Måske bliver der løn næste år…

Måske bliver der løn næste år…
Af Henrik Friis – Fakta: Nils Åkesson

(Artikel fra Geiger 6, november 2002)

Crunchy Frogs kæmpesucces med europæisk licens-aftale med Universal omkring Junior Senior og salg af The Raveonettes til Columbia, USA er kulminationen på ottes års fast tro, håb – og slid. Drivkraften i indie-selskabet har været stadige fremskridt, og i virkeligheden har kun tilfældige decimaler gjort forskellen fra et “almindeligt” Crunchy-år til dagens succes-historie. Men den der opsøger heldet…

– – –
Det røde fejeblad på gulvet virker nærmest som en grotesk joke…

Her i det 16-18 kvadratmeter store værelse ligger bunker af papirer på skriveborde, stole og radiatorer, plastfolielommer er droppet på gulvet, skraldespandene er fyldt til over randen, hylderne på væggene krænger betænkeligt ud- og nedad fordi hyldeknægtene HAR passeret smertegrænsen, kasser med cd’er og plakat-rør står i stabler foran reoler man derfor slet ikke kan komme til uden at flytte bjerge, regimenter af tomme sodavandsplastflasker venter på at blive “pantet”, computere – aflagte som duelige – står under og på bordene og kæmper sammen med skærme, tastaturer, aviser og masser af fakturaer, kreditnotaer, pressemeddelelser m.m. om at blive opdaget først af de fem medarbejdere, der befolker kontoret i dagtimerne.

Yebo – ved at tjekke de 148 mails –
bl.a. med meldinger om Junior
Senior succes i Sverige.

Det ville have været enhver rengøringsassistents mareridt – hvis sådan én havde været tilknyttet – men i virkeligheden er lokaliteten en drøm, når talen altså falder på danske pladeselskaber: For i dette værelse i en 2. sals delelejlighed tæt ved Rådhuspladsen i København har tidens store indie-kæledægge Crunchy Frog hjemme.

Det ér ikke kun fysisk, at selskabet ligner detonatonationsstedet for en håndgranat: Yebo (Jesper Reginal – en af de fire ejere) bruger både betegnelsen “eksplosion”, når han skal beskrive den interesse, der er blevet for det lille selskab, samt det omfang kontaktnettet er vokset med inden for de seneste fire-fem måneder, i takt med den europæiske licensaftale med Universal omkring Junior Senior samt det, der er kendt som “millionsalget” af The Raveonettes til amerikanske Columbia.

148 mails
– 148 e-mails, siger Yebo med en nærmest vantro stemme som hentydning til de personlige beskeder, der venter ham denne tirsdag morgen efter blot en enkelt dag ude af kontoret – ”og vel at mærke 148, der alle skal svares, pleases, undersøges osv.”, som han udtrykker det. Det tager det meste af to timer: to timer af den arbejdskraft, Yebo dagligt afsætter 10-12 timer af sin tid til. Også i weekenden. Gratis vel at mærke:

Eksempler på udgivelser via uafhængige pladeselska
–  Superheroes: “Superheroes” (Crunchy Frog)
Junior Senior: “D-d-don’t stop the Beat” (Crunchy Frog)
The Raveonettes: “Whip It On” (Crunchy Frog)
Lise Westzynthius: “Heavy Dream” (Auditorium)
Apartment+Lampshade+Kvæg: “3p” (Bird Hits Plane)
Kira and the Kindred Spirits: “Happiness Saves Lives” (Sublime Exile)
Moon Gringo: “Boy Girl Beat” (ThankYou Merci Danke Records)
Labrador: “Goodbye Susanne” (Divine Records)
Snospray: “Yum Yum” (Melody Resort)
Jomi Massage: “Visible Songs 7”” (Helicopter Records)
Wynona: “Lost Hill” (Glorious Records)
Ørenlyd: “Ind Under Himlen” (Transistor Music)
Vinyl Dog Joy: “Stories from the Halfway House” (Black Mask)
Pleasure Machine: “Pilot Fatique” (Sublime Exile)
Superjeg: “Alt er Ego” (Auditorium)
Love Julie: “Love Julie” (Finest Gramophone)
Dicte: “Make it Allright” (Velvet Recordings)
Lake Placid: “Go Go Grasp” (Friend Records)

– Nej, vi har aldrig fået løn. Alt er blevet re-investeret – arbejdet med Crunchy gøres ikke uden en vis portion idealisme. Skulle jeg have haft løn, ville det måske have spærret for en lille low-budget udgivelse, som kunne have været afgørende, siger Jesper Reginal, der i stedet tjener til dagen og vejen som musiker, producer, lidt management m.m.

Han fører hurtigt tanken videre: – Tag nu The Raveonettes. Den udgivelse var faktisk low-budget: 100.000 kr. inkl. video. Se hvad der er sket. Så nej, valget om løn/ikke løn har ikke været svært, selv om vi selvfølgelig ikke er modstandere af at tjene penge. Og vi véd da også, der kommer indtægter næste år, så måske bliver det til løn for første gang… (når pengene fra The Raveonettes og – forhåbentlig – Junior Senior begynder at rulle ind, red.).

Crunchy Frog blev skabt af de fire medlemmer af gruppen Thau for otte år siden. Når det gjaldt pladekontrakt var ingen rigtigt interesseret i gruppen, på nær selskabet Cloudland, som til gengæld ikke havde plads. Men de hjalp/skubbede Thau i gang med at gå selv.

Her otte år efter er alle fire stadig involveret efter formåen – den tid de civile job levner plads til: Jesper ”Roffe” Rofelt har samme arbejdsområder som Yebo, Jesper Sand står for Crunchys on-line pladeforretning Vibrashop, mens Ulrik Petersen mest er tilknyttet Crunchys web-og net-del. Og hvor de to sidstnævnte sjældent er på kontoret i dagtimerne, fylder de i alt fire praktikanter op i stedet – som arbejder skiftevis to og to på grund af kontorets sparsomme plads – for på de få kvadratmeter skal Jessica fra Kubi Booking også klemmes ind (som hjælper Crunchy med jævne mellemrum).

Nye danske pladeselskaber – et uddrag:
–  3rd Tsunami, Alternate Records, Auditorium, Bird Hits Plane, Black Mask, Bloated Sasquatch Beer Theatre Audio (BSBTA), Burnt Hippie Records, CPH-Sound, Divine Records, Evil Office, Finest Gramophone, Friend Records, FutureRock, Glorious Records, Go-Go Records, Helicopter Records, Helt Sikkert Records, Hobby Industries, Martian Records, Melody Resort, Mighty Music, Morningside Records, Music for Dreams, MusikMinisteriet, Play/Rec, Quartermain Records, Superstar Records, Transistor Music, Velvet Recordings…

Tålmodig og stædig opbygning
Som med selskabet er repertoiret og “runchy-familien”blevet bygget tålmodigt, konsekvent og stædigt op fra undergrund til indie-darling af de fire Thau’s, så det i dag tæller Superheroes, Tothe International, The Tremolo Beer Gut, Learning From Las Vegas, The Mopeds, Junior Senior, The Raveonettes (nu kun for Danmark, altså) foruden Thau. Eneste “afhopper” gennem de otte år har været Düreforsög, mens The Naked er blevet opløst.

Og så er det lige så ofte reglen som undtagelsen, at “familie-medlemmerne” hjælper hinanden: F.eks. giver flere af de fire ejere næsten altid en hånd med på de øvrige plader, og det bedst kendte samarbejdseksempel er vel Junior Seniors cd, hvor Superheroes’ Thomas Troelsen er flittigt medvirkende og bl.a. står for vokalen i storhittet “Move Your Feet” (Junior hjalp så til gengæld med vokaler på den seneste Superheroes-cd, osv.).

Crunchy-orkestrene vælges med “maven” og hjertet. Hit-potentialet har ikke førsteprioritet (selv om det på den anden side heller ikke skader). Det vigtigste er, “at gruppen selv mener noget med sin musik og det, den laver”, synes Yebo. Uanset hvad, må man anerkende, at Crunchys vedholdende strategi er lykkedes. Siden selskabet opstod i kølvandet på grunge i 1994, har det holdt fast ved den alternative rock midt i musikalske – og økonomisk givtige – bølger som r&b, dance m .m. og har alligevel fundet sin egen gyldne vej.

Superheroes – har åbnet mange
døre for The Raveonettes og
JUnior Senior.

– Grunden til, at vi er blevet ved, er da også, at det hele tiden er gået fremad for os, samtidig med at der konstant har været spændende plader at udgive. Og så har vi hele vejen igennem haft intentionen om at blive respekteret som et lille kvalitativt godt selskab – og om at sælge mange plader, fortæller Yebo.

Efter lang tids tålmodig opbygning af et internationalt kontaktnet, medvirken på messer, showcases og koncerter i udlandet begyndte Superheroes for et par år siden – som det første Crunchy-band – at generere mærkbar interesse uden for landets grænser:

– Superheroes’ succes i bl.a. Frankrig åbnede virkelig mange døre for os, som igen gav nye forbindelser og udsigt til flere døre. Det er den slags succeser, der har givet os tro på, at vi har valgt den rigtige vej. Var det ikke sket, ved man aldrig, hvordan det var gået – vi bliver jo alle ældre, og på et eller andet tidspunkt kommer familie m.m. også ind i billedet, lyder det realistisk fra den 31-årige talsmand for selskabet.

Samarbejdet med “de store” kan
godt fungere, selv om moralen
hele tiden bliver testet af deres
forespørgsler og krav. Skal
Junior Senior f.eks. tage til Top of The Pops
i Holland og aflyse koncerter
herhjemme.

De to gennembrud
I stedet har selskabet nu oplevet et halvår, som såvel independent-kolleger og de store multinationale selskaber må misunde dem – sat i gang af to begivenheder:

Den ene med Fatboy Slim, som tilbød at købe og remixe Junior Seniors nummer ”Move Your Feet” – danceguruens interesse var nok til at skabe det røre, der endte med Universal Records’ køb til det europæiske marked af hele Junior Senior-albummet og ikke blot singlen.

Det andet med den legendariske Rolling Stone-journalist David Fricke, der – inviteret i samarbejde mellem ROSA og Danmarks Radio – først så The Raveonettes ved SPOT 08-festivalen i maj og overdyngede dem med roser, hvorefter han genså dem ved en New York-showcase i juli og gentog den uforbeholdne ros i Rolling Stone Magazine. Hvilket i høj grad er grundlaget for duoens aktuelle million-kontrakt.

– De to sager er meget forskellige, men i begge tilfælde er al den erfaring, vi har opbygget gennem årene, kommet os til gode i forhandlingerne.

– Havde Junior Senior slået til på Fatboy Slims tilbud, var de endt som døgnflue, og var gået i opløsning om et halvt år. Singlen havde uden tvivl været et kæmpehit overalt, men det havde bl.a krævet, at de to havde taget på diskoteks-promotion i en evighed – noget jeg véd, de ville hade – og så ville de være færdige bagefter, fordi man ikke kan samle sig selv op som rockgruppe efter at have været dance-stjerner.

– Vi var da fristet og havde nok slået til, hvis der ikke var andet, der havde vist sig. Men nu havde vi is i maven og turde vente på det tilbud, der var det rigtige for gruppen – med licensaftalen med Universal kan Junior Senior stadig eksistere som band, og vi kan fortsat støtte dem og være med til at forme dem, siger Yebo.

Med The Raveonettes var David Frickes ros nærmest altafgørende – det satte en “buzz” af nærmest vanvittige dimensioner i gang. Yebo nævner endda flere eksempler på henvendelser fra selskaber, der ville købe gruppen – uden at have hørt musikken overhovedet. Alene ud fra rygterne.

The Raveonettes – så hotte
at det var Columbias direktør selv
der signede bandet fra Crunchy.

Skræmmende Fricke-effekt
– Jo, det er nærmest skræmmende. En lavine. Men vi kan kun glæde os over det og få det bedste ud af situationen. Vi tror, den slags appelsiner – som med Fricke – falder i ens turban fordi man er dygtig, er i offensiven og opsøger heldet.

– Men kontrakten er en helt anden end Junior Seniors. Vi skal fortsat arbejde med Raveonettes herhjemme, men Columbia har købt vores rettigheder til gruppen ved at kompensere os for de cd’er, vi nu ikke kommer til at udgive, og ved at give os royalties af de to første albums. Men vi har ingen kunstnerisk indflydelse mere, og det er selvfølgelig farligere for gruppen.

– Columbia har kørt hard-core forhandlinger, og man må håbe, at der fortsat vil være meningssammenfald mellem dem og Raveonettes – for ellers kan de få det svært, og Columbia kan jo også vælge at droppe dem. Men det er dét gamble, Raveonettes har valgt at tage. Den deal var NU – i morgen er trenden en anden.

– De har da også fået en fed bankbog for det – og så taler meget da også for, at det kan gå godt. Det er jo Columbias amerikanske direktør personligt – og ikke en eller anden A&R – der har kørt forhandlingerne og har signet gruppen, siger Yebo.

Han understreger respekten for og støtten til de valg, som de enkelte bands tager, og som Crunchy loyalt formidler videre – altså også at Superheroes’ meget kritiske indstilling til pr og presse efter Yebos mening er en af grundene til, at gruppen ikke er nået længere ud trods åbenbart talent og format til meget mere.

Utilregnelige størrelser
– Vi forhandler jo ikke for pengenes skyld – og vi gør også en dyd ud af at fortælle det til de ”store”, vi forhandler med. Derfor ser de os sikkert som nogle utilregnelige størrelser, som kan finde på alt – f.eks. at rejse os og gå fra forhandlingerne, hvis vi ikke får vores vilje. Og det kan vi da også gøre, men selvfølgelig lufter vi indie-fanen endnu højere end normalt nogle gange, for at gøre dem usikre, og for at få ekstra gode aftaler, smiler Yebo – helt klar over at ”de store” er mindst lige så kyniske på deres måde..

At Crunchy først nu har den erfaring, der kan få den slags aftaler på plads erkender Yebo gerne, men han lægger alligevel ikke skjul på, at “gennembruddet” og indtægterne gerne måtte være kommet før – også selv om det havde kostet lidt ekstra lærepenge i form af aftaler, som ikke helt havde haft nutidens format.

Playground
–  I bund og grund er vi nogle idioter, der bare godt kan li’ musik
Ordene kommer fra Mads Rosted, Head of Promotion og i øvrigt med fra starten i 1998, da Playground Music åbnede sin danske afdeling.
Playground, der distribuerer og arbejder med musik, fremstår i øjeblikket som den mest eftertragtede samarbejdspartner for nye bands og pladeselskaber. Alligevel kan den økonomiske gevinst for dette område ligge på et meget lille sted:
–  Vi gør det ud fra moralske – eller om du vil – idealistiske grunde. Det var faktisk aldrig meningen, at den danske afdeling skulle beskæftige sig med udgivelse af dansk musik. Men vi kunne ikke la’ vær’, vi følte en slags forpligtelse over for al den glimrende danske musik, der er kommet frem de sidste par år, siger Mads Rosted om Playgrounds samarbejde med bl.a. Mew, Swan Lee, Wynona m.m.
Playground er ikke kun distribution, men også rådgivning og strategi omkring profilering og PR/Salgsstrategi og arbejder som helhed for, at produktet (cd’en) tager sig bedst ud for de færreste penge.
–  Som udviklingen ser ud, er den know-how, som selskaber som Playground repræsenterer, præcis det de små, nye selskaber har brug for. Mads Rosted velkommer dén udvikling:
–  Det er rigtig godt for musikken. På Playground har vi set det som uundgåeligt, at noget nyt måtte komme i hullet efter de store pladeselskaber. Samtidig er hele undergrunden oppe at køre – der er masser af god dansk rock for tiden

Men selv om han og selskabet er stolte af det opnåede, og ikke har særlig ondt af den krise, de store pladeselskaber oplever i dag – “de burde skabe nogle rugekasser og miljøer til opdyrkning og pleje af talent i stedet for at blive overrasket af udviklingen hver gang – f.eks. har de fået tilbudt både Junior Senior og The Raveonettes” – er han den første til at pege på, hvor få tilfældige decimaler der egentlig skulle være flyttet, før det bare var blevet et helt “almindeligt” Crunchy-forår med lovende udspil – men uden det helt afgørende skub. Altså en situation, hvor selskabet stod i stampe.

– Selv om vi havde haft forbindelse med Junior Senior i halvandet år, var vi f.eks. ved at opgive dem på grund af tidspres, og de var tæt på en aftale med Anne Linnets Circle Records. Men så sagde vi “fan’me nej” og fik alligevel produceret deres album og presset det ind mellem single- og album-udgivelse med Superheroes. Lidt tilfældigt. Nu er vi til gengæld i en situation, hvor hele vores katalog er blevet interessant for udlandet, og hvor folk f.eks. ringer og siger “De dér Thau – de er da også meget interessante”, og hvor jeg svarer “jamen de er da vældig gode” og smiler indvendigt…

Arbejdspresset hos Crunchy er stærkt øget, og selv om Yebo fortæller, at man er blevet tilsvarende gode til at effektivisere arbejdet, indrømmer han alligevel, at der ikke lyttes til meget ny musik på kontoret for tiden. Man har rigeligt at gøre med at opfylde aftalerne med de grupper, der allerede er i stalden. Så lyttearbejdet med at finde nye spændende bands, der kan sikre Crunchys fortsatte status som vågent, nysgerrigt selskab foregår nu mest i Thaus tur-bus på vej til nye jobs – “når der alligevel ikke er andet at lave”. Men alle Crunchy’er er fortsat en så aktiv del af musikmiljøet, at fingeren ér på pulsen, mener han.

Sprællevende indie-scene
Alligevel har Crunchy Frog indset, at man ikke kan udgive alt, og at det også kan være fedt, at den gode musik kommer på andre selskaber. Yebo synes de danske indie-selskaber udgiver noget nær AL den spændende musik lige nu, og især roser han det arbejde Playground gør med professionel markedsføring og distribution af små selskabers musik. Yebo & co. gør sig heller ingen illusioner om at være det hotte label i al fremtid – den slags skifter – men de vil gerne blive ved med at være nysgerrige. Måske med lidt flere medarbejdere, men aldrig mere end 10-12 stk.:

– For så tror vi ikke, vi kan holde den tætte kontakt med grupperne. Vores målsætning må i stedet være at optimere det, vi allerede gør.

Swan Lee – indienavn
distribueret af Playground. (Foto: Nils
Åkesson)

– Desuden vil vi gerne gøre hele Skandinavien til vores salgsområde – som en base for os, siger han og har det personligt rimeligt ok med efterhånden at udvide rollen fra at være musiker til også at være forretningsmand. For kontakten med musikerne er stadig stor, og selv om et øget Crunchy-mandskab vil stille endnu større krav til overlevering og øget intern information, vil linket mellem momsregnskabet og rocken alligevel være meget tættere her, end hos “de store”.

– Om vi er til salg? Jeg vil da ikke være indie-hellig og sige, at vi aldrig vil lade os friste, hvis det rigtige tilbud på millioner-milliarder kommer. Men det bliver nok ikke til noget – dertil er vi for tæt på vores bands, og ingen siger, de vil følge med, mener Yebo. Det stiller sig selvfølgelig lidt anderledes, hvis et multinationalt selskab – og det har musikhistorien mange eksempler på – også vil købe medarbejderne med i handelen:

– Men den slags tilbud har vi ikke fået endnu. Vi har fået følere, men ikke nogen, vi syntes, var seriøse. Vi håber, vi selv kan blive ved med at køre det videre på vores måde…..