uploads_gallery_2_6142_th-ns

Northern Sounds sætter musikbranhen i stævne i Roskilde

ROSA – Dansk Rock Samråd deltager i samarbejde med Roskilde Festival, Dansk Live og en række danske og nordiske organisationer i Northern Sounds på Roskilde Festival.

Northern Sounds byder på seminarer, paneldiskussioner og ”key-note”-taler med deltagelse af personer fra den danske og internationale musikbranche. Northerns Sounds henvender sig til branchefolk, og foregår i Mediebyen på Roskilde Festival, hvortil der kræves specielt armbånd.

Onsdag
Northern Sounds starter onsdag, hvor emnet er talentudvikling og de tiltag, der i Danmark retter sig mod up-and-coming-bands. Kl. 13 holder hollandske Arne Dee en keynote om udfordringerne for talentudvikling. Denne efterfølges af en paneldebat, hvor den danske up-and-coming-scene sættes under lup. I panelet er Lars Sloth (Gimle), Marc Fachini-Madsen (Mother Lewinsky / Mescalin Baby) og Freddy Larsen (Unibrew). Kl. 15 kan man møde den danske musikundergrund ved et Speed Meeting-arrangement.

Torsdag
Torsdag sætter Northern Sounds fokus på USA som musikeksportmarked. Kl. 13 vil Tom Windish fra det amerikanske Windish Agency ud fra et USA-perspektiv fortælle om, hvordan man spotter talent i Skandinavien.

Talen efterfølges kl. 14 af en paneldebat, hvor Mikkel B. Jakobsen (The Foreign Resort), Ida Flinch (Gimle SOUND-TJECK) og Andy Prinkkilä (Music Finland) diskuterer mulighederne for at eksportere nordisk musik til USA.

Kl. 15 vil der være et Speed Meeting-arrangement, hvor man kan møde personer med erfaringer i musikeksport og booking i USA.

Fredag
Fredag er emnet musikmagasiner og -blogs, samt andre ”influencers”. Kl. 13 vil der være en paneldiskussion om metal-musikkens muligheder på festivaler. Kl. 14 kan man se Jonas Kleinschmidt (WIMP),  Eva Laksøe (Regnsky) og Kristian Keller (Soundvenue), der vil diskuterer ”influencernes” rolle i forhold til de valg, musikbrugerne træffer. Debatten efterfølges af et Speed Meeting, hvor man kan møde ”influencers” som musik-kritikerer og bloggere.

Lørdag
Lørdag starter kl. 13 med en ”key-note”-tale af Rikke Øxner (Roskilde Festival), der fortæller om, hvordan Roskilde Festival booker musikken. Kl. 14 følger en paneldebat om live-markedet i Skandinavien. I panelet sidder Lars ‘Charlie’ Mortensen (Jelling Festival / Dansk Live), Fabien Holt (RUC), Per Alexandersen (Liseberg Festivalen) og Bård Flikke (Pstereofestivalen). Kl. 15 kan man møde representanter fra forskellige festivaler ved et Speed Meeting-arrangement.

Søndag
Kl. 13.30 søndag vil der være en åben paneldebat. I panelet sidder Mikael Højris (DMF), Jakob Kwederis (Dansk Live / Huset Kbh) og Jesper Mardahl (PROMUS). Northern Sounds afsluttes med en musik quiz.

Følg med på Northern Sounds’ facebook-profil.