uploads_gallery_6_6286_jammin-poster-v3thumb

Jammin’: et musikalsk frirum – intet kan tages for givet

Fire talentfulde musikere med baggrund i vidt forskellige traditioner mødes og skal skabe helt ny musik sammen. Sådan lyder opskriften, når Jammin’ med en helt ny konstellation løber af stablen for sjette gang. Det sker 26. november på Radar i Aarhus.

Ayman Khattar, Frederik Vedersø (Eclectic Moniker og The White Album), Lydmor og Serkan Yildirim udgør den nye Jammin’-konstellation, og sammen vil de skabe musikalske landskaber, som tager udgangspunkt i deres respektive kulturelle baggrunde.

I et musikalsk frirum, hvor intet kan tages for givet – andet end de fire artisters kreative vilje til at skrive og skabe nye toner – skal de komponere 40 minutters musik, som præsenteres for publikum. Hvordan det kommer til at lyde, kan vi kun gisne om. En ting er dog sikkert; når de fire artister mødes fire dage før koncerten, kan de ikke læne sig op ad deres ry, rygte, omdømme eller bagkatalog. Jammin’ går nemlig ud på at skabe helt ny musik, hvor artisterne hver især trækker på deres baggrunde, når den ny musik skal skabes.

Om musikerne

[Frederik Vedersø] Guitaristen og sangeren har de seneste år gjort sig særdeles bemærket på den danske musikscene. Bl.a. i det københavnske musikkollektiv Eclectic Moniker og højaktuelle The White Album. I sit musikalske afsæt har Vedersø et solidt ry for at lukke publikum ind under sine vinger, hvor lytteren bydes op til både dans og nordisk melankoli.

[Ayman Khattar] Den fireogfyrreårige kurdiske violinist og sazspiller gør sine musikalske folder i Global Tunes og Grænseløs. Han forsøger at bruge musikkens sprog som et eksempel på, hvordan kreative toner kan bygge broer mellem mennesker og kulturer. Khattar  spiller desuden sammen med den palæstinensiske sanger, Houssam Zamzam, hvor det er blevet til flere albumudgivelser.

[Lydmor] Den unge sangerinde og producer, med det borgerlige navn Jenny Rossander, har igennem de seneste år charmeret verden med sin finurlige elektroniske musik og intense live-perfomances. I Danmark har flere musikere set sig varm på hendes stemme, bl.a. Sort Sol og Bon Homme (WhoMadeWho), som hun har optrådt med flere gange de seneste år.

[Serkan Yildirim] Siden han var tolv år gammel har Yildirim, som har tyrkiske rødder, dyrket sin interesse for musik. I en tidlig alder begyndte han at spille på diverse strengeinstrumenter, som sidenhen er blevet skiftet ud med de tyrkiske blæseinstrumenter; zurna og mey, der bl.a. bruges til folkedans, hvor de ofte skaber en fest.

Følg de fire musikere og komponister under Jammin’ på Facebook-siden