Koncert-alternativer (2)Rocken erstatter Johnny Reimar hos firmaerne

Koncert-alternativer (2)
Rocken erstatter Johnny Reimar hos firmaerne
Henrik Friis(Artikel fra Geiger 3, oktober 2001)

Når A.P. Møller, Novo Nordisk, FDB, de store revisions-firmaer, Jysk Sengetøjslager m.m, skal hygge om personalet med firmafester, er det nu blevet normalt, at der afsluttes med en koncert med et af tidens store rocknavne.

De to verdener havde været fuldstændig uforenelige for 15-20 år siden. Men gennem de senere år har Sanne Salomonsen, TV-2, Thomas Helmig, Big Fat Snake og andre af de “modne” nationale rocknavne i stigende grad erstattet Johnny Reimars tyrolerhatte og sejler-op-ad-åen-stemning, når der skal sættes punktum for en god aften i firmaets vold. For slet ikke at snakke om Shu-bi-dua, som allerede har været koncern-kæledægger gennem mange år.

– Der er ikke spor nyt i, at vi laver lukkede arrangementer, fortæller Bo Andersen fra TV-2’s management Århus Musikkontor.

– Det nye er, at handelsskolerne og gymnasierne har færre penge til at lave koncerter for – de nøjes med kopiorkestre i dag – og at TV-2 og andre navne i stedet er kommet ind i varmen hos de store revisions-firmaer m.m. som ALTID har holdt store fester for deres personale. Nu er det bare blevet trendy hos dem at slutte en fed fest af med et stort rocknavn, og dét er en udvikling, der er sket indenfor de seneste tre-fem år.

Der kan både være plusser og minusser ved den nye trend. På positiv-siden ser firma-festerne ikke ud til at “stjæle” fra billetsalget til de normale koncerter og betyder dermed en øget indtægt til de etablerede navne, som efterspørgslen drejer sig om. Til negativ-siden hører så, at firma-publikummet ikke nødvendigvis er så dedikeret som ved en almindelig koncert og dermed er mindre interesserede i det, der sker på scenen.

Michael Learns To Rock
fik guldplader overrakt
af Lars Larsen ved
julefesten sidste år
(foto venligst udlånt af
Jysk Sengetøjslager).

– Spørgsmålet er, hvor meget både publikum og kunstnerne får ud af det. Publikum er måske i højere grad kommet for chefens skyld end for musikkens – og jeg selv kender ikke nogen musikere, der synes, det er den optimale sammenhæng at spille i, siger Jørgen Kryel fra RMF (Rytmisk Musikforening) i Århus.

– Jeg er sikker på, at mange ville lade være, hvis de kunne vælge kvit og frit, siger RMF-lederen, der bl.a. har sat firma-koncerter op med Henning Stærk og Carsten Knudsen. RMF har i øvrigt også haft De Nattergale i stalden, som konsekvent sagde nej til firma-arrangementerne af hensyn til deres rygte:

– Men de havde de jo også råd til den holdning, som Kryel understreger.

Gerne flere firma-jobs

TV-2s trommeslager Sven Gaul har nu ingen problemer med firmafesterne – tværtimod ville han personligt gerne spille flere “end de fire-seks af slagsen, vi spiller om året”:

– Det kan da være en blandet fornøjelse. Vi har da også oplevet, at folk egentlig var ligeglade med, hvem der stod deroppe på scenen – bl.a. ved en fest hos en af de store supermarkedskæder, hvor man vist skulle have investeret i Bamses Venner i stedet. I de tilfælde kan det egentlig være lidt skræmmende. Men vi har da også oplevet, at folk er ellevilde.

– Vi siger ja til firma-jobbene, fordi vi slet ikke får spillet alt det, vi gerne vil. Det er Danmark simpelthen for lille til. Den slags jobs – uden for de normale sæsoner og turneer – bevarer spillerutinen, så vi kan faktisk slet ikke undvære dem. Og så giver de gode penge, måske 2-300.000 kr. eller mere, så det er selvfølgelig også en god indtjening, fortæller Sven Gaul, der helt klart fornemmer, at kulturen er skiftet, og at det nu er “vores tur til at være kendt”.

Anders Blichfeldt under
Big Fat Snakes koncert
ved Jysk Sengetøjslagers
julefest i 1998.
(foto venligst udlånt
af Jysk Sengetøjslager).

TV-2 har altid sagt nej til sponsorater. Den slags vil gruppen ifølge Sven Gaul ikke. Men firmafesterne er en god udvikling:

– Jeg synes, det er tiltrængt, at firmaerne nu lader os stå for tur i stedet for Johnny Reimar – og så skal man heller ikke glemme, at man kommer til at spille for folk, man måske ellers ikke ville kunne nå.

Orkestre som fælles-eje

Grundlaget for trenden blev ifølge Bo Andersen skabt for 15-20 år siden:

– Du har ret i, at det overhovedet ikke havde kunnet lade sig gøre for 20 år siden, men i slutningen af 80’erne skete der en eksplosion, hvor mange orkestre pludselig blev fælles-eje. Dét publikum og de orkestre har fulgt hinanden lige siden, og derfor er det også mange af dem, musikerne nu møder igen til firmafester.

– Selvfølgelig er man ikke så dedikeret, som hvis man har købt koncertbillet to måneder i forvejen for netop at opleve “sin” gruppe, men på en anden side kan det måske åbne op for andre interesserede. Og så er det altså ideelt for et orkester som TV-2, der elsker at spille. Rusten bliver simpelthen banket af, siger Bo Andersen, der ligeledes oplever firma-efterspørgsel på Big Fat Snake og Erann DD fra “sin” stald.

Henrik Seifert, der er direktør ved Danmarks største booking-bureau PDH, fortæller, at firma-festerne nu – skønsmæssigt – står for 10-15 procent af indtjeningen hos “hans” bands, der tæller Sanne Salomonsen og Shu-bi-dua som de store koncern-interessante emner. Og han regner med, at “firma-andelen” øges yderligere i fremtiden. Men – som han understreger – skal det være navne, der har en form for party-moment i sig. Deciderede rockbands har ikke en chance.

– Man kan selvfølgelig prøve nye ting af, men i princippet har Fakta, Rockwool, de store revisionsfirmaer m.m. ikke betalt for eksperimenter, men for den musik, der får folk til at more sig. Og så må man jo sige fra eller til.

– Et navn som C.V. Jørgensen siger konsekvent nej – det er hans holdning. Og selvfølgelig er firma-fester ikke ”drømmen” for en musiker. Men Sanne, TV-2 og de andre fortsætter egentlig blot med at spille for det publikum, de først underholdt ved gymnasiefesterne for 15-20 år siden.

Egentlig ville det være unaturligt, hvis det ikke gik den vej, mener Henrik Seifert:

– Som 20-årig har du alle drømmene og forestillingerne om at forme tilværelsen. Erfaringsgrundlaget og holdningen som 40-årig er altså anderledes…