Lykkeligt afhængig af det uafhængige

Lykkeligt afhængig af det uafhængige
Henrik Friis(Artikel fra Geiger 5, maj 2002)

Stjerneproducer Steve Albini arbejder fortsat og helst med undergrundsbands, og mener at netop den genre står med de bedste betingelser, den nogensinde har haft – midt i musikindustriens store krise.

Mens dette skrives, er Steve Albini og hans band Shellac værter ved den engelske udgave af den fortsættende festival “All Tomorrows Parties”. Undergrundsmusik over tre dage to weekender i træk i Camber Sands. Også med Shellac på programmet, hvor Albinis jernnæve-guitar og gruppens no-nonsense-indstilling vil kunne høres flere gange.

Og så snart dét job er overstået, drager Albini over “kanalen” for at styre lyden for to franske cd-håbefulde grupper – inden studiet hjemme i Chicago atter kalder med de snesevis og atter snesevis af grupper, der har et brændende ønske om at få Steve Albini til at styre lyden for dem. Manden der var med til at blotlægge den lammende, ubarberede og alt andet end behagelige fornemmelse af Kurt Cobain på vej i selvopløsning på Nirvanas “In Utero”, som var med til at forme “Surfer Rosa” for Pixies, som er blevet hyret af P.J. Harvey, Bush, Jon Spencer Blues Explosion, The Auteurs (!), og som big shots som Jimmy Page/Robert Plant endda også har kaldt på for at få et andet og mindre forudsigeligt udtryk.

Flertallet af de bands, som Steve Albini arbejder med, har man dog enten ikke hørt det fjerneste om – det har kun deres familie og nærmeste vennekreds – eller de hører i hvert fald til i den undergrund, som Steve Albini selv opstod af, som han stadig allerhelst arbejder sammen og trives med, og som – til hans erklærede store tilfredshed – næppe har haft bedre betingelser for at blive hørt og få opmærksomhed end i dag. Og dét midt i musikindustriens store verdensomspændende krise med drastisk faldende salgstal..

Det var et af emnerne, ved Steve Albinis keynote-speech ved Eurosonic Festivalen i Groningen, Holland først på året, og var også et af temaerne for dette telefon-interview tre måneder senere:

– Jeg tror overhovedet ikke på udsagnene om, at undergrunden vil få endnu sværere ved at komme frem på grund af krisen. De store selskaber har alligevel aldrig set den vej. De, der får det svært, er de bands og musikere, der læner sig op ad mainstream musicbusiness og som baserer deres eksistens på det. Dé vil få det svært i takt med, at pladeindustrien bryder sammen og knækker fra hinanden i mindre og mindre fragmenter. Men inden for undergrundsmusikken er de uafhængige pladeselskaber og distributionsnetværk faktisk blevet styrket af decentraliseringen i musikverdenen, siger Steve Albini.

– Det har aldrig været lettere for et band at lave sin egen cd, og dernæst distribuere den, end nu. Der er meget mere musik tilgængelig i dag. Det bliver ikke nødvendigvis solgt i store tal og heller ikke ad de gamle kanaler, men der er en masse musik i dag, som ikke ville være til rådighed, hvis det ikke havde været for hjemmebrænding, MP3-filer, internetdistribution osv.

Er der én ting, Steve Albini er kendt for, er det ærlige svar og holdninger, som man måske kan slå sig på, men som sjældent er til at tage fejl af (Det har bl.a. kostet offentlige bataljer med Kurt Cobains enke Courtney Love). Og så dybt funderet, som han er i undergrundsscenen, kan det ikke overraske, at mainstream-musikkens krise ikke berører ham det fjerneste.

– Set fra mit perspektiv og fra mit kulturelle standpunkt, så ser jeg det ikke som en krise overhovedet. Tværtimod oplever jeg det som en meget positiv udvikling. For den vil fjerne den monopol-agtige kontrol, som mainstream-kulturen har haft over alle de kulturelle kanaler. Og det vil gøre det meget lettere for folk, der arbejder uden for mainstreamområdet, at nå og få et publikum, siger Albini, der kun kan finde positivt at sige omkring hjemmebrænding, MP3 osv.

Han peger på, at der altid har været en tradition i undergrundsmiljøet for at opmuntre folk til at tage kopier af den musik, de lytter til, og sende det videre til vennerne – for at skabe entusiasme omkring bandene. Og han ser hjemmebrændingen m.m. som en helt naturlig udvikling af den vane. Eller man kan også vende problematikken om:

Steve Albini i Abbey Road-studierne i
London, hvor han selv har siddet bag
knapperne og hvor han også
har indspillet med Shellac.
(Foto: Steve Albini copyright 1997/2002
Cynthia Conolly, cynthia@dischord.com).

– I mainstream-miljøet bruger selskaberne enorme summer på at fremstille og sende promotion-cd’er til medier, klubber og andre, hvor man bare håber, at en eller anden vil bide på. Det led skærer hjemmebrænding fra net og MP3-filerne væk. Det har ingen som helst omkostninger for hverken artist eller selskab, og det rammer de rigtige hver gang.

Dybest set mener Steve Albini, at det er kun er industrien og ikke musikken, der bør græde. Men i øvrigt synes han ikke, at der er noget at tude over, hvis man gider lære af den historiske udvikling.

– Hver gang der har været en ændring af distributionen af musik i denne verden, har den magtfulde mainstream-industri set det, som det værste af alle onder. Da fonografen blev opfundet, reagerede orkesterlederne med frygt, fordi de troede, folk aldrig ville komme ud i operaen og i koncertsalene mere, fordi de kunne lytte til musik derhjemme. Den frygt viste sig at være fuldstændig ubegrundet. Pladerne kom ud til afkroge, hvor musikken aldrig havde været før, og skabte et nyt publikum, som igen betød, at orkestrene kunne sætte nye turneer op til egne og steder, hvor de aldrig i livet havde drømt om at spille.

– Det samme med tiden, da radioen blev introduceret – dengang troede den tids magtfulde store band- og orkesterledere, at det ville blive deres endeligt. Men igen skete det modsatte – de fik endnu mere at lave. For radioen gav grundlag for, at folk kunne høre mere musik og få en meget bredere smag, hvorfor der blev øget interesse for og en ren eksplosion af f.eks. dansebands og koncertorkestre, som ellers ikke havde haft en chance.

– Det er akkurat det samme, vi oplever med nutidens store: Plade- og cd-industrien gribes af frygt på grund af den teknologiske udvikling, men publikum får bare mulighed for at høre endnu meget mere musik. Du kan allerede se det – nu opstår der meget mere specialiseret musik i mange forskellige retninger. Musik, der er skrevet specielt – og til et specielt marked, og den har fået et bæredygtigt fundament. Det kunne ikke lade sig gøre, da mainstream-selskaberne styrede alt – så nu er der altså igen skabt et helt nyt publikum og afsætningssted.

Steve Albini vil ikke erklære den gamle etablerede musikindustri død, men der vil komme mange flere sammentrækninger end dem, vi allerede har oplevet, og de store distributionsnet vil opleve nedgang – simpelthen fordi deres tal var holdt kunstigt oppe, dengang de havde monopol på formidlingen. Ikke dermed sagt at den elektroniske formidling af musik vil være svaret på alt i fremtiden: Albini tror, fysisk distribution vil fortsætte med at eksistere resten af vores levetid – og han mener hverken, at bands, sangskrivere, producere, koncert-arrangører eller promotere vil blive vil blive ødelæggende berørt af omvæltningerne. Men ændringerne er ikke overstået nu – de vil fortsætte.

Albinis tekniker-CV:
–  Et par blade fra Steve Albinis lokumsrulle-lange CV som tekniker o.l.:18th Dye: Tribute To a Bus (1995)
The Auteurs: After Murder Park (1996)
Bewitched: Harshing My Mellow (1992)
The Breeders: Pod (1990)
Bush: Razorblade Suitcase (1996)
Cheap Trick: Baby Talk (1997)
Crain: Heater (1994)
Helmet: In The Meantime (1992)
Page/Plant: Walking into Clarksdale (1998)
John Spencer Blues Explosion:
John Spencer Blues Explosion (1992) Acme (1998)
Labradford: Fixed Context (2001)
Low: Transmission (1996), Secret Name (1999), Things We Lost In The Fire (2001)
Man or Astro-Man: Project Infinity (1995), Spectrum of Infinite Scale (2000)
Mogwai: My Father, My King (2001)
Murder Inc.: Murder Inc. (1992)
Naked Raygun: Basement Screams (1983), All Rise (1986)
Nine Inch Nails: The Fragile (1999)
Nirvana: In Utero (1993)
Will Oldham: Guarapero, Lost Blues 2 (2000)
Pixies: Surfer Rosa (1988)
Poster Children: Daisychain Reaction (1990), Flower Power (1991)
Rosa Mota: Bionic (1996)
Silkworm: Otte udgivelser
Tad: Salt Lick (1990)
Tar: Over and Out (1995)
The Big Boys:Fat Elvis (1993)
The Wedding Present: Bizarro (1989), Seamonsters (1991)
Whitehouse: Fem udgivelser
Union Carbide Productions: Swing (1992)

Steve Albini startede selv i begyndelsen af 80’erne, inspireret af punk og undergrund i gruppen Big Black, der bl.a. blev kult-favoritter med Songs About Fucking (1987), men som gik hvert til sit midt i klimaks trods tilbud fra de multinationale. I stedet gik Steve Albini mere og mere over til at lave studiearbejde for andre, selv om hans næste gruppe Rapeman (fra 1988) så ud til at skulle blive den store succes – indtil medarbejdere på cd-fabrikkerne fik navnet galt i halsen og nægtede at arbejde med det. Derefter skulle man frem til 1992 før Shellac kom til: et fritidsband, som kun bliver støvet af ved lejlighed, når studiearbejdet giver plads, hvor meget Steve Albini og hans to medsammensvorne i gruppen ellers elsker at gå på scenen med deres kompromisløse rock.

Det er og bliver i punken og undergrunden, at Steve Albini føler sig bedst hjemme. Det er der, energierne, kreativiteten, den “rigtige” indstilling og ideerne fødes. Og det er der, det ægte vovemod findes, for når du først er slået igennem, bliver der også noget at leve op til:

– Familie, øget forbrug, folk der er afhængige af dig, renommé og anseelse etc., og selv om grupperne ikke selv mener eller opfatter det, kan kursen alligevel ikke undgå at blive justeret et par grader, eller der bliver spændt sikkerhedsnet ud. Det er kun meget, meget få, der kan sige sig fri for det, og det er helt naturligt at lade sig påvirke, mener Albini, der bruger sammenligningen “så let som at bygge et hus under vandet” om mulighederne for at bevare et fuldstændigt uafhængigt udtryk efter den første succes. “Det ER muligt med husbyggeri under vandet, men langt de færreste benytter sig altså af den metode”.

– Jeg kender ingen i denne verden, der har noget imod, at et band begynder tjene penge – og jeg er tindrende glad for, at mange af mine venner er begyndt på det, men det har altså også konsekvenser. Det skal man være ærlig omkring. Det betyder altså også, at du skal til undergrunden for at finde dem, der tager de store chancer – fordi der hér ingen konsekvenser er ved fiasko.

Steve Albini vil ikke helt være ved billedet af, at han producerer en stor gruppe/artist i ny og næ – og så flygter tilbage til undergrunden:

– Sådan kan man da godt se på det. Men for mig er det mere rigtigt at sige, at jeg eksisterer inden for undergrundens rammer, og at jeg ved sjældne lejligheder arbejder med bands, der er mainstream. Men mit hjerte og min sympati er hos undergrunden, og det er også hos den, at jeg har baseret min eksistens, siger Steve Albini, der synes, undergrunden byder på enere og en stadig variation, som mainstream-musikken ikke kan tilbyde.

– Men jeg tager altså ikke de store opgaver i trods, og de enkelte, jeg har arbejdet med, har for det meste også været meget tilfredsstillende for mig. Om det så var Nirvana. Eller Page/Plant, som har været så højt oppe i branchen, man kan komme med Led Zeppelin, men som dybest set er mennesker, som aldrig har ladet sig styre af industrien, aldrig har ladet andre bestemme over deres karriere, men altid har været i kontrol og selv har bestemt næste trin. Det var et meget usædvanligt band og set i det perspektiv føltes det som et undergrundsband. De traf selv deres beslutninger.

De større grupper kommer til at betale Albini mere for hans kunnen i studiet, end de små. Selvklart. Men ikke gigantiske summer. Og han vil også kun have engangs-betaling for sit arbejde i stedet for royalties efter antal solgte plader – en ordning, der ellers ville sikre ham langt større indtægt.

– Jo, det kunne give mig endnu mere økonomisk råderum til undergrundsgrupperne, men etisk har jeg det svært med royalty-betaling, når det gælder andres plader. Hvis jeg arbejder med en andens plade, er mit job overstået på et par dage eller et par uger. Artisten og gruppen derimod skal arbejde til evig tid på at promote og sælge den plade – ud over at de selvfølgelig har knoklet i årevis for at nå frem til selve pladeindspilningen. Så det er helt fortjent, at DE får den fortsættende royalty. Jeg bliver betalt for at udføre et job, og dermed færdig. Sådan har jeg følt siden starten af min karriere, og instinktivt føles det stadig mest fair.

Det betyder også, at Steve Albini har travlt: “Jeg har ikke råd til andet”. Han lever og trives i et konstant arbejdsraseri. Ikke no get med fem dages uge her, men derimod en arbejdsmåned på 30 dage med mellem seks og otte grupper i studiet i den periode – altså 70-80 grupper om året. Et hårdt arbejdsliv til tider, men dybest set nyder han at “være på” hele tiden.

Modsat andre berømte producere – Albini vil i øvrigt ikke kaldes producer, men derimod engineer (tekniker) – er han let af få fat i.

– Hvordan grupperne kommer i kontakt med mig? Normalt ringer de til mig – mit telefonnummer er let at finde, og nu siger jeg det lige højt: 001 773 539 2555 (husk nu tidsforskellen – og ring kun hvis du har noget seriøst på hjerte: Albini har ry for at være lige så skarp i mælet som hans guitarakkorder og produktion, red.).

– Jo, jeg får mange bånd og demo-cd’er med åben-dør-politikken, men jeg har altså ikke andre til at lytte for mig, og jeg nyder det faktisk. Jeg lytter måske ikke alt igennem fra enden til anden, men jeg lytter til hvert eneste forslag, og så må vi se, om det fører mere med sig, siger Albini, der derefter helst mødes med grupperne før indspilningen for at afklare mål og forventninger, så ingen bliver skuffet. Især er det møde nødvendigt med de mange grupper, som end ikke har lavet en demo, men som Albini alligevel gerne arbejder med.

Uanset hvad, er prisen er 300 dollars om dagen – med mindre der er yderligere omkostninger – fortæller han til eventuelle danske interesserede, som vil prøve lykken. “Hvis jeg føler jeg kan lave et reelt og godt job for dem, vil jeg hellere end gerne”.

Mange mener grupper kun vil samarbejde med Albini for at få hans navn på deres cd. Albini har også hørt rygtet, men det afkræftes af virkeligheden:

– Der er masser af bands, jeg har arbejdet sammen med, som ikke sælger en meter, og som hverken har fået opmærksomhed fra publikum eller kritikere. Producere genererer altså ikke pladesalg. Og jeg har i øvrigt aldrig arbejdet sammen med en gruppe, der ikke selv var interesseret i at forme sit udtryk, lyder hans kategoriske afvisning..

Musikeren Steve Albini
–  guitarist/sanger/sangskriverBig Black:
Atomizer (1986)
Songs About Fucking (1987)
Rapeman:
Two Nuns & A Pack Mule (1989)
Shellac:
At action Park (1994)
Terraform (1998)
1000 Hurts (2000)

Den bedste studie-situation for Steve Albini er den hvor gruppen fra start selv er klar over hvor musikken skal føre hen. En gruppe, der er glad for sin naturlige sound, har selvtilliden med i den musik gruppen spiller, og hvor Albini altså ikke skal ind og pille ved virkeligheden med enorme forandringer og svære manøvrer. Han bliver direkte ilde til mode, hvis en gruppe beder om råd til hvilken sound man skal bruge hér, hvilken musik der vil være rigtig dér, hvilke klangfarver etc. der vil være gode. De estetiske valg bør træffes af gruppen selv – Albini undgår helst denne kontrollerende indflydelse.

– Musik har en tendens til at lyde godt eller skidt af en egen indre vilje og beslutning – det kan jeg ikke gøre meget ved. Jeg kan måske være meget, meget nøjagtig i mit arbejde og lave nogle smarte ting. Men ikke mere. Nogen gange lyder det godt lige meget hvad jeg gør – andre gange lyder det af Helvede til uanset hvad jeg laver ved det. Sådan er det bare.

– Mit mål er at give gruppen den oplevelse, de gerne vil have i studiet. At få dem til at gøre noget de er stolte af og lave en cd, de er glade for. Så enkelt kan det vel siges, siger Steve Albini, der personligt bevæges musikalsk af enerne, der vil noget unikt, og ikke af trends og modeluner. Lige som han kalder de 100 forskellige elektroniske stilarter, de 500 metal-genrer og de 50 forskellige former for rap for ligegyldige båse, der heller ikke er historisk interessante. Det er kun enerne.

Mange drømmer om at arbejde med Steve Albini – er der ikke nogen han drømmer om at sidde i studiet med?

– Jo, men det gør mig lidt ukomfortabel at nævne dem, for jeg føler måske ikke, at dette er stedet, hvor jeg skal begynde at efterspørge ting. Men jeg er en enorm fan af flere store hard-rock bands, som jeg stadig synes er gode til at lave plader, nemlig AC/DC og ZZ Top. Ellers er det Neil Young, Willie Nelson – og Dolly Partons p.g.a. hendes seneste akustiske plader. Det er alle folk, jeg gerne vil arbejde med, men de er på et helt andet niveau, end jeg – de er superstars og jeg forventer ikke de henvender sig. Og selv om jeg synes, det at lave et Neil Young og Crazy Horse-album ville passe glimrende til begge parter, er det altså ikke noget jeg ligger søvnløs om natten for, fordi det ikke bliver.

Uanset hvad ville han også flygte hurtigt hjem til undergrunden igen – men små-drømme har selv en Steve Albini vel lov til at have…

“The problem with music”
–  Hver gang jeg taler med et band, der er ved at tegne kontrakt med et af de store selskaber, ender det altid med, at jeg kommer til at forestille mig dem på en helt bestemt måde:
Jeg forestiller mig en grøft omkring 1,2 meter bred, ca 1,5 meter dyb og måske 25 meter lang, fyldt med flydende lort i opløsning. Jeg forestiller mig disse mennesker – nogle af dem gode venner mens andre af dem knap kender hinanden – ved den ene ende af denne grøft.
Samtidig forestiller jeg mig en ansigtsløs pladeselskabslakaj stående nede ved den anden ende af grøften. Op holder han en fyldepen og en kontrakt, der venter på at blive underskrevet. Ingen kan se, hvad der er trykt på kontrakten. Det er den alt for langt væk til – og uanset hvad får stanken fra lortet i grøften alligevel alles øjne til at løbe i vand.
Lakajen råber til alle, at den, der først svømmer gennem grøften, kommer til at underskrive kontrakten. Alle kaster sig ned i grøften og kæmper som sindssyge for at komme frem til den anden ende.
Endelig når to frem præcist samtidig. De begynder at brydes vildt – at rive og flå i hinanden og dukke hinanden ned under lortet. Efter lang tids kamp opgiver den ene, og der er kun én deltager tilbage. Han rækker ud efter pennen, men lakajen siger:
“Faktisk tror jeg, du trænger til lidt mere udvikling. Tilbage igen. Og rygcrawl denne gang, tak”. Hvilket han selvfølgelig gør….

*Et uddrag fra Steve Albinis essay om musikindustrien fra 1993. Uddraget fungerede som et intro til en gennemgang af de fælder med mere, som en gruppe ofte er udsat for når der skal blus på den del af karrieren, der inkluderer pladeselskaber, managere, advokater, turneer etc. Et essay, der ikke mindst omhandler hvad der er tilbage til gruppen, når alle andre har fået deres. “The Problem With Music” kan læses adskillige steder på nettet. Gør det. Det er både underholdende og tankevækkende.

–