MyMusic bliver BandBase – og går internationalt

Musiksitet MyMusic er fra i dag blevet til BandBase – og ikke nok med at sitet er blevet udvidet med langt flere tjenester og funktioner, der skal gøre det lettere at søge samt tilfredsstille individuelle behov hvad enten man er musiker, branchepersonlig eller musikfan: målsætningen er også blevet international med snarlig åbning af BandBase-site i Tyskland (under Popkomm-messen i starten af oktober) og i foråret i både Sverige og Norge.

MyMusic har 10 år på bagen, men ambitionerne om en større dækning og servicering af musiklivets aktører og brugere – også internationalt – har længe været under opsejling. Dét sker nu. Dels med en udvidet bestyrelse, der bl.a. tæller erhvervsfolk som Jacob Houling (direktør for Nordisk Film TV) og Jens Lernø Storm (direktør for Microsoft Danmark) og desuden Ivan Pedersen (formand for KODAs råd) – dels via en økonomisk indsprøjtning på alt 2,5 mio. kr. der skal hjælpe til med søsætningen af de internationale udgaver af sitet.

BandBase har lavet aftale med KODA om honorering af musikere i forbindelse med lanceringen, og netop den aftale om honorering af musikerne (læs: lovlig netformidling af musik) håber man bliver en døråbner, når BandBase til oktober vil forhandle den tyske branche om lancering på det tyske marked:

– Vi skal mødes med den tyske afdeling af IFPI, de uafhængige pladeselskaber samt rettighedsorganisationen GEMA, og det er gennem deres forhåbentlige opbakning, vi håber at kunne etablere os over for den tyske branche og de tyske musikere. Samtidig arbejder vi på at få tre meget store tyske bands ind på sitet som ambassadører, der vil gøre BandBase attraktive over for de andre musikere, siger kommunikationschef Martin Buck og fortæller at sitet snarest muligt vil ansætte en tysk BandBase-repræsentant – og sandsynligvis følge lanceringen op af en større presseindsats/pr-kampagne.

Nogenlunde samme fremgangsmåde vil blive brugt i forhold de bebudede forårslanceringer i Norge og Sverige, selv om Buck her skønner, at arbejdet vil blive noget lettere, fordi norske og svenske bands allerede kender til og benytter MyMusic. – Det er Tyskland, der bliver den store opgave for os, erkender Buck.