Nordic Music Week skudt i gang

Nordisk samarbejde er et af kodeordene for den nystarterede festival Nordic Music Week. Og netop samarbejde var i højsædet ved en af de første koncerter på NMW, hvor danske Under Byen og norske Noxagt gav koncert sammen onsdag aften på Folken i Stavanger.


Omtrent 150 gæster var mødt frem til aftenens koncertrække på Folken. Folken fungerer til dagligt som spillested og studenterhus efter nogenlunde samme model som vi kender herhjemme i Danmark. Spillestedet bærer præg af mange års slitage, og danner på den måde en glimrende ramme for rockmusik af den mere dystre og eksperimenterende slags. Aftenens program var sammensat af vidt forskellige indslag, men set med danske øjne var især fælleskoncerten mellem Under Byen og norske Noxagt interessant.

Noxagt vs. Under Byen – Kortene blev blandet
Tre dages øvning var planlagt for Under Byen og Noxagt forud for koncerten, og de to orkestre havde intet planlagt forud, så alle muligheder stod åbne. For Under Byen – som i øjeblikket arbejder på at skrive sange til et nyt album – var tiltaget en kærkommen lejlighed til musikalske eksperimenter. Og samarbejdet karakteriseres af Under Byen-sanger Henriette Sennenvaldt, som “meget naturligt, let og sjovt, hvor der især har været fokus på de umiddelbare ideer”.

Numrene ved koncerten var da også meget ligeligt fordelt af kompositioner fra de to orkestre, og frem for at stille op med samtlige medlemmer, havde Noxagt og Under Byen valgt at fordele pladserne imellem sig: Bas og trommer blev trakteret af de to Noxagt-medlemmer Kjetil Brandsdal på bas, og Jan Christian Lauritzen på trommer. Mens Under Byen var repræsenteret ved Henriette Sennevaldt (vokal), Rasmus Kjær Larsen (piano), Niels Gröndahl (violin/sav) og Morten Svenstrup (cello).

Ideen bag Noxagt vs. Under Byen er fostret af projektleder Jesper Brodersen fra NMW, og fra Under Byen lyder kun positive tilbagemeldinger om projektet og koncertens forløb.

Nordic Music Week fortsætter ugen ud med konference i dagtimerne og masser af musik om aftenen. Især klubudvekslingen, hvor danske, svenske og norske spillesteder overtager Stavangers scener i to dage bliver spændende at følge: Danmark overtager driften af spillestedet Checkpoint Charlie med alt hvad det indebærer i forhold til stemning og valg af bands.

Torsdag 6. november med: Baby Woodrose, Kim & the Cinders og SPEkTR, mens der fredag 7. november er Trolle//Siebenhaar, As In Rebekkamaria og Analogik på programmet.

Endelig er der lørdag flere danske indslag i form af koncerter med Veto, Heidi Mortensen og Den Sorte Skole, mens en tripple-koncert med hardcore-orkestrene Purified In Blood (N), Path Of No Return (S) og danske Last Mile understreger ideen om nordisk familieskab under Nordic Music Week.