Musik-eksport på trods

Musik-eksport på trods
Henrik Friis

(Artikel fra Geiger 4, december 2001).

Med lidt galgenhumor kunne man hævde, at pladebranchens nuværende salgsnedtur ikke betyder spor for de danske navnes mulighed for at slå igennem på det internationale marked. Den er alligevel så godt som ikke-eksisterende, når man ser bort fra de helt ekstraordinære undtagelser, man alligevel aldrig “vil kunne gardere sig imod”.

Men måske er netop trodsen en af grundene til, at der alligevel er en flok, der bliver ved. Samtidig med at flere faktisk kommer til. Danske musikere, der har det tilfælles, at håbene, forventningerne og drømmene trives i bedste velgående, og hvor man – trods udsigterne til årevis af slid, utallige kompromiser og en succes-chance der kun kan måles i encifret promille – er indstillet på at prøve kræfter med skæbnen.

Så de satser altså stadig på udlandet – lige netop nu gælder der navne som Natural Born Hippies, Tina Dickow, Girl In The Moon og Kick The Kangaroo. Mens Tim Christensen, ex-hvalen Marcus Winther-John, Jonz og andre står i kulissen og venter på/samler kræfter til, at tidspunktet bliver det helt rigtige.

Men mindst lige så bekræftende: der findes også stadig folk i den internationale musikbranche, der fortsat tror på danskerne og dansk musiks muligheder. Folk der endda mener, det danske gennembrud kan være lige om hjørnet. Trods global salgsnedtur og de hidtidige – korte – store danske succeshistorier, der ikke kan tælles på ret mange flere fingre end to: dem der står Aqua og Safri Duo på.

Jonathan Morley – tror
på sit nye danske
stjernefund, Tina
Dickow.

Den engelske manager Jonathan Morley er direkte overbevist om, at han har fået en guldfugl i hånden. I midten af november tegnede han kontrakt med Tina Dickow efter at have været i stadig forbindelse med Århus-sangeren siden hun for første gang besøgte det engelske i sommer, og hvor hun efterfølgende har været på yderligere fire London-besøg.

Dickow krydser Nordsøen endnu en gang, inden året er omme, og det skulle meget gerne ende med et af de første resultater af manager-aftalen: En kontrakt mellem Tina Dickow og et publishing-selskab, der skal afsætte hende til det amerikanske marked, hvor hun selv tror hendes bedste muligheder ligger.

– Tina har taget den beslutning, der er så nødvendig. Hun vil det her – og hun ofrer sig. Tager man hendes debut-cd, ville den ikke have mange chancer herovre – det var den for gammeldags i produktion og for indadvendt til. Men det ved hun selv, og nu er Tina åbnet op og skriver sange sammen med en masse andre for at udvikle sig, siger Johathan Morley.

Derudover har hun på det halve år allerede spillet fem gange på The Kashmir Klub (lille intim London-klub, som er berømt for at tiltrække de “rigtige” A&R’s, red.), ja, og så taler hun bare med Gud og hvermand inden for branchen hele tiden. Hun gør alt det rigtige, samtidig med at hun er en unik musiker, roser Jonathan Morley sit nye fremtidshåb, mens han mener, at navne som Tim Christensen og Swan Lee – som han også har arbejdet lidt med – endnu mangler at tage dén afgørende beslutning om at påbegynde arbejdsraseriet. Om den danske scene i det hele taget siger Morley:

– Jeg var til den seneste SPOT Festival (december 2000, red.). Der var vel 50 orkestre, hvoraf de 95 procent virkelig var gode – også langt bedre end meget af det, vi hører i England. Men skal man bryde igennem, skal man også kunne byde på det der “unknown ingredient”. Dét, der kan overraske. Husk at det engelske marked er “the coolest”, der findes. Det kræver noget helt specielt at gøre sig – og masser af arbejde.

Netop sliddet, den selvtillidsfulde stædighed og knokleriet er de løsener branche-folkene igen og igen nævner, når de skal pege på den formel, danske navne skal bruge for at bryde gennem lydmuren.

– Der er masser til at
tage jeres plads, hvis
de danske musikere ikke
tager chancen, siger
Christian Ulf-Hansen.

Christian Ulf-Hansen fra BMI (de amerikanske “KODA”-selskabers afdelinger i England) har på ottende år som opgave at opsnuse – og samarbejde med – europæiske navne, som han skønner kan få succes i staterne.

Hvem er ligeglade med hvem…
–  I siger: Englænderne er ligeglade med os, vi har ikke en chance. Jeg siger: I har allerede udgivet tre-fire-fem cd’er i Danmark og er kendte navne. Alligevel er det første gang I er i England. Hvorfor det? Hvem er det, der erligeglade med hvem?BMI’s Christian Ulf-Hansen til pessimistiske danske grupper.

Englænderen med de danske aner har kendt til dansk musik i mange år og har bl.a. deltaget på flere SPOT Festivals, ud over at ROSA – Dansk Rock Samråd samarbejder med Ulf-Hansen, når danske musikere tager på efteruddannelse/showcases i London.

Det han tit spørger sig selv om er, om danskerne i det hele taget véd, hvad der skal til. Bl.a. fordi han har hørt udsagn som ”englænderne er da ligeglade med sådan nogle som os” under besøg fra Danmark:

– Så har jeg sagt til dem: I har allerede udgivet tre-fire-fem cd’er i Danmark og er kendte navne. Alligevel er det første gang, I er i England. Hvorfor det? Hvem er det, der er ligeglade med hvem?

Hans argumentation er klar:

– Hvis et dansk navn kun har planer om at komme én gang til England og ikke tænker videre, hvorfor skulle englænderne så bekymre sig? Der kommer tonsvis af grupper hertil.

Og når du ikke har solgt noget herovre, hvordan kan du så tillade dig at være doven? Det er ikke nok at spille et par koncerter og så holde ferie ved siden af – udnyt tiden, mens du er her. Sørg for at networke, kontakt andre musikere, co-write med dem, find ud af Englands lov- og kontrakt-fælder på musikområdet, opsøg branche-folk, snak med tilskuerne. GØR noget.

Man skal simpelthen gøre en masse mennesker interesserede i sig, lyder hans råd:

– Giv folk en undskyldning for at huske dig. Giv dem fornemmelse af, at de stensikkert kommer til at høre mere til dig. Dét gøres kun ved at arbejde. Hele tiden. Og husk på: Gør du det ikke, kan du være sikker på, at der er en anden gruppe, der gør sig interessant i stedet, siger Ulf-Hansen.

Det er Keith Harris – agent for bl.a. Stevie Wonder i Europa – helt enig i. Han er også glad for dansk musik, har været til festivals i landet flere gange og vil hellere end gerne være “med” den dag, det breaker:

Beundring for det danske…
–  Personligheden er 50 procent af en koncert, og her er I ofte alt for generte. Der er faktisk en stor beundring herovre for, hvad danskerne egentlig står for. Brug det.Keith Harris, engelsk agent for bl.a. Stevie Wonder.

– Jeg havde egentlig ventet, at det ville blive nu, og er lidt overrasket over, at Norge tilsyneladende har taget teten som “det nye Sverige”. Men jeg tror, danskerne skal slå lidt mere på deres personlighed. Også mellem sangene.

– Personligheden er 50 procent af en koncert, og her er I ofte alt for generte. Der er faktisk en stor beundring herovre for, hvad danskerne egentlig står for. Brug det.

– Vi kan godt lide jeres approach til musik. Alene det, at vi to sidder og snakker om det, er specielt. Det ville aldrig foregå herovre, hvor alle regner det engelske for at være det vigtigste, og hvor jeg mener, den overlegne attitude er skyld i, at vi er ved at tabe musikkulturen på gulvet i forhold til Europa. Lige som det er sket på de andre kulturområder, siger Keith Harris, men understreger, at chancen til gengæld er forsvindende lille uden den personlige udstråling. Så kan der være nok så meget talent inde bagved. Hvad nytter det, hvis det ikke kommer frem?

Showcases/efteruddannelse
–  Danske musikere på efteruddannelse/showcases i London – arrangeret af ROSA i samarbejde med BMI (UK).1999
Fielfraz
Natural Born Hippies
Kyed
Fleron
Superfuzz

2000
Baal
Dicte
Emotions
Schwarzwald Library

2001
Tim Christensen
Marcus Winther-John
Kick The Kangaroo

En branche-person som Christian Ulf-Hansen får 50-100 cd’er om ugen med europæiske grupper, så hvorfor skulle han – og andre i lignende positioner – spilde tid på nogen som ikke vil ofre sig, lyder agumentationen. Dog peger Ulf-Hansen også på “en svag” dansk pladebranche som årsag til, at man ikke satser ud over det nationale marked. Og han peger yderligere på det faktum, at kun få danske solister/grupper bekender sig til manager-begrebet i den mere renlivede, professionelle og koncentrerede form, man f.eks. ser i England. I Danmark er det ofte et vedhæng til andre aftaler med booking-bureauerne.

– Men det giver kun endnu mindre grund til, at danskere kan slappe af. Så må der andre modtræk til: Udbyg selv fanbasen. Lav et mail-system – evt. med medlemsfordele – vær kreativ. Få flere strenge at spille på, hvis det ene (lande)område skulle kikse, siger Ulf-Hansen.

Det er netop hvad en gruppe som Kick The Kangaroo allerede gør. Fredericia-bandet droppede de danske pladeselskaber, gik selv omkring debut’en “Sounds Like a Bad Joke” og har i øvrigt ansat en fuldblods manager, Jeasper Krøll. Så sent som i november var gruppen i London til showcases sammen med Tim Christensen og Marcus Winther-John.
Men kænguruerne satser også stærkt på det australske marked, har udgivet en single “down under”, og forventer at skulle på promotiontur til foråret. Og der er også andre følere ude. Samtidig med at gruppen ikke blot benyttede dagene i London til ivrig sangskrivning med engelske kolleger:

De gav sig selv – og folk som Christian Ulf-Hansen – håndslag på, at de snart vender tilbage til det engelske. Sandsynligvis allerede i løbet af foråret.

– Vi er stadig oppe i et højere gear efter at have været i London. Det er sikkert, at vi tager dertil igen, for vi véd, der skal slides. Og ringer man i morgen og spørger, om vi vil være supportband til en længere turné, er vi klar. Eneste “men” er, at vi gerne vil have betalt transport og fortæring – vi kan ikke blive ved med selv at tage penge op af lommen. Men ellers gjorde den London-tur os bare endnu mere overbeviste om, at vi skal satse på udlandet, siger Kick The Kangaroos guitarist Søren Andersen.

Det var egentlig også tilfældet med Tim Christensen, der for første gang optrådte helt solo – til stor ros hos mange – og fik smag for det. Den commitment, som Jonathan Morley tidligere efterlyste hos ham, mener Tim Christensen selv, han besidder – det hele skal bare passe sammen:

– Jeg kunne såmænd godt finde på at tage til London igen allerede til foråret – og også gerne med mit band, hvis vi får tid. Men jeg er også ved at lave sange til min nye cd, og det arbejde SKAL gøres ordentligt.

Tim Christensen varmer
op på Kashmir Klub.

Tim Christensen understreger dog, at hans helt store ambition er udlandet, hvor han tidligere har smagt lidt af succesens sødme med Dizzy Mizz Lizzys dobbelte guldpladeslag i Japan. Turen skal nok komme med det nye band også. Men om det skal være England, ved han ikke. Han mener, briterne tenderer det snobbede – ikke folk som Christian Ulf-Hansen og ligesindedede, tværtimod – men den engelske musikbranche generelt. Og han spørger sig selv, om ikke det tyske marked i realiteten er bedre og lidt lettere at komme ind på for danskere.

Hvis det er tilfældet, er det nu ikke meget lettere, hvis man skal tro Iceberg Records direktør Manfred Zähringer: Fordi bunden er gået ud af det tyske marked.

De officielle tal fortæller om en nedgang i cd-salg på 25-30 procent. De uofficielle omkring det dobbelte. Resultatet er masser af fusioner og afskedigelser hos selskaberne, meget mindre kendskab til musikken og en udpræget grad af forsigtighed. Man tør ikke signe nogen, med mindre man er 200 procent sikker på et hit.
Aldrig har Zähringer måttet bruge så mange penge og så meget tid på langvarige kontraktforhandlinger som nu for at sælge sine navne syd for grænsen. Detaljer som man før lo ad, bliver nu genstand for strid – og koster formuer i advokatsalæer.

– Jeg har måttet sluge mange kameler på det seneste, som jeg aldrig havde drømt om. Og slagsmålene om royalties er blevet benhårde. Men sådan er det. Ellers er der ingen kontrakt, siger Manfred Zähringer, der dog sidste år fik afsat Girl In The Moon til den tyske afdeling af EastWest, mens han pt. forsøger at skaffe Natural Born Hippies en bedre kontrakt end den, han fik ophævet hos BMG.

Kravet er i endnu højere grad end tidligere: Hits. En god melodi er ikke nok – dem er der masser af. Man skal have hits – helst to før man får en album-kontrakt nu om dage. Og det er den virkelighed Zâhringer mener, danske bands må forholde sig til – sammen med en grundindstilling til at leve af luft og burgere og at sove bag i en Ford Transit i længere tid mens der slides – eller droppe udlandshåbene.

Fra amerikanske Malibu fortæller Natural Born Hippies-sanger Dan Hougesen, at gruppen endda nærmest føler, den har fået det endnu sværere, fordi de HAR haft et hit:

Man skal passe på sit hjerte….
–  Man skal passe på sit hjerte. Det kan være svært at komme op igen, hvis alle de glade folk, der har forsikret om hjælp, venskab og succes, pludselig er væk, når det ikke helt går som forventet.Natural Born Hippies’ Dan Hougesen om udlandsdrømme.

– Problemet var, at det nok kostede det gamle selskab for meget at sikre os det hit – og det VED alle i branchen. Derfor vil man være ekstra sikre denne gang, og det gør det endnu sværere. Men vi må jo prøve – og se om vi kan skabe det dér ultimative hit uden at øve vold mod os selv, siger Dan Hougesen, der sammen med gruppen er på Malibu-besøg hos succes-produceren og hit-sangmageren Peter Wolf (Frank Zappa, Jefferson Starship, Santana m.fl.) som forberedelse til et nyt album.

Hippierne har prøvet kræfter med England i tre omgange, men “de har for meget i forvejen og levner ingen plads – og vi har heller ikke tid”. De fire vil nemlig stadig være stjerner – store stjerner – men det skal være via det tyske marked, hvor de mange kontakter er på plads fra succesen med “Lola (If you ever)”.

– Det er dér, vores networking fungerer, og hvor vi har mange strenge at spille på. Det ville være tåbeligt at droppe det til fordel for et nyt marked, som vi skulle til at dyrke op, siger Dan Hougesen og er ikke i tvivl om, hvad de dyreste lærepenge hidtil har været:

Man skal passe på sit hjerte. Det kan være svært at komme op igen, hvis alle de glade folk, der har forsikret om hjælp, venskab og succes, pludselig er væk, når det ikke helt går som forventet. Det har gjort ondt.

– Men vi har lært af det og bliver ved. I går hørte jeg om en irlænder, der havde opgivet og efter fem år var på vej hjem fra Tyskland, men som lige ville samle en flok tyske musikere til sit sidste job. De (Reamonn) er millionsælgere i dag med ”Supergirl”. Så vi er jo nødt til at forfølge chancen – succesen er lige rundt om hjørnet.

Girl In The Moon i
Hannover med Scorpions-
stjernerne Klaus Meine og
Rudolf Schenker.

Det håber Girl In The Moon (det tidligere Emotions) også på. Som Emotions gav gruppen ligeledes showcases i London sidste år med fin respons, men “blev hverken opsøgt eller forfulgt” efter de koncerter, som Michael Kolster fra gruppen siger. Og da Iceberg så fik signet gruppen til EastWest (uden for Norden), var Tyskland, Østrig og Schweiz naturligt det vigtige marked.

Det har medført en lang række radiokoncerter i løbet af sommeren 2001 – bl.a. ved Hannover Expo, hvor Girl In The Moon var forgruppe til rockveteranerne Scorpions foran 30-40.000 tilskuere, lige som gruppen har været på plakat med Saga og Fury In The Slaugtherhouse. Med acceptabel publikums-modtagelse.

Men Emotions kan blive den første danske gruppe, der hitter internationalt i det nye år: Til februar-marts udgives Emotions’ gamle “Olivia” i en nypudset udgave. Og det er lykkedes at få nummeret i hot rotation – tre gennemspilninger dagligt – i fem uger hos radiokooperationen RMS, der sender over hele Tyskland. Det kan næsten ikke kaste mindre af sig end en top 100 placering. Hvad det så bliver til derefter, er op til skæbnen. Og gruppen.

– Vi har gjort klar til at tage et år ud af kalenderen fra vores lærerjobs og studier. Det her er vores store chance – vi satser alt. Og det er nok sidste udkald for mig, hvis jeg skal blive det, jeg altid har drømt om, siger den 45-årige Michael Kolster, der sagtens kan leve uden garantier om at blive popstjerne eller andet. Bare det at muligheden – drømmen – er der, er nok for ham.

Foto: Lars Knudsen og Henrik Friis