_uploads_gallery_2_2366_full

– Man skal ikke vise den samme perle hele tiden…

Austin fredag aften: 6th Street er proppet med mennesker og en enorm festlarm. Og midt på denne festaften – og midt i den anden af de to ”Nordic Nights” på Uncle Flirty’s – var det blevet tid at tjekke Teitur af, som spillede på 18 etage i Hilton hotellet – samme sted som Tina Dickow gav en stærk optræden i fjor.

Vandringen fra Uncle Flirtys mod Hilton tager tre blokke, og bare det der kan opleves inden for den første – altså på strækningen til næste sidegade –  fortæller meget om South By SouthWest:

Brølende mundharpe og svigende blues på Aquarius,  spacy-jazzy blues på Co-Op bar, new metal på co-op’s 1. sal, singersongwriter på Lucky Lizard, hård rock på Touche, akustisk musik på Pure – kun afbrudt af Rancos: der serverer pizza – 70’er-guitarrock på Nuno’s,  klaverbokser på Pete’s, og Costello-rock på Nono’s 1. sal. Samt en håndfuld steder hvor der var pause,.

touché

Touché – fyldt med hård rock. 

60 koncerter i timen
Det var blot én ud af de 4-5 blokke på 6th street, som udgør festivalens kerne – ud over sidegaderne og alle de andre steder.. Et godt bud er 80 koncerter afviklet på en time. Time for time. Eftermidag og især aften gennem fire dage – eller 1600 koncerter. Bindegalt, uansvarligt, sjovt – det hele på en gang og meget mere.

I den sammenhæng er Hilton-scenen en oase, som den svenske nordmand Ane Brun – der var på scenen da vi ankom –  trakterede i klassisk stil med akustisk guitar og rund, smuk sang. Solo. Indtil Teitur og Tobias Frøberg blev bedt op på scenen i hendes ekstra-nummer ”Body and Soul”.

Teitur i en gal og spilleglad “Great Balls Of
Fire” –  da var han virkelig i legehjørnet.
 

Puritanere på glatis
Så var der Teiturs tur. Solo i starten. Smukt. Ballade-agtigt. I første sang. Og så kom det første af aftenens mange vandviiiiidsglimt i ”Thief About To Break In”, hvor den stille akustiske ramme blev sprængt godt og vel af følelsesladet fortællekunst og akustiske guitarcrescendo’er af en så voldsom energi, at singersongwriter-puritanere må have haft det meget svært.

Og sådan gik aftenen igennem – også da Kristoffer Sonne (trommer) og Bastian Juel (bas) var stødt til: Én lang rejse gennem det poetiske (”Josefine”), de store udbrud, helt skæve/rockende udbrud (”I Run The Carousel”) – og så en musikalsk legesyge og et kæmpe scene-overskud (bl.a ”Great Balls Of Fire” i Teitur-vanlig mol men hér udsat for et rent akkord-eksperimentarium til afslutning) med masser af  ”lad os lige forsøge på den her måde”-stemning og et halvdiabolsk smil på læberne. Jo, han nød det.

– Jamen, jeg tænker kun musik. Ikke hvad folk måske forventer. Jeg er her for at have det sjovt, og man skal altså  ikke vise den samme perle hver gang. Det gider jeg ikke. Der SKAL ske noget nyt – jeg gider ikke bare vedligeholde det, det skal videreudvikles, fortalte han om koncertens udvikling og sin tilgang til musikken i det hele taget.

Teitur – fandt først ud af at der skulle band
med i tirsdags.
 

For en musiker som Teitur er South By SouthWest måske ikke indlysende nødvendig: Han HAR stribevis af jobs over alt i verden – Texas var afslutningen på en måned i USA, når dette læses er han i Australien for første gang, så kommer Reykjavik samt endnu en Danmarks-turné. Og så tænker han endda på at skære ned på jobbene for i stedet at indspille mere og få tid til andre projekter. Det er hans nyindspillede cd – kun med færøsk sang – et bevis på.

– Jo, men efter jeg ikke er på (multinaionale, red.) Universal mere, er der mange flere forretningsforbindelser, der skal plejes – også græsrods- og mellemlederniveau. Så det ér nødvendigt.  Men jeg ser nu meget dogmatisk på det. Og tager det som et nyt job. Jeg er her for at spille musik – og er sådan set ligeglad med hvor det er, siger Teitur.

Jeff Heimann og Leroy Henry kan li’ Teitur
men endnu vigtige sørger de gennem deres
firma Play Network for at Teiturs musik
kommer ud i diverse varehuset i det ame-
rikanske. Det er da bedre end muzak…

Bindegalt – og meget smukt
– SXSW? Jo det er helt bindegalt,  når man sådan ser på den måde, musikken egentlig behandles på – men samtidig er det egentlig også utroligt smukt, at der bare sker så meget og at der er så mange der spiller musik. Godt nok er meget af det noget lort – og det ved nogle af de grupper man går forbi på 6th Street også: Man kan man næsten høre det på desperationen i de pågældendes musik: Men det er smukt: Så mange musikere. Så mange drømme. Og jeg selv har også oplevet noget helt specielt – gruppen Dengue Fever, som er jøder, araber, indere – som spiller noget helt galt bollywood disco. Jeg måtte bare købe deres to cd’er på stedet, siger Teitur  til slut .

Derefter gik det ned fra 18. sal og tilbage af 6th Street igen mod Uncle Flirty’s – forbi 60 nye drømme og forhåbninger….

– – –

Teitur, 16/03 – 18th floor Hotel Hilton, SXSW, Austin