_uploads_gallery_7_773_full

Mew, Carpark North og Malk de Koijn på Grøn SPOT

Mew, Carpark North og Malk de Koijn på Grøn SPOT
Henrik Friis

Mew, Carpark North og hiphopperne Malk de Koijn bliver de tre navne på dette års Grøn SPOT-scene under Muskelsvindfondens Grøn Koncert-turné.

Grøn SPOT-scenen blev introduceret sidste år og blev en kæmpe-succes hos både publikum og anmeldere med Swan Lee, Junior Senior og Superheroes. Så markant at der ingen tvivl var om, at ROSA – Dansk Rock Samråd igen i år skulle stå for en scene for ”unge, nyskabende danske musiknavne” – og igen med Banjos Likørstue som præsentatorer….

Carpark North – strøget helt til tops
på et år.

Årets Grøn-SPOT-navne når godt rundt i rockens genrekroge med både hiphop, pop-rock og elektro-rock:

Malk de Koijn giver med deres ekvilibristiske jongleren med det danske sprog en smagsprøve på det ypperligste inden for dansk hip hop: Overdænget med roser efter ”Smash Hit in Aberdeen” og stadig på toppen med ”Sneglzilla” – bl.a. hædret med to Steppeulv-priser: ”årets band” og ”årets orkester”. MdK hører til den absolutte elite i dansk hiphop-historie. Frække. Intelligente. Hamrende musikalske. Og med integriteten helt i behold.

Mew – hjem med masser af roser i bagagen
fra England.

Mew viser, hvorfor deres forfinede og finurlige popsange har skaffet dem en stor international pladekontrakt og berømt managemest (Alan McGee). Gruppen har gennem flere år boet i London efter kontrakt-underskrivelsen med Epic/Sony straks efter SPOT 07, og med ”Frengers” har de fået anmelderne op af stolene.

Carpark North understreger, at ørehængere og musikalske nyskabelser sagtens kan gå hånd i hånd. Gruppen er nærmest eksploderet i omtale og salgstal oven på deres optræden på SPOT 08-festivalen sidste år. Debut-cd’en har solgt i tal, der giver minder om Saybia, og sange som ”Transparent & Glasslike” har været radiofavorit på adskillige kanaler.

På Grøn Koncerts store scene er navnene TV-2, Suede, Lars H.U.G og Junior Senior – med Jakob Haugaard som konferencier.

Grøn Koncert spiller i: Esbjerg (11. juli), Odense (12.), Århus (13.), Blokhus (17.), Børkop (18.), Næstved (19.) og København (20. juli).