_uploads_gallery_1_1057_full

Nordisk Ministererrådsmøde med fokus på rytmisk musik i forbindelse med SPOT 11

Nordisk Ministererrådsmøde med fokus på rytmisk musik i forbindelse med SPOT 11

“SPOT er landets vigtigste musikbegivenhed” sagde kulturminister Brian Mikkelsen sidste år, da han officielt åbnede festivalen med fokus på ny nordisk musik. I år giver det sig resultat i at Nordisk Ministerråd afvikler møde i Århus samtidig med SPOT 11 Festivalen.

Opfordringen til sammenfaldet kommer fra kulturministeriet selv og ligger helt i tråd med en af de hovedprioriteter, som kulturministeren har for årets danske formandskab for Nordisk Ministerråd, nemlig ”Rytmisk musik i Norden og den international konkurrence”:

”Ministerrådet vil vurdere, om det er muligt af afstikke linjer for et fællesnordisk program med henblik på at udvikle nye samarbejdsmetoder og processer, og derigennem forbedre markedet for rytmisk musik både i de nordiske lande imellem men også internationalt”.

Ideen er at fokusere på både konkrete projekter, netværksaktiviteter og strukturelle tiltag, og ved at gøre den rytmiske musik til satsningsområde, håber ministerrådet i det hele taget at øge den internationale interesse for de kvalitetskunstnere og den kvalitetsmusik Norden vitterligt er i besiddelse af.

Samlingspunkter i samarbejdet og aktiviteterne tegner bl.a. til at blive SPOT Festivalerne i år og i 2006, electronicafestivalen Ekko i norske Bergen til oktober, Visefestivalen i Västervik, Sverige, den etniske festival Faces i Bilnäs, Finland og by:Larm-festivalen i Norge i februar 2006 m.fl.

Initiativets styregruppe ledes af NOMUS (Nordisk Råds ekspertgruppe når det gælder nordisk musiksamarbejde) med generalsekretær Bo Rydberg I spidsen, og har bl.a. deltagelse af SPOT Festivalens arrangører ROSA – Dansk Rock Samråd.

Afsmittende effekt
Ministerrådsmødets sammenfald med SPOT Festivalen i juni kommer også til at smitte direkte af på aktiviteterne – både i optakten til og under selve to-dages festivalen SPOT 11 som foregår 10.-11. juni.

– Vi er selvfølgelig glade for kulturministeriets henvendelse om sammenkædning af ministerrådsmødet og SPOT, og noterer med stor interesse, at rytmisk musik gøres til indsatsområde under det danske formandskab, siger ROSAs og SPOT Festivalens leder Gunnar Madsen.

– Anerkendelsen af rytmisk musik og dens vilkår er en langsommelig proces – og vi har arbejdet med området og dets problematikker i 25 år. Men vi kan kun se denne udvikling som et positivt sammenfald omkring ROSAs mærkesager: dels det seriøse arbejde omkring talentmassen, dels arbejdet med musikken i et nordisk forum og så fokuseringen på netværksarbejde og musikeksport, siger Gunnar Madsen.