_uploads_gallery_1_175_full

LEDER: Musik som hjemmeservice

LEDER: Musik som hjemmeservice
(Artikel fra Geiger 3, oktober 2001).

Gunnar Madsen

ROSAs tema i denne udgave af Geiger omhandler rockkoncerter.
Private koncerter. Store og små. Fra rytmisk kammermusik til firmafester.
Bestilt underholdning langt fra det etablerede kunstlivs anerkendte koncertsale.
Koncerter der, rent musikalsk, vel næppe er ringere end de offentlige.
Selvom de fleste af os umiddelbart nok sidder med fornemmelsen af ren business, levebrødsmusik eller bare discountdisco!

Men på bundlinien afspejler denne del af den rytmiske musiks erhvervsmæssige virkelighed blot samme genres nødvendige foretagsomhed for at overleve økonomisk.

Og ud fra samme bundlinie kunne man fristes til at lege lidt med tanken om, hvordan Musikdanmark ville se ud, hvis vi ligefrem rå-udviklede de private koncerter.

Hvad nu hvis man f.eks. indførte et skattefradrag også for private, der investerede i levende musik til kunstaftner, familiefester, mærkedage etc.? Naturligvis uanset genre eller stilart.
Mon ikke mange mennesker gerne vil investere i både kunstneriske, kvalitative eller for så vidt blot seriøst underholdende musikoplevelser. Især når de selv kan få indflydelse på hvem, hvor og hvornår?

Måske er det teknisk eller politisk lettere at gennemføre som en støtteordning end som fradragsordning – a la hjemmeserviceordningerne. Det kommer sig ikke så nøje i forhold til formålet. Under alle omstændigheder kunne det være et fint erhvervsmæssigt supplement til de kunst- og kulturpolitiske støtteordninger og deres målsætninger.

Målsætningerne som er, at få musikken ud til folk, hvor folk er, samtidig med, at indtjeningsgrundlaget for vore mange dygtige musikere og komponister stimuleres eller måske ligefrem øges.

Bevares – der ryger måske nogle sorte jobs på den konto og nogle politikere vil vel indvende – at vi jo ikke kan leve af at barbere hinanden!

Begge dele kan være rigtige – men det skal man vist selv være frisør for at kunne gennemskue.

Gunnar K. Madsen
DANSK ROCK SAMRÅD