Klubb Smørrebröd – så er der serveret for svensken

Dansk musik skyller ind over Skåne fra Øresund, når Klubb Smørrebröd torsdag 27. september åbner dørene på Debaser og præsenterer de to første navne i en lang række af udelukkende danske koncerter på den mest coole klub i Malmö.

Allerede fra første show viser Klubb Smørrebröd tænder ved at præsentere alt det, som livemusik handler om: Nerve, nærvær og energi!  Det er Kloak og The Kissaway Trail der får æren af at starte denne nye klub-æra i det centrale Malmö.

På alle måder tegner den første aften i Klubb Smørrebröd allerede som en multi-oplevelse, hvor sansernes behov bliver opfyldt på flere leder og kanter.
Og selvom navnet Kloak ikke umiddelbart dufter af roser, forår eller et stykke med flæsk, så er det en appetitlig omgang alternativ avantgarde punk, som er svær ikke at spise. Kloak er det første navn på scenen med deres unikke inferno af støj, punk og regulær pop i tunge vendinger som gemmer på små kærligheds- og fødselsdagssange. Det er kunst med guitar, når det er allerbedst, når Kloak for første gang spiller på svensk grund denne aften.

The Kissaway Taril – her på scenen i Canada –
drager til Sverige inden et laaangt Englands-
ophold kalder.

Der bliver skruet ekstra op for romantik-knappen, når The Kissaway Trail tager over. Med deres tre guitarister og flerstemmige vokaler bliver der højere til loftet i Debaser, end der nogensinde har været. De fem fynske knægte tager på en over 30 dage lang turne i England, umiddelbart efter at de har fyldt den Malmöske nattehimmel med deres kontante drømmende rocktoner. Et på alle måder imponerende band der blandt andet har opbygget deres gode ry Europa ved at stå på scenerne i mange lande . Klubb Smørrebröd er stolte over at kunne lægge scene til The Kissaway Trail.

Før, under og efter står klubarrangørerne Carsten Holm (P3 – Public Søndag) og Johannes Dybkjær Andersson (JOJO DJ Team, Lampshade) ved DJ pulten og sender danske og internationale lydbølger igennem højtalerne.
Klubb Smørrebröd lover derudover på et imponerende efterårsprogram, som ser således ud:

10. Oktober: The Floor Is Made Of Lava + The Broken Beats
22. November: Figurines + The Blue Van
13. December: Speaker Bite Me + Choir of Young Believers

Samtidig præsenterer Klubb Smørrebröd to danske koncerter, der indgår i Debasers almindelige efterårsprogram:

25. Oktober: Blue Foundation (turnéstart)
30. Oktober: Efterklang