_uploads_content_images_3_3155_full

Knoldesparker og kosmopolit

Knoldesparker og kosmopolit
Erik Barkman Petersen

Hans opvækst var delt mellem Danmark og Tunesien. Han har nydt international psychobilly-berømmelse og spillet koncerter i det meste af den vestlige verden. Nu er Kim ”Kix” Jeppesen i færd med at slå bredt igennem – som bonderøvsfrontmand i Powersolo.

(Artikel fra Geiger 10, september 2004)

Powersolos debut, ”Lemon Half Moon”, udkom allerede i 2001, men der var reelt tale om et demobånd i album-klæder. Dette års ”It’s Raceday … And Your Pussy Is GUT!!!” er stedet at starte sit bekendtskab med Powersolo. Her hænger bandets skæve og skramlede miks af garage, blues, tex mex, country og rockabilly sammen, måske især takket være en vis strømlining af sangskriver Jeppesens gale indfald.
– Powersolos musikstil er en blanding af mange forskellige genrer, så det er vigtigt for os at få skabt en rød tråd. Lytteren skal kunne følge med – ellers vil man kun have det lillebitte publikum, som går efter the frantic shit, altså det der bare er vildt og sært, mener Jeppesen.

Den globale landmand
En del af den røde tråd i Powersolo er trioens gennemførte bonderøvsimage. Det er ikke hentet ud af den blå luft: Kim og hans bror Bo ”Atomic Child” Jeppesen er begge rundet af den østjyske muld og trommeslager Jens ”Chief Benz” Søndergaard kommer fra Mors.
– Folk kalder det et koncept vi har fundet på, men det handler mere om, at vi holder forbindelse med vores rødder. Vi er lidt nogle bonderøve: Vores familie stammer fra det, vi så smukt kalder Kronjylland – det er der faktisk noget der hedder, det er området mellem Randers Fjord og Mariager Fjord – og det er jo bittesmå samfund, som lever stille og roligt, og hvor folk snakker klingende randrusiansk, fortæller Kim ”Kix”.
Men i stedet for at spille op til halbal og træskodans, dyrker Powersolo en ironisk bøvet hillbilly-musik af amerikansk tilsnit. Forklaringen? Landmanden er et globalt fænomen.
– Jo flere gange jeg er i USA, jo mere finder jeg ud af, hvor stor lighed der egentlig er mellem en jysk bondedreng og en amerikansk. De er lige fordomsfulde og lige venlige. De har begge deres små verdener, hvor det drejer sig om at få tingene til at fungere. De kender naboen og alle har øgenavne og går i cowboystøvler og smækbukser – i Danmark er det bare ternede skjorter og gummistøvler! griner Kim Kix.

Powersolo i deres kronjyske element (foto: Lasse Hoile)

I arabiens land
Men selvom brødrene Jeppesen har en rem af huden, så repræsenterer bonderøvsimaget – som så ofte med den slags – kun en halv sandhed. For udover Østjylland er de to ranglede rockmusikere også præget af Tunesien, hvor de tilbragte en stor del af deres opvækst.
– Jeg blev født dernede i 1971, og mine forældre boede der godt halvandet år mere, før de flyttede tilbage til Danmark. I 1981 – da jeg gik i fjerde klasse – tog vi så til Tunesien igen. Mig og min mellemste bror gik i en international, fransksproget skole, og Bo startede på en arabisk skole, hvor han faktisk fik topkarakter i koran, fortæller Kim.
– Min far var direktør for et møbelfirma dernede. Det var faktisk en ret god tid. Jeg husker det, som om vi ikke rigtig havde nogen bekymringer. Vi var lidt nogen rødder, men det er jo andres bekymring! Der var dejligt vejr og vi havde en masse gode venner. Om sommeren blev vi smidt på en flyver til Danmark med et skilt om halsen, og så fik vi en forlænget sommerferie. Det så vi frem til, kan jeg huske.
Udover gode minder fik Jeppesen også et indblik i den arabiske verden med sig hjem:
– I dag er jeg helt vildt glad for, at jeg kender til den muslimske verden og tankegang. Araberne er et fantastisk folkefærd, faktisk. I dag er der så mange fordomme omkring indvandrere, og der kan man se, hvad der holder og hvad der ikke gør.

En halvtuneser vender hjem
I det hele taget gav opholdet i Tunesien et outsiderperspektiv på det privilegerede Danmark.
– Når vi kom hjem på sommerferie, bed vi meget mærke i hvor rent, der var og hvor få buler, der var i bilerne. Min bedstefar snakkede tit om, at den danske vognpark var slidt ned, men det kunne mine brødre og jeg slet ikke få til at passe med alle de skinnende biler, vi så – allerede når vi ankom til Billund. Og så alt det slik, man kunne få herhjemme! mindes Kim.
Men slik og skinnende biler var ikke det eneste, den unge Kim Jeppesen gik glip af i sin tunesiske pubertet. Det gik for alvor op for ham, da han som 16-17-årig vendte hjem til Danmark for at tage en uddannelse som maskinsnedker på EFG:
– I Tunesien gik man ikke i byen og drak bajere og scorede piger – alt det kom først meget senere. Og det var nok det vildeste at skulle vænne sig til i Danmark: Hvor meget bagud man var på de områder – man var næsten en freak, ikke, for man var slet ikke vant til den slags.

Psychobilly on the spot
Mens han blev gen-assimileret i det danske samfund, kastede Kim sin kærlighed på musikken. Favoritterne var i første omgang navne som Joy Division og The Smiths. Men åbenbaringen, der satte ham i gang som udøvende musiker, kom fra en anden front: Det tyske psychobilly-band Mad Sins.
– Det er jo noget med at du får nallerne i en plade, ikke? Og der er et eller andet på den, der trykker på en knap inden i én – og så er der bare ikke noget at gøre. For mig var det en psychobilly-plade. Jeg hørte Mad Sins’ ”Chills’n’Thrills” i slutfirserne, og den der slapbass og den simple lyd … Det satte simpelthen noget i gang, jeg var psychobilly on the spot! fortæller Jeppesen.
– Det var bare så nyt, og jeg følte jeg var den eneste i verden, der kendte til det. Men på forunderlig vis fandt jeg efterhånden frem til ligesindede. Dengang var der ikke internet og den slags, men så hørte man f.eks. om en i Viborg, der hed Axel, som også var psychobilly. Og så tog man i byen dér og håbede på at møde ham: ”Årh, er du psycho? Ja! Det er jeg også! Vildt sejt …”.
Gradvist voksede Kims netværk af med-psychos. Og dannelsen af Nekromantix i starten af 90’erne – Danmarks første psychobilly-band – inspirerede den unge jyde til at købe sig en kontrabas, for ”hvis man havde en kontrabas kunne man altid finde nogen til at spille guitar og trommer.” Egentlig havde Kim aldrig overvejet at spille musik før, men:
– Jeg fik bare så meget lyst – af den her plade og de næste plader og de folk, jeg mødte. Nu skulle der ske noget!

Godless Wicked Creeps omkring “Smile”

Og så skete der noget
I 1993 blev Godless Wicked Creeps dannet. Udover Kim Kix, der altså spillede bas, talte bandet fra starten Martin Budde (senere også The Defectors) og Thomas Mejer. De tre kryb fik hurtigt succés på en voksende psychobilly-scene.
– Vi var der lige på det rigtige tidspunkt. Efter vores første plade (”Victim Of Science”, 1994) kom vi ret hurtigt ud at spille, godt et år efter udgav vi endnu en plade (”Hellcoholic”, 1995) – og så havde vi slået vores navn fast, fortæller Kim Jeppesen.
– Det var sjovt og også hårdt engang imellem. Vi var jo knejter da vi startede og vi gik bare til den. Vores motto var: Lev så hårdt som muligt så længe du kan holde til det. Og det gjorde vi så! Man kan godt mærke det i dag, synes jeg. Det sidder lidt i kroppen.
Psychobilly var lige så meget en livsstil som en musikalsk genre, og Godless Wicked Creeps levede sig helt ind i scenen.
– Psychobilly har aldrig været mainstream og vil aldrig blive mainstream, og det er det fede ved det: Du træder ind i en helt anden verden. Tingene foregår via mund til øre og ved koncerterne rejser folk til fra hele Europa. Det var ikke usædvanligt for os at spille for 3000 mennesker. Der er også rigtig mange festivaler – en eller to om måneden bare i Tyskland, forklarer Jeppesen.

En finsk odyssé
Deres pladeselskab, det lille tyske Crazy Love Records, støttede dem så godt de kunne, men Godless Wicked Creeps måtte stå for meget selv. Alligevel endte de med at spille koncerter i det meste af den vestlige verden.
– Vi opbyggede kontakter, hver gang vi var ude at spille. Desuden kontaktede vi folk, vi vidste var med til at arrangere festivaler og vi tog til festivaler – nogen gange var der f.eks. en chance for lige at spille en halv times tid eller i pausen mellem to bands, forklarer Kim Jeppesen.
Med til historien hører det også, at Godless Wicked Creeps ikke gik af vejen for at gøre en indsats. For nu at sige det mildt.
– Vi har nogen gange kørt 1500 kilometer i ét stræk, spillet 45 minutter – og så kørt hjem igen! Det var slet ikke unormalt. Jeg kan huske vi spillede en koncert i Finland engang. Der kørte vi tre dage for at komme derop, spillede en time, drak hjernen ud, sov branderten ud og kørte hele vejen tilbage. En rejse på en uge for at spille en time – det gad jeg sgu ikke gøre i dag. Men dengang var det jo bare en oplevelse.

Det højeste man kan opnå
Efterhånden opnåede Godless Wicked Creeps en toneangivende status på psychobilly-scenen.
– Et album som ”Hystereo” (1997) var et stort eksperiment. Vi lavede meget af det i studiet og forsøgte nogle ting, man bare ikke gjorde på psychobilly-scenen på det tidspunkt. Men vi har altid haft det sådan, at hvis du vil til tops i en genre, så bliver du noget til at lave noget anderledes end det, alle de andre laver, fastslår Kim.
– Og det har faktisk givet meget. Vi har fået mange breve og tilkendegivelser om, at folk har været inspirerede af vores musik. Der er blevet lavet coverversioner af vores numre og nogle har endda opkaldt bands efter vores sange. At inspirere andre musikere er næsten det højeste, man kan opnå.
Men Godless Wicked Creeps ville også gerne opnå et gennembrud udenfor psychobilly-scenens lidt snævre rækker, så i 2001 udgav de ”Smile” på det danske pladeselskab Lucky 7. Desværre blev Smile aldrig den store succés, og efter det gik Godless Wicked Creeps stille og roligt i opløsning. Bandet huskes dog stadig på psychobilly-scenen – og bandmedlemmerne selv er heller ikke blege for lidt nostalgi:
– En gang i mellem mødes Martin Budde og jeg, og så høvler vi en pose bajere, mens vi snakker om gamle dage. Det er fedt, det kan være sådan – at man ikke sidder og tænker tilbage på, at det var røvsygt.

Jeppesen-klanen samlet i Lez Boomerang.
V-h: Bo, Kim og Lars

Fra Powersolo til powertrio
Nu helligede bassisten sig guitaren og Powersolo, et projekt han havde startet på egen hånd for år tilbage. Han fik Jens med på trommer og lillebror Bo med på guitar. Bo havde han tidligere spillet med i garage rock-gruppen Lez Boomerang, hvor også den mellemste Jeppesen-bror slog sine folder.
– Det fungerer godt at have Bo med. Vi kender jo hinanden, der er ingen problemer. Hvis vi vrisser lidt eller sådan noget, så behøver vi ikke sige så meget, fortæller Kim.
Med Powersolo vil Kim gerne bredere ud, end Godless Wicked Creeps kom. Men kongstanken er stadig at have noget andet at byde på end konkurrenterne.
– Jeg tror i virkeligheden ikke, du behøver gå på kompromis med musikken, selvom du gerne vil opnå en masse; det vigtigste er at få fyret det afsted på en original måde og i en god indpakning. Så længe du har noget, der ikke er hørt før, så vil der også være en interesse for at høre det, lyder det fra den kompromisløse østjyde.
– Det er jo bevist, at uanset hvilken genre, du tilhører, så er det i dag mulig at slå igennem og blive mainstream. Se bare f.eks. White Stripes – der var ingen, der for fire-fem år siden kunne have spået, at de ville blive store. Udviklingen hænger måske også sammen med, at independent-labels har fået en anden status i dag. For eksempel Epitaph i USA, det er jo et kæmpestort selskab, men det er stadig independent. De laver stadig det musik de gerne vil, og når de har de kræfter de har – den kapital og den gennemslagskraft – jamen så er det klart, så kommer det ud til flere.

Østjysk købmandsskab
Et dansk eksempel på et independent-selskab med gennemslagskraft er Crunchy Frog. De har tidligere nydt succés med navne som Raveonettes og Junior Senior, så dem satte Powersolo sig for at skrive kontrakt med.
– Men vi har spillet meget cool over for dem – hele vejen igennem, også da vi kunne mærke, de var ved at være interesserede. Kontrakten er blevet forhandlet, som man ellers ville have gjort, vi har ikke bare kastet os for deres fødder, lyder det selvsikkert.
Her som i historierne om Godless Wicked Creeps aner man en god portion købmandsskab, der måske – hvem ved – er en del af de jyske Jeppesen-gener. Man fornemmer det også, når Kim skal give et bud på det dybere formål med at lave musik og spille koncerter, og pludselig lyder som en selvstændig erhvervsdrivende:
– Det mest spændende i et band er for det første at lave musikken og for det andet at se, hvor vidt man kan føre det. Det er altid utroligt spændende at starte noget fra grunden igen – som nu Powersolo. Og det er fedt at se, når ens indsats giver bonus – at man opnår nogle af de mål, man sætter sig.
Blandt østjydens langsigtede mål findes en drøm om at leve af musikken. Men det bliver på hans egne præmisser. Nok vil Powersolo gerne lægge en rød tråd ud, som nye lyttere kan følge, men turen går igennem Kims helt eget univers – krøllet, crazy, uforudsigeligt.
– Det næste mål er at lave en rigtig fed plade, som tager folk med bukserne nede omkring knæerne. Måske noget helt andet end det vi har lavet før. Jeg skal ikke udelukke, at det bliver en gang symfonisk rock med pedal steel og yodeling! griner Kim Kix Jeppesen.