uploads_gallery_0_6170_Jammin1artikel

Jammin’: Musikkulturer mødes i nye samarbejder

Ane Trolle, Orhan Ôzgür Turan, Jakob Bro og Rewan Riko er de første medvirkende i Jammin’.

Jammin’ tager sit afsæt i kunstnernes forskellige musikalske og kulturelle baggrunde og sigtet er at skabe ny musik og etablere hidtil usete samarbejder. I fem dage arbejder de fire sammen på kryds og tværs, og resultatet af dette møde kan opleves både i Foreningernes Hus i Gellerup 24. september og 25. september på Aarhus-spillestedet Radar ved Godsbanen.

Hvad er Jammin’ og hvem deltager?
Jammin’ løber af stablen hvert kvartal de næste to år. Sigtet er at inspirere til samarbejde mellem forskellige musikkulturer og skabe nye netværk – til gavn for de medvirkende og til glæde for det nysgerrige publikum: Samtlige otte versioner af Jammin’ vil nemlig blive afsluttet med to åbne koncerter.

ROSA har foreløbig aftalt med Foreningernes Hus i Gellerup, at de lægger rammer til Jammin’ frem til sommeren 2014:

– Det glæder os meget, at Foreningernes Hus har været positive overfor idéen om samarbejdet. Stedet huser 50 forskellige foreninger fra Gellerup-området, hvilket skaber et inspirerende miljø med stor diversitet, som forhåbentlig er til gavn for komponisternes arbejdsproces, udtaler projektleder fra ROSA, Conny Jørgensen.

De fire komponister, som kickstarter projektet, har mange strenge at spille på:

 

  • Rewan Riko, producer, keyboard og percussion
  • Ane Trolle, sangerinde – også kendt fra Balstyrko og Trolle//Siebenhaar
  • Jakob Bro, prisvindende jazzguitarist
  • Orhan Ôzgür Turan, oud (arabisk lut) og baglama (saz).

Altså er der lagt op til nogle meget intense dage i Foreningernes Hus i Gellerup.

Jam – og koncerter

I forbindelse med Jammin’ er der rig lejlighed til at opleve livemusik i Gellerup. Allerede 23. september om aftenen er der jam-session, hvor mikrofonerne er åbne for dem, der har lyst til at være med og give smagsprøver på deres kunnen.

Dagen efter – 24. september – er der Jammin’-koncert i Foreningernes Hus, hvor Rewan Riko, Ane Trolle, Jakob Bro og Orhan Ôzgür Turan præsenterer udbyttet af deres samarbejde. Projektet afsluttes 25. september på spillestedet Radar, hvor man altså kan høre, hvad musikerne har kreeret i løbet af de fem dage Jammin’ varer.

Næste runde Jammin’ med fire nye komponister/musikere foregår i november.

Septembers Jammin’-program:
Søndag 22. september. Workshop, Foreningernes Hus, Gellerup (tidspunkt: TBC)
Mandag 23. september. Jamsession, Foreningernes Hus, Gellerup – kl. 19.30-21.30
Tirsdag 24. september. Jammin’-koncert. Foreningernes Hus, Gellerup –  kl. 19.30
Onsdag 25. september. Jammin’-koncert. Radar, Godsbanen, Aarhus – kl. 20.00

For yderligere info kontakt venligst projektleder Conny Jørgensen, ROSA – 8612 8444 / conny@rosa.org

Jammin’ er støttet af Statens Kunstråd

– samt Gellerupmidlerne, DJBFA, DPA, DMF og Bazar Vest.