uploads_gallery_3_6003_Steffen Brandtbeskaeretthumb

Udenfor sæsonen med nordisk sammenhængskraft

Bornholm har hver eftersommer siden 2002 været en smuk kulisse om helt unikke musikalske samarbejder under titlen Udenfor Sæsonen. I år bliver ingen undtagelser når TV2-musikeren Steffen Brandt sammen med Musikhuzet i Rønne, ROSA – Dansk Rock Samråd og kulturchef for Region Skåne, Gitte Grønfeld Wille for 11. år i træk står bag de specielle koncerter forskellige steder på klippeøen. Det sker i forbindelse med Bornholms Kulturuge og temaet for dette års udgave af det helt specielle arrangement er ”Northern Songs” – som titlen antyder har Steffen Brandt ladet sig inspirere af nordiske toner.

Et nordatlantisk sammenspil
Udenfor Sæsonen-arrangementet kendetegnes altid af nye og helt særlige kunstneriske sammensætninger. Uforudsigelighed er kodeordet når Steffen Brandt sammensætter den musikalske konstellation, der skal udfordre bornholmerne, og i år er altså heller ingen undtagelse når Steffen Brandt teamer op med en perlerække af nordatlantiske musikere.

Det drejer sig om den ukulele-spillende indie-musiker Nive Nielsen der er født og opvokset i Nuuk på Grønland, sangerinden Disa fra Island der spiller melodisk avantgarde-pop og også optræder med popduoen Song for Wendy, samt den kendte færøske singer/songwriter Teitur.

Islandske Disa er med for første gangSteffen Brandt udtaler selv om projektet:

– Det fornemme mål er at udfordre genrerne, tiden, kunstnerne og publikum. Vi fokuserer i år på en slags nordisk sammenhængskraft – Island, Færøerne, Grønland og Danmark har en politisk og kulturel historie og et fællesskab som på godt og ondt har bundet os sammen gennem mange århundreder.

– Men hvor er vi i dag, har vi noget at sige til hinanden og i en tid hvor alle orienterer sig i forhold til hele verden er der så stadig en energi som binder landende sammen? Teitur fra Færøerne og Nive fra Grønland bruger det meste af deres liv på koncerter i det store udland. Disa har sine rødder i den meget udadvendte scene i Reykjavik, og jeg er også ramt af en international kunstnerisk rastløshed: hvor er vi på vej hen, hvem tegner billedet og kan jeg finde mig selv i det?, reflekterer Steffen Brandt og fortsætter:

– Håbet er i samarbejdet at kunne udvikle om ikke en ny nordisk identitet, så i hvert fald et bud på en sammenhæng og fælles orientering som rækker ind i dette årtusinde. Uden historiens byrder på skuldrene, men stadig med en tro på at den lokale forankring rummer styrken til at forstå og forklare det internationale – til at forløse disse vidtløftige visioner er der sammensat et orkester bestående af musikere fra den nyere og risikovillige del af den danske scene,  siger Steffen Brandt. Således er rammerne sat for helt nye interessante og anderledes musikalske oplevelser på den lille ø i Østersøen.

De tre nordatlantiske musikere bliver akkompagneret af bornholmeren, den prisvindende Rasmus Schjærff Kjøller på accordeon. De øvrige medvirkende musikere som udgør backingbandet har alle været med før og er en jazzkvartet anført af den svenske kapelmester Gustaf Ljunggren, med Christoffer Møller på klaver, Jeppe Skovbakke på kontrabas og Jeppe Gram der styrer trommerne.

Fra Grønland kommer Nive Nielsen

Hurtigt udsolgt
I år er Udenfor Sæsonen blevet beriget med et 3-årigt legat fra Bikubenfondes bestyrelse, der har bevilliget 100.000 kr. om året til projektet i kulturugen frem til og med 2014. Steffen Brandt udtalte i den forbindelse ” Det er en fantastisk anerkendelse af projektet, vi her har fået fra Bikubenfonden. Med denne bevilling har vi mulighed for at langtidsplanlægge programmet og indgå aftaler med artister i god tid, hvilket igen er med til at videreudvikle Udenfor Sæsonen på Bornholm. Selvom det kendetegnende ved Udenfor Sæsonen er at man ikke altid ved hvad man kan forvente af Steffen Brandt & co, har der som altid været rift om billetterne og der er således udsolgt til alle arrangementerne i Svaneke, Gudhjem og Galla-koncerten i Musikhuzet i Rønne.

Den færøske skjald Teitur er også med på Bornholm

De tre koncerter kan opleves på:

Torsdag d. 20. september kl. 20.00
Scala Gudhjem, Brøddegade 10, 3760 Gudhjem

Fredag d. 21. september kl. 20.00
Kulturhuset Frem, Brænderigænget 10, 3740 Svaneke

Lørdag d. 22. september kl. 20.00
Gallakoncert i Musikhuzet Bornholm, St. Torv 6, 3700 Rønne