_uploads_content_images_5_5611_full

Labrador på Popkomm?

Labrador på Popkomm?
Tekst og foto: Martin Buck, MyMusic.dk

Efter at have tygget Popkomms program igennem kommer man frem til, at det danske indiepop-band, Labrador, er det eneste band, der ikke er nævnt et eller sted i den danske sammenhæng. Faktisk er ikke engang den klub, de spiller på, præsenteret? Der er dog alligevel godt besøgt på krydderihuset, Pfefferbank, selv om det danske fokus er lagt i den anden ende af både byen og genretabellen, hvor Mudclubb byder på 4 x dansk “psycho-surf-rock”. Interessen skyldes givetvis, at Labrador er signet til det tyske indielabel, Firestation, og at de har både booker og manager i Tyskland.

Vi fangede Labrador under omklædningen i baglokalet. Bandets ankermand Flemming Borby har for nylig skiftet besætningen ud, så kvartetten består af Borby selv, Allan Klitgaard (spiller også i nystartede Phonovectra med bl.a. Mark Rosener) og to tyske besætningsmedlemmer. Faktisk er udskiftningen sket så nyligt, at bandet har debuteret dagen før under minifestivalen POP-revolution på Musikcafeen i Århus. Bandet er opsatte på at brænde igennem, men hvorfor er de ikke en del af Popkomm-messen? Booker og manager Volker Beller fra det tyske bureau, Antistars, forklarer:

Excentriske Volker Beller, booker
for Antistars.de og Skandinaviskt

– Vi er et lille, nystartet selskab, som har været ude for en del ubehagelige tovtrækkerier med Popkomms ledelse, der har blandet sig i hvilke bands, vi kunne booke. Desuden synes jeg hurtigt hele messen bliver for business-agtig, så vi prøver at lave et modtræk til det markedsorienterede. Vi er ikke bange for at drukne i det store opbud, da vi har et lille fast publikum, der ved hvad og hvor, vores bands spiller.

Flemming Borby og Labrador er dog kommet til Berlin i den tro, at de er en del af Popkomm-messen. Desuden står der på plakaten, at “Antistars at Popkomm presents…”, hvilket efter sigende skyldes en fejl fra trykkens side. Antistars vil starte en anden form for netværk, men som et lille selskab virker det formålsløst at “overbyde” det arsenaliske netværk, som Popkomm tilbyder (ikke mindst når ens eget netværk ikke kan nå helt ned til trykkeriet). Til gengæld er der omkring 100 mennesker i den lille klub, da Labrador går på med en stille indledning af gruppens mere jazzede lounge-numre.

Labrador i baglokalet – velklædte og tændte.

Udover at arbejde med Antistars arbejder Volker Beller på Skandinaviskt Booking, der som navnet antyder udelukkende arbejder med Skandinaviske bands, og Volker har især forelsket sig i de danske bands.

– Norske og svenske bands er meget showorienterede, men danske bands har noget meget unikt og “friskt” over sig. Noget uskyldigt og naivt i måden at stykke melodier sammen på og en meget fri måde at arbejde med lyde på. Det behøver ikke være perfekt, og det giver meget plads til lytteren. Jeg er ikke så meget for et fremstød som den store danske aften… det er alt sammen store navne, der lyder ens; meget post-rocket. Det finder man alle vegne og et sådant fremstød er mest af alt en hyldest til ensretningen, mere end en fremhævelse af det unikt danske.

Elegant Labrador kommer for tæt på keglerne
Efter fire numre sparker udskiftningerne og de manglende timer i øvelokalet ind. Et nummer skal startes om, men forsanger Borby er fattet ved mikrofonen. Anden gang det sker, er der en reaktion hos publikum og når afslutningerne på numrene ikke er samtidige, bliver man lettet på Labradors vegne over at scenen ikke er pålagt de høje forventninger, som følger i kølvandet på selve messen.

En veloplagt trompet sliber kanten
i Labradors luftige pop.

Til gengæld er det lovende at høre, at Labrador er bedst i deres nye sange, hvor deres køres et højere tempo over de disco-loungede trommer. Vokalen synger igennem, sætter mere på spil og den nye tyske trompetist har en forkærlighed for jazzet tango, hvilket passer perfekt ind i det luftige og til tider karakterløse billede. En basbund var selvsagt savnet i et i forvejen meget luftigt univers. Og selv om indiepop ikke er en genre, der graver de dybeste grøfter eller løber de store risici, kunne man alligevel ønske sig flere kontraster, f.eks. at Labrador skruede endnu mere ned for de rolige sange og sparede den akustiske guitar for at give bedre plads til Borbys naivt følsomme vokal og de meget fine og enkle melodier, som Labrador synes at være blevet endnu bedre til.

Efter koncerten er Flemming Borby fuldt afklaret med aftenens smuttere, som i sidste ende indbragte et bifald fra publikum, som kun var et par takker over det høflige – selv om de nye numre i sidste del af sættet trak en del stik hjem og ville have interesseret et pladeselskab på jagt efter singler.

Labrador, Pfefferbank kl 21:45, Popkomm, Berlin 2005.