Morgendagens stjerner spirer på AFTRYK Festivalen

Efterskolerne kan med rette kaldes den rytmiske musiks talentfabrikker. Her gives gode rammer for at eksperimentere og teste musikalske færdigheder, og talrige både up-coming og etablerede bands har da også rødder i efterskolerne.

På en grøn bakketop blev AFTRYK Festivalen torsdag afholdt for tredje gang. Fra en friluftsscene foran den gamle Bælum Mølle ved Østhimmerlands Ungdomsskole strømmede en hel dag glade toner i alverdens genrer ud til et veloplagt publikum. Begejstrede hvin og skrig lød konstant fra de farverigt klædte unge mennesker, som hujede foran scenen til netop deres favoritband. Og selvtilliden var da også helt i top, når efterskolebandene med glans eksperimenterede med rockstjerne-attituden. Selv vejrguderne syntes at ville gøre sit til at skabe den gode stemning, for kort efter første band gik på, brød solen gennem skyerne. Og der blev danset i græsset – i strømpesokker – helt til slut, hvor hovednavnet Oh No Ono som de sidste indtog scenen med en rød solnedgang i ryggen.

      Forstander Berno Jacobsen
Foto: Aage Hedensted

På en enkelt dag blev det til 37 bands fra i alt 14 efterskoler, hvor al musikken var originalmusik komponeret af eleverne selv. Forstander ved Østhimmerlands Ungdomsskole Berno Jacobsen udtalte:

”Festivalen har været en succes. Vi har nået vores mål, idet vi har givet de mange timer i øvelokalerne en retning, som netop er en live-optræden på AFTRYK. Festivalen har et professionelt opsæt, som giver de unge noget at arbejde målrettet imod, samt en erfaring de kan tage med sig senere i livet.” Og han tilføjede:” Originalmusikken er et vigtigt alternativ til kopimusikken, for her kan de unges kreativitet komme til udtryk. AFTRYK er udtryk for talentudvikling, der tager de unge alvorligt.”

Festivalen er blevet til i et samarbejde mellem Østhimmerlands Ungdomsskole, Rebild Kommune og ROSA. Et enkelt band som synes særligt talentfuldt vil vinde retten til at spille på årets SPOT Festival.