herovre. Ud af 500 udgivelser. Så der er ikke meget andet at sige end: ´”Get busy – nothing ever happens over here if you don’t…”.

– Jeg var til SPOT Festival i Århus sidste gang (december 2000, red.), og der var vel 50 orkestre, hvoraf de 95 procent var gode og bedre end det, du oplever i England. Men for at bryde igennem, skal man også kunne overraske og have det ”ukendte krydderi”. Man skal finde sig en specialitet, siger Jonathan Morley.

Han minder om, at England er et af de ”coolest” musikmarkeder, der findes. Her er det ikke nok at være dansk – det er ingen musikalsk kvalitet i sig selv, og der er kun Morley og ganske få andre, der render rundt med en lidt speciel forkærlighed for det danske. I øvrigt tog det lang tid, før han forstod, hvad folk talte om, når de nævnte ”den danske stil” – indtil han sidste år så Tim Christensen ved Skanderborg Festivalen..

– Så forstod jeg den. Hyggeligt nok. Men den koncert ville ikke have en chance herovre. Man skal i langt højere grad dyrke de specielle sider. Dansk musik har talentet – nu drejer det sig om er at finde de rette folk med de rette talenter på det rette tidspunkt. Så enkelt er det, lyder det kryptiske bud fra Morley, der dog tror succese’en er lige om hjørnet:

– Der er en øget interesse for dansk musik. Jeg kan fornemme, at der kommer et stærkt øget antal A&Rs fra både England og USA til næste SPOT Festival (10.-11. maj i Musikhuset Aarhus, red.). Folk kan simpelthen lugte, at der er ved at ske noget.

Men uanset hvad, kræver det at man brænder – og knokler. Og den besked var der ingen i dansker-gruppen, der misforstod.

Foto: Henrik Friis og Lars Knudsen