Ny hvidbog sætter fokus på dansk musik i Kina

I ti år har DMC – Danish Music in China i tæt samarbejde med JazzDanmark og ROSA – Dansk Rock Samråd arbejdet med danske musikers virksomhed i Kina. Det har gennem årene været en stor hjælp for et bredt udsnit af danske bands og artister som Sinne Eeg, Reptile Youth, Lydmor, First Hate, Hatesphere, The Kutimangoes og mange flere, som har arbejdet på at få et ben indenfor på det attraktive kinesiske marked.

– DMC’s hjælp har været uvurderlig i forhold til vores turné i Kina. Gennem deres kontakter har vi kunnet tale direkte ind i et eksisterende netværk, hvilket har hjulpet os hele vejen igennem, fortæller Gustav Rasmussen fra bandet The Kutimangoes blandt andet i en ny hvidbog, DMC har publiceret i dag i samarbejde med JazzDanmark og ROSA – Dansk Rock Samråd.

Hvidbogen er en præsentation af den viden, som DMC har samlet gennem årene. Den skal kunne hjælpe fremtidige musikere, beslutningstagere og organisationer, der planlægger at kigge mod øst.

– Med hvidbogen håber vi at gøre det en smule lettere for musikere og organisationer at rejse til Asien. Vi har selv arbejdet hårdt gennem årene for at samle de erfaringer, vi har, så vi er bare glade for at formidle det videre til andre, der kan få glæde af det, siger Martin Røen fra DMC.

Martin Røens håb er, at DMC i samarbejde med JazzDanmark og ROSA kan sikre en fortsat stigning på efterspørgslen af dansk musik i Kina mange år fremover.

Læs hele pressemeddelelsen fra DMC – Danish Music in China: Dansk musik invaderer Kina
Hent hvidbogen her: Danish Music In China 2017