_uploads_content_images_5_5505_full

Magisk aften på Åby Skole, hvor Tina Dickow indledte årets TRAX-koncerter

Magisk aften på Åby Skole, hvor Tina Dickow indledte årets TRAX-koncerter
Hans Henrik Albek

”Det er helt fantastisk, jeg har aldrig oplevet noget lignende”, lød det fra en synligt rørt Tina Dickow, da sæsonens første ”TRAX – Coming Home”-koncert nærmede sig afslutningen i den propfyldte aula på hendes gamle skole i Åbyhøj – de 200 koncertgæster hyldede med stående ovationer og ville ikke slippe hende.

Stemningen var i top og følelserne fremme lige fra starten, da den London-baserede singer/songwriter søndag aften vendte hjem til Åbyhøj for at give koncert på sin gamle folkeskole, som led i “TRAX – Coming Home”, hvor DR og ROSA sender kendte solister på musikalsk genvisit i deres fødeby.

Et besøg tidligere på dagen i hendes klasselokale i 3. bragte følelser fra den tid frem igen: Som det at pakke en god madpakke op eller at vise nyt tøj frem i skolegåden:

Aulaen på Åby Skole i Åbyhøj var fyldt til
sidste plads.

– Hele min skoletid vender tilbage – det er overvældende, forklarede Dickow fra scenen. Hun havde ikke forestille sig at skulle stå der på hendes gamle folkeskole med gamle lærere og elever blandt publikum. En speciel og mærkelig fornemmelse kaldte hun det, men der var ingen grund til uro:

Den intime koncert vekslede mellem smukke ballader, hvor kun korsangeren Karoline Kier bakkede Dickows sang og guitar op foran et musestille publikum – gåsehuden var fremme flere gange – og rendyrket rock med guitar og keyboard for fuld udblæsning samt taktfast klappen med fra koncertgæsterne i det næste nummer.

Tina Dickow havde publikum med sig hele vejen igennem den vellykkede blanding af nyt fra cd’en ”In The Red” og ældre materiale.

Tina Dickow med sin norske
gæst Sondre Lerche.

Også hendes ”special guest”, den norske singer/songwriter Sondre Lerche, tog de veloplagte koncertgæster godt imod. Særligt efter pausen, da Dickow og Lerche sang flere duetter – blandt andet i Leonard Cohen-nummeret ”Hallelujah”, hvor nordmanden sang den engelske tekst og Dickow den danske. Lerche er ligesom Dickow godt i gang med at skabe en international karriere.

Tina Dickow koncentrerer sig nu igen om USA og Canada, hvor hun giver syv solokoncerter i den kommende tid, inden hun sammen med sit band afslutter året med koncerter i Frederikshavn, Aalborg, Århus, Horsens, Esbjerg, Odense og København i slutningen af november og begyndelsen af december.

Tina Dickow og korsangeren
Karoline Kier sang flere
smukke ballader sammen.

Det meste af den vellykkede TRAX-koncert på Åby Skole bliver sendt i radioen onsdag aften på DR P3 mellem 23.03 og 24.00. Desuden vil samme kanals ”Madvig plus Østergaard” præsentere klip fra koncerten mandag til fredag i denne uge mellem 11.00 og 14.00.

“TRAX – Coming Home”-koncerterne fortsætter 25. september, når Dicte giver koncert på Viborg Centralbibliotek i sin gamle hjemby, 9. oktober vender Peter Sommer tilbage til Skanderborg og 23. oktober optræder Karen i Espergærde. Koncertrækken rundes af med en TRAX Galla-koncert 5. november på Værket i Randers med Tina Dickow og de tre øvrige solister, gæstesolisterne, DR Big Band og Marie Frank.