_uploads_content_images_3_3158_full

LEDER: Er der for mange rockmusikere i Danmark?

LEDER: Er der for mange rockmusikere i Danmark?
Fra Geiger 10, september 2004

”Der er for mange kunstnere i Danmark” har en politiker for nylig udtalt!

Helt præcist, hvordan udtalelsen skal forstås, ved jeg ikke – men jeg vil tro, at udtalelsen enten er nært beslægtet med Kristen Poulsgårds uforglemmelige udsagn om, at ”Danmark er for lille et sprogområde til at have en ballet”, eller en præcisering af den i de senere år stadig tydeligere uvilje mod, at folk i almindelighed – og af egen drift – beskæftiger sig med kunst og kultur. En uvilje overfor amatørismen eller folkekunsten, om man vil!

Uanset hvad, så fik udtalelsen mig til at grunde lidt over det kunstområde, som jeg kender mest til, nemlig rockmusikken.

Er der f.eks. for mange rockmusikere i Danmark?

Hvem skal man spørge og hvilke svar skal man lægge til grund for hvilke konklusioner?
Spørger man den enkelte udøvende vil svaret være nej – i hvert fald for eget vedkommende!

Det brede publikum har ingen fælles talsmænd, men jeg har faktisk aldrig hørt nogen publikummer brokke sig over, at der var for mange musikere – blot de hver især har adgang til den musik, som de selv holder af.

Jeg ved godt, at nogen synes, at der er for mange, der ”kliner med maling” eller ”bare slår på tromme” i stedet for et almindeligt arbejde. Pudsigt nok er det ofte de samme personer, der med den ene hånd slår ud efter landets autodidakte og selvstændige musikere, mens de med den anden hånd ”klapper” af og falder i svime over de mange instruerede og topstyrede amatører i Popstars, Stjerne for en aften, Idols etc. Etc.

Hvorfor er det fint at være ”amatørkunstner”, når blot det sker via tv og hvorfor er det stødende at unge musikere og komponister ”tager chancen” og prøver at skabe en karriere selv?
Hvorfor er det mere interessant at masseproducere kopi-musikere og kunst-koncepter frem for at bakke op om de, der forsøger at producere nyt?

Jeg tror, at den enkle og simple forklaring er, at kulturen – ligesom det øvrige samfund – i disse år for alvor trækker i retning af en markedsfilosofi, hvor centralisering, topstyring og monopoldannelser er nøgleredskaber i det private erhvervsliv såvel som i det politiske liv.

Der er penge i masseproduktion. Det er økonomisk effektivt at sprøjte opsamlingsplader ud og det er både lettere, billigere og mere givtigt at producere kopimusik end det er at udvikle, producere og sælge original musik.

Og politisk er det langt mere overkommeligt at topstyre de kunstneriske processer. Hovedparten af folketingets partier kæmper reelt om ”ejerskabet til midten af dansk politik”! Kampen finansieres ikke af partiernes medlemmer længere – men af skatteyderne – der ikke kan vælge støtten fra!

I det lys er det ganske forståeligt, at de samme politikere også ønsker at sikre sig en stram styring af de kulturtilbud skatteyderne kan få.

Og i det lys er det faktisk upraktisk med for mange kunstnere.
Noget andet er så, om ikke kunst- og kulturlivet selv har bidraget til denne udvikling – og så at sige har haft en trekant kørende med politikere og erhvervsliv, der mest har haft sin egen fornøjelse som mål!

Måske er det ved at være på tide, at musiklivets udøvere og aktører træder i en ny karakter, hvor det kunstneriske indhold prioriteres over simpel salgbarhed. Hvor musikkens folkelige forankring ikke blot er en pæn omskrivning af publikum som konsumenter – men derimod udtrykker et reflekterende og gensidigt udfordrende kulturelt fællesskab.

Spørgsmålet er, om rockmusikken ønsker at udfordre den rolle i kulturbilledet, der handler om andet og mere end blot at være halehæng til en ren forbrugerpolitik?

Det kribler og krabler i musikkens mange nicher og stilarter i disse år, så der er bestemt basis for en god portion optimisme.

Så i det lys kan vi næppe få for mange kunstnere i Danmark!

Gunnar K Madsen