Interview med Teitur

Nostalgiske Teitur finder hvile på havet

En eftertænksom Teitur fortæller om sin vej ind i musikken og hvorfor han føler sig hjemme på vandet.

Tekst af: Nadia Donnerborg. Foto af: Heidi Nannberg. 

Fredag eftermiddag mødte vi den færøske singer/songwriter Teitur til en afslappet samtale om RockCruise og livet til søs. DFDS havde stillet et konferencerum til rådighed, der med sin panoramaudsigt over havet og behagelige læderstole inviterede til eftertænksomhed og intimitet. I weekendens anledning var det desuden blevet udsmykket med puder formet som guitare.

Eftertænksomme Teitur

Eftertænksomme Teitur

Teitur og ROSA (Dansk Rock Samråd) har en lang fælles historie. Teitur spillede på Spot festivalen i 1999, hvor han mødte sin manager, som han stadig arbejder med i dag. Siden Spot festivalen har musikken taget Teitur vidt omkring, og nu også til søs.

Med sin karakteristiske bløde stemme præget af en færøsk accent fortæller Teitur os, at han lige er ankommet fra Californien, hvor han har spillet to koncerter og skrevet musik med Aloe Black. Søndag rejser han tilbage til Færøerne. Det virker som et meget presset program, men Teitur forklarer, at det at sejle er “en genial måde at komme hjem på”, eftersom “man sejler i naturlig fart, ikke som når man flyver”. For Teitur er det at sejle forbundet med nostalgi og en måde at finde hvile på. Da han var barn, plejede hans familie at sejle fra Færøerne til Danmark på bilferie.

Efterårstoner fra Teitur

Efterårstoner fra Teitur

Vi var interesserede i at høre Teiturs tanker om oplevelsen ved at skulle spille på en færge. Den eftertænksomme Teitur bruger lang tid på at overveje sit svar. Han forklarer os, at han altid prøver på at ramme fornemmelsen af stedet, og at han “ikke tænker så meget over typen af publikum, men på at ramme stemningen”. Han har derfor ikke en fast sætliste, han anvender ved hver koncert, men laver en ny til hver koncert. Overvejelserne om stedet og stemningen fylder dog ikke under koncerten, for som Teitur uddyber, “når jeg spiller, er jeg i musikkens verden, så tænker jeg ikke så meget over det”.

Teitur har tidligere været på rock cruise i USA, og er altså langtfra en novice. Vi spørger ham om konceptet, hvortil han med et stort smil svarer, at konceptet er “meget cool”, da “fansene møder hinanden på en anden måde”. Efter en tænkepause uddyber han, at det gode ved RockCruise er, at det tænker på musik som noget mere end bare baggrundsmusik, det tillader musikken at være kunst, og at det klæder DFDS at være med i projektet. Han tilføjer, at han “ville gøre det igen, i de rigtige rammer”.

Tine & Michael til Teitur koncert

Tine & Michael til Teitur koncert

Det sagde publikum:
Efter Teiturs koncert snakkede vi med Tine, der arbejder som idrætsskadeterapeut, og Michael, der arbejder som folkeskolelærer. Tine og Michael havde været med RockCruise i 2014, hvor de oplevede Savage Rose, og deres forventninger til RockCruise 2015 var derfor meget høje. I år skulle de til koncert med Tim Christensen og Teitur, som de ikke havde oplevet i koncert før. Teiturs koncert havde overvældet dem, og Tine kommenterede at “Teitur var rigtig god”. For Tine og Michael var det “kombinationen af musikken, rejsen og ferien”, som havde fået dem til at tage på RockCruise, og de håber på at gøre RockCruise til en tradition, gerne med deres venner. Det tiltaler Michael og Tine, at programmet ikke er kompakt, men det inviterer til fordybelse og afslapning. Michael mener, at RockCruise er “et fedt koncept”, og Tine uddyber “det er [som at være på] festival uden at være på festival”.