uploads_gallery_5_5852_full

Our Broken Garden med til åbningen af Días Nórdicos-festivalen i Madrid

Anna Brønsted/Our Broken Garden bliver det danske indslag i en femdobbelt nordisk koncert-pakke, når 2. udgaven af den månedlange nordiske kulturfestival, Días Nórdicos  lægger fra land i Madrid i næste uge.  Festivalen byder på flere danske indslag undervejs – både inden for musik og design.

Días Nórdicos er en spansk festival med fokus på nordisk musik, kultur, design, mode m.v., og startskuddet på 2011-versionen bliver to dage med musik på spillestedet Galileo Galilei, hvor ca. 500 madrilenere henholdsvis tirsdag 27. og onsdag 28. september vil stifte bekendtskab med et program, som ud over Anna Brønsted/Our Broken Garden består af svenske Andi Almqvist, islandske Helgi Jonsson, norske The Megaphonic Thrift og finske Zebra and Snake.

Det er ROSA – Dansk Rock Samråd som med støtte fra NOMEX (De nordiske musikeksport-kontorer) har sammensat programmet til festivalens åbningsarrangementer, og ligesom sidste år tegner åbningskoncerterne til at blive et tilløbsstykke:  Festivalens arrangører, det spanske kulturmagasin Zona De Obras, melder nemlig om en endnu stærkere forhåndsinteresse end ved debut’en sidste år, nu hvor festivalen har vist sin værdi og kvalitet.

Dias Nórdicos har i øvrigt delvis dansk baggrund. Den spansk-danske forbindelse startede med at SPOT Festivalen inviterede journalister fra det dengang spansk/latinamerika-orienterede magasin til SPOT. Efter et par besøg fik Zona de Obras den ide at lave et special-fokus på dansk kultur, design, arkitektur etc. (86 sider!), og det igen fødte ideen om nordisk fokus i magasinet – det produceres fortsat – og altså en nordisk festival, som debuterede sidste år med et ROSA-tilrettelagt åbningsarrangement.

– Días Nórdicos’ invitation til at præsentere dansk og nordisk musik i Spanien, er et initiativ vi ikke kan sidde overhørig, og vi er selvfølgelig glade for at kunne bakke op, siger Gunnar Madsen i sin egenskab af leder af ROSA samt betyrelsesformand for NOMEX, og fortsætter:

– Festivalens fokus er specielt, er båret af stor ildhu og giver os en særlig indgang til spansk og madrilensisk ungdomskultur – og til spanske medie og spansk musikbranche. Så at sige ja til det initiativ, drejer sig simpelthen om at kende sin besøgelsestid, mener Gunnar Madsen.

FCAN på scenen – til oktober gælder det
Madrid.

Días Nórdicos foregår over en måned med jævnlige arrangementer – koncerter, udstillinger, film, foredrag etc. – og Danmark er repræsenteret på flere fronter:
På musiksiden spiller det elektroniske act FCAN på Tempo Club 13. oktober (også arrangeret af ROSA), lige som rockgruppen Veto er på programmet 28. oktober – igen på Galileo Galilei. Af andre nordiske koncerter skal nævnes islandske GusGus, det finsk/argentinske tangomøde mellem finske Quinteto Otra Vez og argentinske Martin Alvarado, svenske LO-Fi-Fnk m.v.

Og der er masser af andre indslag med dansk islæt:

  • Fra 30. september til 19. oktober præsenteres 40 nordiske designere via undertitlen Camisetas Nórdicas – en udstilling af over 100 t-shirts, hvor de udvalgte danske bidragydere er Emil Kozak, Husk Mit Navn og Anders Arhøj. Det sker på Finlands latinamerikanske institut.
  • Der er udstilling af nordisk mode og design 5.-7. oktober i den hippe tøjforretning Tienda Gük, hvor hele 17 danske designere er repræsenteret.
  • Og fra 11.-31. oktober er danske Emil Kozak genstand for en designudstilling på Det Europæiske Designinstitut.

Men se selv hele programmet her (engelsk udgave):