_uploads_gallery_1_174_full

Opfordring til kulturpolitikere og medier: Respektér musikkens præmisser

Opfordring til kulturpolitikere og medier:
Respektér musikkens præmisser

Gunnar K. Madsen

Den 8.9.03 bebrejder Berlingske Tidende i en leder Socialdemokratiet for at hænge fast i fortidens kultur-logik med henvisning til et lovforslag om, at etablere en produktionsstøtteordning til rytmisk musik. Men kommer med kritikken selv til at fremstå, som endnu mere forstenet i sit kultursyn.

Jeg synes heller ikke, at forslaget – som er en del af Socialdemokraternes finanslovspakke – i sin konkrete form eller foreslåede udmøntning helt rammer plet. Forslaget sigter alene på støtte til pladeproduktion, hvilket efter min opfattelse ikke rammer de produktive musikmiljøers potentialer bredt nok. Støtte til koncertvirksomhed i ind-og udland er langt mere relevant og givtigt for alle parter.

Og forslagets sammenligning af musikkens og filmens produktionsvilkår virker mere som en kulturpolitisk automatpilot end egentlig fornuftig. Det lyder godt – og politisk besnærende – men i realiteternes verden er der betydende forskelle mellem det danske musikliv og filmverden. Både i substansen og strukturerne.

Men der, hvor kæden virkelig hopper af velocipeden er, når Berlingske Tidende udtrykker frygt for, at der med en produktionsstøtteordning reelt er tale om skjult erhvervsstøtte.

Lad os nu lige slå fast:

Offentlig støtte til kunstnerisk funderet rockmusik (og beslægtede genrer) anno 2003 må nødvendigvis tage afsæt i en grundlæggende offentlig respekt for, at den pågældende musikform reelt kun eksisterer rent kunstnerisk, fordi kunstnerne samtidig magter en tilværelse som selvstændigt næringsdrivende!

Den forstemmende konsekvens af Berlingske Tidendes kultur-opfattelse er, at bure den rytmiske musik inde i en offentlig total-financiering, som man har gjort med den klassiske musik i en menneskealder. (Man kunne vel endog med en vis ret hævde, at også et fuldfinancieret symfoniorkester nyder en form for skjult erhvervsstøtte – blot på et niveau, hvor alle private aktører er monopoliseret på porten. I hvert fald erhvervsmæssigt!)

Jeg går ud fra, at ingen i dag mener, at rytmisk musik generelt er et ringere kunstudtryk end klassisk musik.

Men respekten for lige værdighed betyder ikke, at alt skal behandles ens!

Øjenlæger, tandlæger og fodlæger er alle læger. Men de udfører vidt forskellige konkrete funktioner!

En diskoskaster bliver sjældent træner for et fodboldlandshold. Simpelthen fordi, der er tale om vidt forskellige kompetencer, skønt både diskoskast og fodbold kaldes for sport!

Hvis man ønsker en moderne kulturpolitik på musikkens område – så må også de toneangivende medier og musikpolitikere turde forholde sig til realiteterne i et komplekst, moderne samfund.

Vi kommer ingen vegne med den kvalificerede, seriøse rytmiske musikkultur, hvis den partout skal passe ind i en klassisk skabelon.

Når vi f.eks. i ROSA – Dansk Rock Samråd gennem årene har formidlet statslig støtte til rockorkestre – fra så forskellige kunstnere som D-A-D, Allan Olsen, Love Shop, Sorten Muld og Kashmir til The Raveonettes, Junior Senior, Mew eller Tina Dickow – så har målet i hvert eneste tilfælde været at støtte det kunstneriske potentiale. Men middel og metodevalg har ganske logisk været at bakke op om orkestrenes faktiske erhvervsforhold og –muligheder:

Vi har rent faktisk tænkt i at skabe kunst-og kulturoplevelser for publikum, i stedet for at skabe en institutionel kultur, der kun lever, fordi det offentlige betaler hele gildet, akkurat som lederen i avisen efterlyser det.

Skulle vi hellere have sparet 10 millioner kroner op og fastansat Junior Senior som offentligt fuldtids-ensemble?

Ville samfundet være blevet beriget ved, at man for 20 år siden havde ansat TV-2 som byorkester i Århus?

Ville vi få et rigere kunst-og musikliv, hvis Sort Sol blev fastansat som husorkester i ”Stjerne for en aften”?

Jeg ved godt, hvad flertallet af den rytmiske musiks udøvere vil svare. Men hvad mener egentlig Berlingske Tidende og dets kulturpolitiske bagland?

”Færre enheder skaber fokus på kvaliteten,” hævder lederen!

Betyder det også at færre medier øger kvaliteten af offentlig information? I givet fald: – hvilke aviser skal så fremover afstå fra deres skatteyderfinancierede momsfritagelse?

Eller er lederen med sin påstand blot ude i et ideologisk opgør med det gamle dogme om, at ”konkurrence er borgernes garanti for kvalitetsudvikling”? (Det kunne være spændende, men er næppe sandsynligt).

Hvor ville det være befriende, hvis mediefolk og politikere ville ofre mere tid på at diskutere kulturernes og kunstarternes faglige præmisser i stedet for at hænge fast i magelig vanetænkning og politisk fløjkrig.

Hvor ville det være gavnligt for den nationale kulturproduktion, hvis vi sammen bestræbte os på – i stort og småt – at støtte indhold og kvalitet, hvor det findes, i stedet for at ofre al den tid, kræfter og opmærksomhed på gold struktursnak og kulturpolitiske fjendebilleder.

Så kunne selv et socialdemokratisk forslag måske – i alles interesse – analyseres og vurderes, forbedres og produktudvikles til gavn for borgere, brugere og kunstnere!

Gunnar K. Madsen
Daglig leder
ROSA – Dansk Rock Samråd