_uploads_content_images_3_3770_full

It can hide, but it can't be held down

It can hide, but it can’t be held down
Af Martin Buck

Hvis torsdag aften på the Drink var en dansk aften med sofistikeret, underholdende rock, så er der fredag aften lagt i spabadet til et fællesnordisk brag, der byder på nogle af Skandinaviens mest flamboyante musikere. I den stille, dybe ende af bassinet finder vi Teitur (FØ), derefter den næsten sagtmodige, Daniel Denver Johnston (S), som lægger op til den raffinerede disko fra the Crash (Fin) og derefter et spark i mellemgulvet fra de homofistiske og insisterende spradebasser i the Ark (S). Ikke nogen let opgave at følge op på for Surferosa (N), som på den baggrund bliver en af aftenens store overraskelser. Det lyder partisk, men der blev ikke levnet publikum nogen grund til at gå andre steder hen. Hvilket de fleste da heller ikke gjorde, for the Drink var spækket den ganske aften.

– – – –
Vores skribent Martin Buck rapporterer fra verdens største branche-festival South By SouthWest i Austin, Texas. Dette er den femte artikel (læs de øvrige via menuen t.h.).
Martin Buck er til daglig redaktør for Mymusic.dk

– – – –

Kvalitet. It can hide, but it can’t be held down
Men vi starter som så ofte før i baren. Der er lydprøver, musikerne kommer og går, hilser på hinanden, udveksler beundringer. De fåmælte, muskelpumpede bartendere har efterhånden vænnet sig til det nordiske slæng. I midten af baren danner Teitur et naturligt midtpunkt med sine to gode venner: guitaren og manager, Christian Ulf-Hansen. Hernede er navne som The Raveonettes og Tina Dickow anbefalinger i sig selv, men derudover er Teitur den mest anbefalede skandinaviske kunstner i de lokale medier. Det skyldes ikke mindst en god indsats fra Ulf-Hansen, som har en fortid i BMI og PRS (henholdsvis USAs og Englands svar på KODA). Trods hans imødekommenhed, vil han ikke have, at man tager fotos af ham. Men han fortæller gerne om sin rolle som manager på SXSW:

– Det tager lang tid at blive en god manager. Det er ikke nok at have netværket i orden, for dine kvaliteter er baseret på din evne til at få andre til at lytte. Derfor skal man aldrig anbefale noget, der kun er halvgodt. Hvilket der er mange, der gør til sådan en messe. Og derfor har folk en tendens til at holde op med at lytte.

Teitur og hans manager, Christian
Ulf-Hansen ved baren under
lydprøverne på the Drink, fredag.

Teitur småsummer ved siden af, vant til at høre sin manager udbrede sig. Ulf-Hansen fortsætter:

– Mange bands starter en turne her. Det er et kvalitetsstempel – og hvis man er heldig, får man også omtale i de lokale medier. Ulempen ved udviklingen med de mange messer og stadigt bedre organiserede musikere er, at bands uden manager og uden udgivelser i ryggen får meget svært ved at bryde igennem. Men branchen har sin egen organiske vej, som er word of mouth… kvalitet kan gemme sig, men ikke holdes nede…

Tina Dickow kommer forbi og hilser på Teitur. Jeg spørger hende, hvordan det gik i går og hvordan det man får det til at fungere med at køre musik og forretning sammen.

– I dag er jeg lidt træt af det, begynder hun sit svar. – Jeg var til en fest med hele den engelske branche i går og der var det så tydeligt, at folk kun ville tale med hinanden, hvis de kunne bruge hinanden til noget. Folk, der normalt hilser på én, kigger lige igennem én. Folks triumfer og deres nederlag står skrevet i deres øjne. Det er rædselsfuldt. Men på den anden side er det ikke en form for energi, der ødelægger det kreative element. De to ting har ikke noget med hinanden at gøre. Og det gik jo fint i går. Man tager jo ikke de store chancer, men til gengæld bliver man lidt mere tændt og lidt mere skarp. Men nu ser jeg frem til to jobs i L.A. og New York. Det er mere afslappende, det er folk jeg kender og som kender musikken.

Usikker svensk rolle – sikkert svensk show
Hvad Christian Ulf-Hansen end har tillagt Teiturs musik, har det virket. Det lille spillested er spækket til det klaustrofobiske, da Teitur går på med sin vitale dyrkelse af singer/songwriter-traditionens melankolier. Den færøske kunstner, som bl.a. spillede to gange på SPOT10 og har fået gentagne hædersbevisninger i Gaffa, formår altid at holde sit underspil i omegnen af det sprudlende; hvilket man til gengæld savner ved aftenens næste act, Denver Johnson (S), der kom med i sidste øjeblik og på den lidt tossede baggrund, at Sverige manglede at besætte en berettiget plads i programmet.

Og hvis man skal sætte en finger på en svaghed i det skandinaviske samarbejde, er det ikke den centrale danske administration, men den musikalske sværvægter, Sveriges manglende rolle i koordinationen. MXD har stået for live-delen, mens Finland har stået for præsentationer på den skandinaviske stand, men Sveriges musikeksport er under udvikling og stillingen som projektchef er pt. ubesat, hvilket har levnet et tomrum i præsentationen.

Ola Salo. The Arks store
svenske magnetisør.

Men så er det godt, at man har sendt de hårde drenge i byen. Efter et varieret neodisco-act med finske the Crash (som vi kender fra radiohittet, “Lauren is her name”), træder de råkulørte, fødte entertainere, The Ark, på scenen og forfører publikum totalt. Alle bliver ramt af Ola Salos opfordringer til at give slip på fordomme, frygt og anden håndbagage. Bagefter fanger jeg forsangeren fra Malmö-orkestret og spørger, hvordan det føles at optræde i en atmosfære af forretning og forventning:

– Det var ligesom at være tilbage i Malmö for otte år siden, hvor ingen kendte os. Det var en udfordring at skulle overbevise folk helt fra starten igen. Det tror jeg, at ethvert band med et budskab vil synes.

Orkan i en drink
Scenen vil nok enten virke for stor eller for lille for de fleste bands, der skal på efter The Ark. Men ikke for norske Surferosa, der går til publikum med en energi og respektløshed, der grænser til det frygtindgydende – med den melodiske, spyttende, skrigende hvirvelvind Mariann i front, klædt i patchwork-latex. Tag ind og se dem, hvis du får chancen. Og hvis du vil stå øje til øje med Østrogenet selv, så stil dig op foran. Det var to sets råt brændstof, hvilket var et ganske godt valg, før danske The Blue Van skal på med deres traditionsbundne udforskninger.
The Blue Van er herhjemme kendt som et højenergisk orkester. På aftenens baggrund virker de næsten moderate og vi må endda finde os i følgende spørgsmål fra lydmanden, Stig Kamonen: – Hvorfor står de danske bands altid stille?

Enhver med et danseben ved, at det gør The Blue Van ikke – og heller ikke i aften, hvor de leverer aftenens mest udfordrende act rent teknisk med harmoniske referencer til 60’ernes orgelbaserede rock-ekstaser, Doors, Animals, Kinks og med tekniske labyrinter, der måske ind imellem sætter publikum af, men også berettiger deres TVT-pladeudgivelse på amerikansk grund d. 5. april, som flere kommer og spørger til.
Hver aften er det en hård tjans at spille kl. 01:00, da mange pladefolk starter på private showcases allerede kl. 14:00. Men folk bliver hængende og ikke mindst de lokale texanere buldrer ud af deres Lone Star-slumber, når The Blue Van kaster sig ud i endnu en turbulent Delta-blues.

Sammenpakningen er kun et lille tilløb til den fest, der skal til at begynde. Alle skuldre er faldet ned og målet er nået. Den skandinaviske delegation og den danske ledelse kan kigge tilbage på to dage, hvor programmet har harmoneret og teknikken har fungeret. Først en aften med raffineret indie og styrthjelm på, og så en fredag med store shows på en lille bar i Syden.