Orhan Ôzgür Turan - her på den tyrkiske oud (lut) - og Jakob Bro på el-guitar.

Jammin': Strengevirtuoser på usikker men givtig grund

I forbindelse med Jammin’-projektet er baglama-spilleren Orhan Ôzgür Turan og jazz-guitaristen Jakob Bro mødtes over en Taxim. Det er ikke en listig middelhavsdrink, men derimod en tyrkisk melodi-genre, hvor de to virtuoser er blevet udfordret til at vise nye sider af sig selv – til gensidig inspiration.

Første kapitel i Jammin’-projektet er i fuld gang – Ane Trolle,
Orhan Ôzgür Turan, Jakob Bro og Rewan Riko har gennem de seneste fire dage været samlet i Foreningernes Hus i Gellerup for at lave helt ny musik sammen.

Blandt mange møder – kulturelle, etniske, sociale, musikalske m.v. – som Jammin’ medfører, byder projektet også på et møde mellem to strenge-virtuoser, nemlig oud- og baglama/saz-spilleren Orhan Ôzgür Turan samt jazz-guitaristen Jakob Bro.

De to siger lige ud af posen, at de har haft stort udbytte af at møde hinanden – for selv om en udtalt strenge-færdighed og stor improvisations-evne er fællestræk, er deres musikalske baggrund alligevel så forskellig, at man som musiker kun kan få gevinst af projekter som dette ved at møde op med de helt store ører og det fuldstændig åbne musikalske sind.

Orhan Ôzgür Turan - med sin flotte baglama.Taxim i duo-format
– Et af de i alt seks numre vi laver i Jammin’, er et duo-nummer med Jakob og mig, fortæller Orhan Ôzgür Turan: – Det er en tyrkisk Taxim – et flydende nummer uden fast rytme, men hvor der indgår faste skalaer, som vi så improviserer rundt om, fortæller den 29-årige musiker.

Han er i forvejen vant til at blande inspirationer i bandet Hudna bl.a. sammen med guitaristen Søren Bigum, men alligevel er samspillet med Jakob Bro noget andet.

– Jakob fylder især op med harmonier, og det er meget inspirerende for mig at mærke den måde han arbejder på – jeg kommer helt sikkert til at bruge noget af det, næste gang jeg skal spille en Taxim, siger Orhan Ôzgür Turan og understreger at hans glæde ved at deltage i crossover-projekter som dette ikke er en genvej og nem løsning for en musiker:

Crossover
– Tværtimod er det enormt vigtigt, at man respekterer hinanden, er opmærksom og giver hinanden plads, fortæller Orhan Ôzgür Turan, som er noget nær dansk baglama-stjerne: Han har været flittigt benyttet af tyrkiske musikere på turné – både i Danmark og internationalt – også fordi der ikke er mange andre, der spiller instrumentet på hans plan i Danmark. Men det håber han at gøre noget ved via sin rolle som MGK-underviser på Musikskolen i Aarhus

Jakob Bro har aldrig prøvet noget som dette tidligere: -. Det er noget nyt for mig. Musikken i Taxim’en er en række skalaer, som vi begge skal igennem, og normalt bliver den slags musik hurtigt ført over i en meget konkret stemning, men her bliver det  spændende at se, om vi kan bløde det udtryk op.

Jakob Bro - finder melodier i de tyrkiske skalaer.Spændende lyde
– For mit vedkommende prøver jeg at følge Orhans harmoniske univers, og hvor han spiller rundt om skalaerne, forsøger jeg at lave noget harmonisk og prøver at hive noget melodi ud af skalaerne. Det er meget spændende at arbejde med, og passer godt ind i min interesse for at finde nye lyde, som jeg kan integrere i min egen musik, siger han og fortsætter:

– Jeg har ikke løsningen på det endnu, men det er enormt spændende, siger jazz-guitaristen, der pt. siger nej til de fleste forespørgsler pga. travlhed med alle de projekter, han i forvejen arbejder med, men som netop sagde ja til Jammin’, fordi han følte det kunne tage hans musik i helt andre retninger:

Et frø er sået
– Det er er markant anderledes. Og det har helt klart sået et frø hos mig, fortæller Jakob Bro, og bekræfter at de to også har byttet instrumenter undervejs for at prøve, men – som han afslører med et smil –  har han valgt at holde sig til guitaren i stedet for baglama’en. For at begynde på det, ville være som at blive slået tilbage til start.

Uden at afsløre for meget inden aftenens afslutnings-koncert på Radar kan vi godt sige, at tirsdagens første offentlige opførelse i Foreningernes Hus af taxim’en – som den øvrige nylavede Jammin-musik – blev endog meget positivt modtaget: Hvis man er til musik, der søger ud over de gængse strukturer og både er ny og genkendelig, og hvor musikerne giver plads til hinanden, så er man ikke gået helt galt i byen…

Verdens første Jammin'-hold på scenen for allerførste gang: I forgrunden Orhan Ôzgür Turan, Rewan Riko, Ane Trolle og Jakob Bro.