MALENE MOGENSEN

Assistent

malene@rosa.org

Malene kom til verden i 1970. Hun voksede op i Linå, en østjysk landsby på et par tusinde sjæle. Fra femte klasse foregik skolingen i det nærliggende Silkeborg, der også lagde gymnasium til, da Malene nåede så langt. Efter gymnasiet fulgte hun sin interesse for markedsføring til handelsskolens to-årige Markedsøkonom-uddannelse, og kastede sig straks derefter ud i en trainee-stilling på Jysk Sengetøjslager i København.

Men trainee-tilværelsen var ikke noget for Malene, der i stedet flyttede tilbage til Jylland og påbegyndte et ni måneder langt Reklamekoordinator-kursus på århusianske Jensens Bureau. Efter uddannelsen løb hendes interesse for musik af med hende, og hun startede på Musikmagasinet Gaffa som frivillig. Her fungerede Malene som administrator og all-round blæksprutte, og hendes indsats blev med tiden belønnet med en fastansættelse.

Efter fire år på Gaffa tog Malene et længere web-kursus, hvor hun blandt andet nåede at være med til at designe hjemmeside for Århus Filmby. Men med tiden trak musikken i hende igen – og siden 2004 har Malene været ansat på ROSA, og varetager i dag en række administrative opgaver omkring ROSA og SPOT Festivalen.