_uploads_gallery_1_174_full

LEDER: Kunst eller forretning

LEDER: Kunst eller forretning

Gunnar Madsen

(Artikel fra Geiger 7, marts 2003)

Er musikverdenens stjernedrømme de samme som kunstneriske ambitioner?

I disse tider fylder de rent menneskelige ambitioner noget mere – i hvert fald i medierne – end de personlige kunstneriske overvejelser.

Det økonomiske succeskriterie har taget teten!
Spørg ikke, hvor interessant eller dygtig jeg er. Skriv hellere om, hvor meget jeg sælger!

Indpakningen og al virakken omkring musikken er i fokus! Hvorfor dvæle ved kunstneren, når journalisten måske er meget sjovere at se på?

Er selve kunstbegrebet ganske enkelt udlevet? Har det mistet sin relevans for andre end traditionsbærerne og de etablerede kultureliter?

Rockmusikken har i mange år levet på kanten af denne problemstilling. Kunst eller forretning? Eller begge dele?

På den ene side blot en omgang ukompleks energi. På den anden side en nutidig spejling af en generations personlige og kollektiver værdier, følelser og begreber.

På den ene side ofte i politisk korrekt oprør mod det bestående samfund. På den anden side oftere skamridende alle det bestående samfunds materielle og økonomiske muligheder!

Er man på den ene side kunstner blot fordi man tjener penge på at kalde sig kunstner?
Eller fordi man kan påberåbe sig en uddannelse som sådan?

Eller er kunsten den helt banale, at turde søge, og vedblive med at søge – uanset omstændigheder, med-og modspil fra omverden?

I så fald er meget rockmusik lige så vigtigt et kunstudtryk som alle andre kunstformer.
Og i så fald er kunstbegrebets integritet og autoritet måske mere bevaringsværdigt end nogensinde!

“Kunst er det, man ikke kan
– kunne man det,
var det jo ingen kunst”.
– Storm P.

Gunnar K. Madsen
ROSA – Dansk Rock Samråd