_uploads_gallery_9_982_full

Musikeksport når det er bedst – og med udbytte

Musikeksport når det er bedst – og med udbytte
Af Henrik Friis og Nils Åkesson – Foto: Nils Åkesson

At der i tiden er en stadig øget interesse for ny dansk – og skandinavisk – musik var allerede mærkbart op til sidste weekends Eurosonic Festival i hollandske Groningen. Både Under Byen og Baby Woodrose var på forhånd udvalgt blandt knap 90 udenlandske indslag til festivalens præsentations-cd, mens Tim Christensen var hentet til Holland af det nationale EMI for at lave interviews gennem to dage op til festival-optrædenen.

Nu hvor festivalen med de syv danske showcases overstået, er den opmærksomhed utvivlsomt blevet øget – og er ikke længere ”kun” forbeholdt de tre førnævnte danske navne. Ja, man skal være endog meget neutral for ikke at have Dannebrogs-farvede øjne efter dette danske stykke musikeksport af bedste skuffe.

Det første danske fremstød på Eurosonic-festivalen kom torsdag, hvor Danmarks Radios P3, Roskilde Festivalen, Agency Group og ROSA var gået sammen om en fælles dansk showcase med Kitty Wu, Under Byen, Carpark North og Baby Woodrose.

Kitty Wus blanding af svævende
stemning og sonisk støj gik fint ind.

Kitty Wu
Jungletrommerne havde i forvejen buldret om Under Byen som et ”must” blandt de internationale festival-gængerne og Groningen-tilskuerne, men Århus-gruppen var ikke ene om at tiltrække sig opmærksomhed. Allerede et par numre inde i Kittu Wu’s koncert var tilskuertallet blevet fordoblet fra de 100, der var på plads fra start. Og gruppens blanding af det gradvist opvoksende og det sonisk påtrængende holdt publikum på pladserne med Robert Lunds indtrængende sang og den øvrige gruppes tætte opfølgning, hvor guitarist/keyboard-spiller Allan Schøneberg især var det visuelle medrivende element.

Gruppens reaktion efter koncerten var da heller ikke til at tage fejl af: – Fedt at spille for så mange, der slet ikke kender ens musik, og som alligevel tager så godt mod den. På den måde får du en reaktion her og nu – og ikke en der også bygger på din forrige koncert eller den seneste cd, mente gruppen om jobbet, der var det første i Holland, mens Kittu Wu tidligere har været i både de nordiske broderlande samt England og Tyskland. Et samarbejde med hollandske Mojo/Tornado om turné i både Holland og Belgien rumler oven på Eurosonic-jobbet, mens pladeselskabet Universals hollandske afdeling også er i spil mht. cd-udgivelse.

Under Byen – fangede tilskuernes
og tv-kameraernes opmærksomhed.

Under Byen
Ingen tvivl om at Henriette Sennenvaldt & co. var årets danske hovedattraktion. Det kunne allerede mærkes op til koncerten, men også under, hvor Muziekschool var pakket til bristepunktet under hele forløbet. Dette ”mærkelige” danske sammenrend af sav- og harmonikaspillere, cellist, percussionister m.m. med skiftevis luftig og bastant puls tillagt drømmende hviskende/vrængende vokaler på toppen – endda på dansk – var guf for det internationale publikum. Det lyttede andægtigt og brød dernæst ud i entusiastiske klapsalver, selv om tilhørerne sprogligt ikke forstod et kvidder – men alligevel lod sig indfange af Under Byens opvisning i følelser og stemning. Specielt ”Legesag” med det sav-hvinende klimaks fik jubelen til rulle ned over den sensuelt/koket gestikulerende og indlevende Sennenvaldt og hendes bandfæller.

Frontfiguren selv var godt tilfreds bagefter, fordi publikum ”helt klart var kommet for at lytte”, og fandt opgaven meget udfordrende. At hun så godt kunne savne lidt mere eksperimenteren og ”det sjove”, som en koncentreret 40 minutters showcase-optræden ikke levner plads til, er en anden sag. Men for lyttererne var de 40 minutter mere end tilstrækkeligt – til at skabe massiv efterspørgsel.

Allerede nu ligger det fast, at koncerten har givet Under Byen aftale med Atomic Agency (Kaizers Orchestra, Bjørn Berge m.m.) omkring booking af koncerter i Norge – i konkurrence med to andre norske bureauer – interview og indslag i det franske radioshow Rockomondo, interview i schweiziske Radio Rumantsch, interview og anmeldelse i belgiske DeMorgen (se andetsteds), aftale om deltagelse ved den belgiske Les Nuits Botanique-festival i juli, forespørgsel om deltagelse ved Malmö Festival, samt en masse andre kontakter fra f.eks. benelux-bookerne Keberes, det hollandske pladeselskab Excelsior, Dour Festivalen i Sydbelgien, Øya- og Quart Festivalen i Norge, International Talent Booking, Glastonbury Festivalen m.m.m. – som nu skal undersøges og forhandles af gruppen og dens nye manager-team. Og så blev koncerten altså foreviget af tyske WDR’s berømte Rockpalast-redaktion – og sendes 29. februar – med fem milioner seeere i Tyskland og Benelux-landene.

Carpark North – spillede som
var der 1000 tilskuere.

Carpark North
Under Byens århusianske bysbørn Carpark North måtte helt klart lide under at komme efter ”hovednavnet”. Tilskuertallet var markbart formindsket – branche-folkene stressede videre til andre koncert-arenaer – og de der blev tilbage, var ikke rigtigt minded for gruppens højlydte elektro-rockblanding. Det lod de fire sig dog ikke gå på af – de spillede som om der var 1000 medlevende tilhørere – og sluttede effektfuldt af med ”Transparant & Glasslike” og ”Spain”.

– Det var en af de aftener, hvor man står og leder – for at finde andre end folk i jakkesæt med korslagte arme at spille for, sagde Lau Højen, som havde sluttet sig til gruppen blot to timer før koncertstart efter ferie i Rio. Men han fortalte også at gruppen håber at gøre meget mere ved udlandet til efteråret og næste år (Groningen-koncerten var blot bandets anden uden for Danmark). Og helt forgæves var jobbet absolut heller ikke – der var repræsentanter fra hollandske EMI med henblik på cd-udgivelse, og flere belgiske medie-folk.

Woodrose’rnes Lorenzo
for fuld guitar-lir.

Baby Woodrose
Selv om københavnernes koncert først løb af stabelen kl. 02, var der på forunderlig vis blevet fyldt i lokalet igen med rock-sultne publikummer – men Baby Woodrose hørte altså også til den lille samling grupper, som jungletrommerne havde givet ”skal ses”-mærkat. Uden hang til dybe tallerkerner – til gengæld til supertændt beskidt, grumset, psykedelisk, viril sort og blå bluesrock, hvor guitaren stod ud fra Lorenzo, alias Guf, alias Uffe Lorenzen som en forvreden fallos – blev publikum overbevist, Først præget af benovelse – siden af ekstase. Med en sound som en ned-pitchet jetmotor gik dette danske garagedrøn lige ned i maven. Og som en ganske speciel ting fik Baby Woodrose lov til at spille to ekstranumre – på et tidspunkt hvor bandet havde været vågne i 19 timer og var godt mast. Men som Lorenzo efter koncerten sagde: – Når først vi går op på scenen, så kommer energien af sig selv”

Hilde Spille (Paperclip Agency, Holland og europæisk agent for Baby Woodrose), fik overvældende god respons på bandet. Både bookere, festivaler og andre agenter var interesserede – og i forvejen skal gruppen gennem foråret på turné i Tyskland, Schweiz, Holland, Polen, Italien, Frankrig, Spanien. Rockpalast filmede også denne koncert, og lovede at bringe store dele samt interview 29. februar – tre dage før bandet starter deres turné i Tyskland.

Teitur – knappenålsstille lytten.

Teitur
21 timer efter – fredag, et kvarter før midnat – spillede Teitur til følgende reaktion:
Tilbageholdte åndedræt og begejstrede klapsalver. Selv om Teitur det sidste halve år har spillet over 150 koncerter, siden hans debutalbum ”Poetry and aeroplanes” udkom, var det en oplagt og en som vanligt humoristisk færøsk sangskriver, der holdt sit publikum i et fløjlsblødt jerngreb. Kun få, tydeligvis let stressede branchefolk, der var på Eurosonic for at se så meget som muligt, forlod salen før tid – ellers overbeviste Teitur endnu en gang med sit åbenlyse talent.

For Teitur var Eurosonic mest promotion for hans album, der udkommer 19. januar i Holland, samt forårets turné, hvor han sammen med bassist og trommeslager spiller i Europa og Skandinavien. I forbindelse med Eurosonic blev Teitur interviewet, så han snart kan høres i både tysk, hollandsk og østrigsk radio lige som han blev interviewet af hele tre hollandske musikmagasiner – og så har bookerne fra tyske Vision Tour, a.s.s. Concerts og Haldern Festivalen, engelske Guildford Festival og Summer Sundae Festival (her medvirker Teitur stensikkert) samt hollandske Mojo og Tornado Concerts alle lagt billet ind på den populære færing.

Tim Christensen & co. overbeviste
alle kändisserne

Tim Christensen
Et kvarter efter Teiturs koncert-start gik Tim Christensen m. band på scenen i bar-lignende De Spieghel, som var proppet til randen – med både publikummer og musikalske øvrighedspersoner. – Anybody who’s anything is here, grinte programchefen fra Hollands P3 Adrian Van Elk, og noterede sig både stakkevis af medarbejdere fra hollandsk P3, hollandske og belgiske musikjouranlister m.m. Og Tim Christensen & co. sagde tak for opmærksomheden med et superstramt og tæt 30 minutters job, hvor der blev lagt ud med den hårdtrockende side og siden blev lukket op for det beatles-melodiske og lyriske talent den gode Tim også har.

Bagefter erkendte hovedpersonen, at han havde været i tvivl om han overhovedet skulle takke ja til hollændernes invitation: – Det kan hurtigt lyde krukket, men deres første tilbud var at vi skulle spille på barens baggear – og den slags vil jeg ikke længere. Jeg vil have et vist bundniveau, men når det er opfyldt stiller jeg til gengæld gerne op i udlandet – jo, også til de lange stræk, jeg godt ved der skal til herude, hvor man er en ren ”nobody” sammenlignet med Danmark, sagde Tim Christensen.

To dage med interview med både radio-stationer og diverse musikmagasiner var gået forud for Eurosonic-jobbet, der er allerede aftalt job på berømte Paradiso i Amsterdam senere på foråret, flere festivaler har forespurgt på sommer-jobs, de hollandske bookere Mojo er varme, mens den belgiske avis DeMorgen udpegede Tim Christensen blandt festivalens Top 5. Skulle det alligevel ikke lykkes, har Tim Christensen allerede nu solgt 17.000 af sin seneste cd i Norge, og i det engelske har pop-succesen Will Young indspillet ”Love Is a Matter”: – Så vil de ikke have mig, er det helt OK, hvis de i stedet tager mine sange, grinte Tim Christensen, der lige efter blev interviewet af det hollandske liveradio-show That’s Live.

Camilla Munck og Wynona –
stille, smukt og indfølt.

Wynona
Det var tyndet en smule ud i tilskuermassen da Wynona halvanden time senere – kl. 01.30 – sluttede den danske Eurosonic-deltagelse for i år af med en nydelse af en koncert. Lækker, afdæmpet såkaldt alternativ country. Musik hvor genrebåsene er ligegyldige, og hvor homogenitet og smukke stemninger tager over med resultatet i duvende og med-vuggende publikummer, og hvor Wynona brillierede med stor indbyrdes fornemmelse og lydhørhed. Mest med sange fra gruppens seneste cd ”Santiago”.

Sanger Camilla Munck var utrolig glad for både stemningen og det tålmodige, lydhøre publikum. Men med blot 40-45 minutter til rådighed, har man heller ikke anden opgave end at levere varen til folk og plukke de bedste sange ud for at få den ”gode” følelse frem i tilskuerne. Det gjorde Wynona og har fået interesse fra både tyske Vision Tours og hollandske Tornado Concerts ud af anstrengelserne.

Flot udbytte
Alt i alt et fornemt udbytte af 2004’s første musikalske eksport-fremstød, og et bevis på at dansk musik vækker ekstra meget opmærksomhed i denne tid. Specielt med forudgående indsats, som det ikke blot blev udført af Danmarks Radios P3, Roskilde Festivalen, The Agency Group og ROSA (der stod for torsdagens firedobbelte danske showcase), men også af de øvrige involverede pladeselskaber og managements – samt det danske kulturinstitut i Bruxelles, som gennem måneder har arbejdet på at skabe lydhørhed for den danske musik i benelux-landene.
Det tegner godt…