Nanna Schelde bag pianoet - fik lydhørhed. (Foto: Henrik Friis)

Nanna Schelde – en røst fra fremtiden

Aarhus Rocks! er nået frem til sin tredje og sidste weekend med SPOT-arrangeret musik på Torvet i Den Gamle By – denne gang med seks bud på “Morgendagens Aarhus-stjerner” som supplement til udstillingen. Nanna Schelde var det første kig ind i fremtiden…

Inde i udstllingslokalerne hænger alle guldpladerne, de store plakater fra koncerterne og festivalerne, skrapbøgerne med billeder og artikler – og tusindvis af andre minder fra den århusianske musiks forskellige guldaldre, som udgør udstillingen Aarhus Rocks!

Udenfor på Torvet sidder Nanna Schelde bag elpianoet, som et af seks bud på ”Morgendagens Aarhus-stjerner”, som bliver afviklet i Pinsen i Den Gamle By – arrangeret af ROSA og SPOT Festivalen.

Hvor der i foregående weekender har været nik tilbage til fortiden og musikalsk udflugt til Aarhus V., er denne weekend helliget nu- og fremtiden, og på Torvet ser det blandede fremmøde af musikfans og almindelige museumsgæster nysgerrigt på dette fremtidsbud.

Nogle små-purke og –piger tjekker Nanna af helt oppe ved scenen, andre i lidt mere ”sikker” afstand oppe ved brønden midt på torvet og ellers står/sidder folk og betragter Nanna og hendes nære sange, der skifter fra konfrontation til den fineste sårbarhed. Men selv om Nanna Schelde ikke har udgivet så meget som en sang endnu – man kan kun finde en god håndfuld på Soundcloud – fænger de eftertænksomme stemninger, som Nanna og hendes (distortion-)guitarist Mathias frembringer, så meget, at folk bliver, lytter, ser på hendes udtryk: suger til sig.

– Det er meget smigrende at være blevet valgt til – og så er det en helt fantastisk setting med bindingsværket og brostenen, sagde Nanna Schelde umiddelbart efter sin koncert. Dels var udsigten mens jeg sad og spillede til den gamle Møntmestergård helt speciel. Dels følte jeg mig meget, meget godt modtaget. Man kan mærke på publikum om de lytter eller småsnakker – og her virkede det som om, de lyttede rigtigt meget, rigtigt intenst, fortalte Nanna Schelde, som bevæger sig i grænselandet mellem (især) singersongwriting og rocktraditionen.  Med inspiration fra Nick Drake, Neil Young og Joni Mitchell – men også en amerikansk sangskriver som Julia Holter og elektroniske Moderat.

Efterårs-album
Indtil nu kan man som nævnt kun finde Nanna Scheldes musik på Soundcloud, men i løbet af sommeren regner hun med at skulle indspille en række demoer: – Og så håber jeg via legater og opsparing i løbet af efteråret at kunne få indspillet et album, siger hun. I første omgang påtænkt det danske marked. Men også med forhåbning om Tyskland og de nærmeste lande syd for grænsen, hvis muligheden byder sig for sangeren. (lyt til hele interviewet med Nanna Schelde her).

Efter Nanna Scheldes optræden var DR’s rockveteran Jan Sneum interviewer til en tredobbelt snak med tre generationer af Aarhus-musikken, Gnags’ Peter A G Nielsen, produceren, musikeren, skribenten m.m.m. Poul Martin Bonde samt Nephews René Munk Thalund, inden fremtiden igen tog over:

Sonja Hald bandt for-, nu- og fremtid sammen med deres personlige blanding af humør, musikalitet, folk og rock.Sonja Hald – skovmandsskjorter, caps, stråhatte og smæk for skillingen med guitar, banjo, hårde rytmer og personlige/ironiske fortællinger fra det jyske af frontfigur Jonas Dahl. Et sæt som musikalsk set fint bandt fortid sammen med nu- og tremtiden –  og et effektfuldt punktum for en førstedag, der fik toppede brosten og bindingsværk til at dirre med. Og publikum til at smile og slå takt med fødderne.

Pinsesøndag er det Lydmor og Asbjørns tur, og 2. Pinsedag gælder det Anna Bell og Green Lives. Begge dage med koncerter henholdsvis kl. 13 og 15.