_uploads_gallery_1_1988_full

Lampshade-drømme på film

De kommende tre dage vil byde på én mulighed i hver af landets tre største byer, Århus, København og Odense for at se den nye danske musikfilm ”Dreams Through Wind” – en film om gruppen Lampshade.

Filmen er lavet af instruktøren Rene Odgaard, som fra februar 2005 og et helt år frem fulgte den dansk/svenske gruppe gennem tykt og tyndt: drømme og realiteter, forhåbninger og skuffelser, talent og slid, aftaler og brudte løfter,  personlige op- og nedture, indspilninger i Danmark, turneer i udlandet osv.osv.

På den måde er “Dreams Through Wind” et godt eksempel på en hårdtarbejdende dansk gruppe: Del af do-it-yourself-bølgen som opstod for fem-seks år siden, og hvor gruppen – lig dens ”artfæller” – fra starten indså, at en karriere alene baseret på Danmark er utopi, hvorfor den stædigt har forfulgt drømmene og mulighederne i det store udland. Både det lange seje træk med urimeligt langt mellem lyspunkterne, men også med opture, som da gruppen i sommer af det engelske rockmagasin MOJO blev opfordret til at medvirke på en international hyldest-sampler til Beatles-klassikeren ”Revolver”.

Johannes Andersson - lampshadefilm

Lampshades Johannes Andersson er altid på
stikkerne for at promovere gruppen – her i
Paris.
 

Tilsyneladende er de tre aftener  i de danske biografer (se nedenfor) unikke.  For der er ikke planer om flere biograf-fremvisninger. I stedet bliver filmen tilbudt til udenlandske festivaler og nationale tv-stationer.

Ud over filmen vil Lampshade alle tre aftener give en kort koncert, når selve filmen er overstået

Onsdag 22. november kl. 22.00, Øst For Paradis, Århus *
Torsdag 23. november kl. 21.45, Gloria Biograf, København V.
Fredag 24. november kl. 23.15, Cafébiografen, Brandts Klædefabrik,
Odense

*Arr. af Klub Rotes Sofa, med støtte fra DMF Århus.