nils_bech_diasnordicos16_photos_nc%cc%a7stornoci_img_1388

Kompromisløse norske Nils Bech på Días Nórdicos

Starten på Festival Días Nórdicos i år blev skudt i gang med to koncerter: Fredag aften på Joy Eslava i Madrid og lørdag aften på Sala Apolo i Barcelona. Ved begge koncerter spillede danske Nelson Can, svenske Hey Elbow, finske The Hearing og norske Nils Bech – sidstnævnte tog vi en snak med efter hans optræden lørdag aften i Barcelona.

Af Olivia Aguilera Malinovsky

Festival Días Nórdicos er en festival i Spanien og Latinamerika, som har fokus på nordisk kultur. ROSA havde sammen med festivalen booket The Hearing fra Finland, norske Nils Bech, svenske Hey Elbow samt Nelson Can fra Danmark til at optræde to dage i Spanien i henholdsvis Madrid og Barcelona, som en del af festivalen, der også har fokus på nordisk film, litteratur, kunst osv. De fire bands spillede op til nordisk fest i Joy Eslava i Madrid om fredagen og dagen efter i Sala Apolo i Barcelona.

For norske Nils Bech var det en ny oplevelse at spille i Spanien, men alt forløb godt, siger han, og fortsætter med at fortælle, at han var begejstret for de venues han spillede på i begge byer (både Joy Eslava og Sala Apolo er gamle teatre, som er transformeret om til spillesteder, red.)

– Det norske publikum kender mig, de ved hvad de kan forvente af mig. Det gør det spanske publikum dog ikke. Men jeg synes, at jeg fik en fin modtagelse.
Det var en optræden med numre fra mit kommende album, så jeg tror ikke, at der ville være nogen egentlig forskel med modtagelsen af de numre, om det var et spansk eller norsk publikum.

nils_bech_diasnordicos16_photos_nc%cc%a7stornoci_img_1307

Nils Bech i Barcelona. Foto: Nestor Noci

At skifte ham på scenen
Nils synger sange om kærlighed, fortæller han og fortsætter; det er sange, som handler om ham, de fleste er om de ting, han ser hos andre og kan kende hos sig selv – som små brudstykker der sættes sammen til en sang.

– Når jeg står på scenen og optræder, så prøver jeg at gå ind i sangen. Jeg tænker teksten frem for alt andet! For eksempel min sang “Echo”, den handler om at opføre sig på den måde, som man tror, den anden gerne vil have en.

– Jeg har taget inspiration fra den græske mytologis fortælling om Narcissus og Echo (Narcissus er en unge smukke mand, der er forelsket i sit eget spejlbillede og bjergnymfen Echo er forelsket i ham, men sygner hen til kun en stemme, et ekko, red.).
Sangen er om kærlighedsrelationen; at man skal være den mand eller den dame. Man prøver, at være det billede, man tror, den anden gerne vil se – som en slange skifter man ham, og ligesådan så bruger jeg mit sjal, når jeg optræder, til at lade det glide ned af mine arme, som skiftede jeg min ham, for at passe ind i et bestemt billede.

Når Nils optræder, er det en performance ud over det sædvanlige. Han bevæger sig og danser, som han var en balletdanser, men samtidig har hans hænders bevægelse en form for locking and popping i sig. Det ene øjeblik står han helt stille længst fremme på scenekanten, og det næste øjeblik hvirvler han videre til dens sider eller ned på gulvet til publikum. Han danser på tæerne i de romersk udseende sandaler, han svinger og kaster den røde kappe over skuldrene. Han synger klart, lyst og rungende, som en kirkesanger, med en tydelig norske accent i de engelske tekster.

nils-bech_18

Nils Bech i Madrid. Foto: Lola Garcia

–  Jeg er mig, jeg er kompromisløs
– På scenen føler jeg, at jeg er havnet i følelsen. Dagene før er jeg så koncentreret om den kommende optræden, at jeg er i min egen verden. Jeg bruger meget tid på at finde fokus,  for at kunne gå ind i følelsen når jeg står på scenen. Det kræver meget af mig, jeg bliver slidt, og det er først efter koncerten, at jeg “vågner op” og igen bliver opmærksom på, hvad der sker omkring mig.

– Jeg er mig, jeg er kompromisløs. Jeg udtrykker mig med kroppen og stemmen. For mig handler det om, at være den jeg er.

– Jeg vil have reaktioner: Det stille publikum skal synes, at jeg er interessant, for det er jeg. Derfor hoppede jeg ned til dem og dansede, forklarere han om koncerten på Apolo i Barcelona. – For jeg vil have følelser fra folk, om de så elsker eller hader mig.

 

Foto top: Nestor Noci

 

logo - statens kunstfondKunstfonden_LOGO_small_JPG

Días Nórdicos er støttet af Statens Kunstfond