Jammin

Jammin': En frugtbar musikalsk smeltedigel

Fire talentfulde musikere, med vidt forskellige musikalske og kulturelle baggrunde, mødes for at skabe helt nyt materiale. Det er opskriften på Jammin’, som for syvende gang løber af stablen i slutningen af februar i Aarhus.

Den 26. februar på Radar i Aarhus præsenterer Michael Møller (The Mountains, Moi Caprice), Nasser Badran, Ida Wenøe og Deniz Ozan Öksüz publikum for frugterne af de musikalske eksperimenter, som de i de foregående fire dage har udført. Det er nemlig de fire musikere, som til årets første Jammin’ workshop er blevet sat til at jonglere med deres forskellige musikalske og kulturelle baggrunde.

Uforudsigelig musikalsk frugtsalat

Men hvilken musikalsk frugtsalat publikum kommer til at lægge ører til, er som sædvanligt ikke til at sige. Under Jammin’ er opgaven nemlig, at der skal skrives helt nyt materiale – ca. 40 minutters musik i løbet af fire dage. Denne gang bliver frugterne skrællet på ney-fløjte (Badran), saz (Öksüz), guitar (Møller) og piano (Wenøe). Som publikum er der derfor mulighed for at få en genske særlig koncertoplevelse, for genrebrydende er og bliver projektet. Flere af de tidligere Jammin’-konstellationer har været så givende for de involverede, at de har valgt at fortsætte samarbejdet efterfølgende.

Et projekt som skal udfordre

ROSA – Dansk Rocksamråd stablede i 2013 projektet Jammin’ på benene med intentionen om at skabe en unik musikalsk oplevelse, som stikker dybere og inspirerer. Projektets hensigt centrerer sig om at bryde med den gængse musikkultur, og i stedet lade nysgerrigheden, spontaniteten og mystikken tage over. Jammin’ får til formål at vise, hvad et umiddelbart samarbejde forskellige musiktraditioner imellem kan resultere i. Yderligere intenderer Jammin’ at invitere sit publikum med ind i de spontane musiklandskaber, og lade dem blive udfordret og overrasket, ved at opleve musikken i dens her-og-nu.

Om musikerne

[Michael Møller] er en særdeles produktiv sanger og sangskriver, kendt fra Moi Caprice og nu frontfigur i The Mountains, ud over at han har to anmelderroste soloudgivelser bag sig. Musikalsk spiller Møller på mange strenge, og har ud over band- og soloudgivelser arbejdet sammen med folkemusikgruppen Svøbsk, og startet kompositionsprojekter i Vietnam. Møller har tidligere været vært på P6Beat, samt vundet en Steppeulv som årets komponist i 2012.

[Nasser Badran] er af palæstinensisk oprindelse, og er født og opvokset i flygtningelejren Borj Al Barajne i Beirut. Som 12-årig begyndte han at spille fløjte, og samme år optrådte han på scenen i Beirut. Han fik hurtigt interesse for orientalsk musik, specielt klassisk arabisk musik, og begyndte derfor at studere ney-fløjte på det libanesisk musikkonservatorium. Ney-fløjen er kendt for sin karakteristiske drømmende og afslappende klang.

[Deniz Ozan Öksüz] er barn af en musikalsk familie, og allerede som 6-årig sin første saz. Som 10-årig begyndte han med at modtage egentlig undervisning – men han beskriver sig selv om ’selvlært, langt hen af vejen’. Han har været en del af et talentprogram på det Jyske Musikkonservatorium, og studerer på Musikalsk Grundkursus – oveni at han i 2014 blev student og aftjente sin værnepligt. Saz’en er et lut-lignende instrument kendt for sin karakteristiske sprøde og plukkende metalliske lyd.

[Ida Wenøe] er den tidligere frontfigur i bandet Boho Dancer, der i 2011 vandt DR’s Karrierekanonen. Clash Magazine beskriver hendes lyd som “fortryllende acid folk med en dyb personlig kant” og Paul Lester kommenterer i The Guardian, at hun “lyder som den unge fortæller af hendes egne magiske og dystre fantasier …”. I starten af 2015 udkommer hendes første soloplade ”Time of Ghosts”.