uploads_gallery_4_6424_Jammin 3-9-2014 015 THUMB

Når musik nedbryder barrierer

”Same but different” er dette års slogan for Aarhus Festuge, hvilket var ganske rammende da fire kreative musikere mødtes til skabelsen af nysgerrige toner fra et nyt Jammin’-hold bestående af Anna Brønsted, Ahmade Chap, Cahit Ece og Mads Bjørn. De gav koncert i Det Turkise Telt ved Musikhusparken, lørdag 30. august.

I et uortodokst møde med musikkens mangfoldighed blev publikum lørdag aften præsenteret for et veloplagt Jammin’ hold, som for deres del var meget positivt overrasket over reaktionen på de nye kompositioner skrevet til lejligheden.

Fløjtenisten Cahit Ece lagde ikke fingre imellem, da han med glæde i stemmen berettede om modtagelsen i Det Turkise Telt: ”Der var rigtig mange mennesker og stemningen var virkelig god. Jeg tror der var omkring 200-300 publikummer, og vi formåede at holde deres opmærksomhed igennem hele koncerten. Publikum lyttede intenst til musikken og der var ingen som snakkede eller var uopmærksomme mens vi spillede. Det var fantastisk”

Den flotte publikumsgestus var kulminationen på fire dages musikalsk samarbejde, hvor de deltagende musikkere – fuldstædig uforberedte – skulle skrive helt ny musik og sluttelig præsentere det for et publikum, som af gode årsager ikke vidste hvad de kunne forvente.

Men allerede fra første tone formåede dette Jammin’-hold at fange publikums opmærksomhed og interesse. Da den kurdiskfødte Cahit Ece spillede de første toner på sin nay-fløjte var publikum allerede opmærksomme på, at noget spændende og interessant var i gære, inden resten af bandet gjorde sin musikalske entre.

I et musikalsk univers som spændte fra syrisk bouzouki, nordisk sang og rytmik til Cahit Eces fortryllende nay-fløjte blev publikum præsenteret for musikkens evne til at nedbryde barrierer. Evrim Citirikkaya, medansvarlig for Det Turkise Telt, udtrykte det på denne måde: ”Der blev skabt en stilhed i rummet, selv om der var 200 mennesker. Folk stod målløse, man glemte hvem man sad sammen med og det fangede virkelig alle som var i teltet. Det øjeblik musikken startede var folk på. De blev draget fuldstændig ind i det fra starten. Folk kunne mærke at det var kvalitet af højeste klasse.”

Publikumsindlevelsen og musikkens evne til at fange tilhørernes opmærksomhed kom i dén grad til udtryk, da der opstod en kædedans med dansende publikum fra teltet og ud mod den  nærliggende Frederiks Alle.– Vi vil gerne blande etniciteter og musikkultur, og det er her, at Jammin’ er helt perfekt, fortsatte Evrim Citirikkaya med glæde og stolthed i stemmen om aftenens musikalske indslag og om samarbejdet med Jammin’ i det hele taget. – Vi blander musikalske verdener.

 

Samarbejdet fortsætter

Efter koncerten var musikernes nervøsitet blevet afløst af lutter smil og glæde ved den flotte publikumsmodtagelse – samt eufori over det musikalske resultat. Og det er sandsynligvis ikke sidste gang, at vi får mulighed for, at opleve de fire musikanter og komponister optræde sammen: – Vi tænker allerede på fremtiden og på at fortsætte samarbejdet. Vi har allerede 40 minutters musik, som vi kan fremføre til koncerter, og vi vil gerne lave flere numre og spille noget mere,  konkluderede  Cahit Ece.

På et Jammin’-hold, som efter eget udsagn har været igennem en positiv og produktiv gensidig hjælpende arbejdsproces, bliver det spændende at høre hvad fremtiden bringer. En ting er sikkert: efter den flotte koncert i lørdags er der mange, der glæder sig til at høre de fire igen.