_uploads_content_images_3_3139_full

Over 60 internationale branchefolk til dansk aften

Over 60 internationale branchefolk til dansk aften
Tekst: Henrik Friis. Research og foto: Nils Åkesson

– Den største oplevelse ved det her er næsten at være med et så stærkt hold danske grupper, som alle har ambitioner om at markere sig i udlandet. Der er virkelig en god vibe i musikmiljøet for tiden, hvor man kan mærke, at danske musikere har fået meget større selvtillid og gå-på-mod. Og hvor man kan mærke, at gruppernes udlandsambitioner ikke længere stoppes af de nationale pladeselskaber, hvor det modsatte var tilfældet for bare to-tre år siden, da vi fik vind i sejlene.

Ordene kom fra en meget glad Saybia-sanger Søren Huss lige efter gruppens optræden torsdag aften ved den danske aften på klubben Silver Wings under årets udgave af den internationale Popkomm-messe i Berlin, hvor Under Byen, Blue Foundation, Powersolo, Figurines og Tiger Tunes gjorde fælles sag med Saybia, når det gælder udlandsdrømmene. 300 tilskuere var vidner, hvoraf halvdelen var branchefolk – og hvor mellem 60-70 af sidstnævnte gruppe endda var af den internationale slags.

Men ifølge Huss ér det gået stærkt, og der ér sket et mentalitetsskifte:

– For bare små tre år siden, da vi kom frem, måtte vi selv betale vores rejse til Eurosonic Festivalen i hollandske Groningen, fordi vores pladeselskab ikke troede på os, selv om vi var begyndt at sælge mange plader i Danmark. Og selv om vi selv brændte for udlandschancen.

– I dag fornemmer man klart at mange flere har fået lyst – og at der bakkes op hjemmefra. Der er kommet en helt anden lyst til at markere sig, og selv om vi nu har spillet jobs i udlandet gennem flere år, kan vi mærke, at alle de andre er på vej. Selv om vi har spillet så meget mere ude end dem, er vi højst 10 meter foran nu – og det går stærkt…

Figurines

Rød/hvid aften i officers-klubben
De udtalelser rammer måske ganske meget plet for denne rød/hvide aften i den tidligere natklub for amerikanske flyve-officerer – klods op ad Tempelhof-lufthavnen, der var centrum for den gamle luftbro. Torsdag var Silver Wings i den grad kommet på danske hænder, og det var ikke kun de tililende danskere, der var glade for festen. Ud over de mere branche-orienterede gæster var de betalende tyske publikummer også dansk musik-glade, hvilket bl.a. blev understreget, da en ungersvend kort inde i Figurines’ sæt strøg ud på mellemgangen og ringede venner op på mobilen. Kodeordene, der skulle lokke dem til var ”stærkt dansk program”, ”meget forskelligt” og ”Silver Wings v. Tempelhof”.

For der var næsten fyldt op fra første Figurines-anslag i Silver Wings lille sal, hvor gruppen viste de fremmødte tyskere, at det er et væsentligt fornyet, men ikke mindre dirrende vitalt sæt, som gruppen fra midten af oktober og måneden ud spiller i alle større tyske byer som opvarmning for Moneybrother. Ikke noget at sige til at gruppens tyske pladeselskab Pop’U’Loud er ganske forventningsfulde efter netop at være blevet overdraget demo-udgaven af det kommende udspil.

– Jeg mener absolut, der er et stort potentiale for gruppen i Tyskland, siger gruppens tyske booker Torsten Schauf fra Scorpio Booking. Det bliver aldrig et million-sælgende band, men et helt realistisk mål er at blive headliner på en turne på klubber med 3-400 tilskuere. Figurines er et højkvalitets-band, så det mener jeg virkelig de har i sig, mente Schauf.

Under Byen

Imens var publikum allerede blevet gennet ind til Under Byen i Silver Wings store sal, og selv om gruppen på det seneste har gennemgået to permanente udskiftninger – Morten Svenstrup (cello) og Stine Sørensen (percussion) – var der kollektiv bonus allerede i tredje melodi, ”Siamesisk”, der endte i et besættende flot sonisk støjkaos. Igen en ny komposition, der lover godt – og mere. Ellers vakte ”Mission”s og ”Legesag”s bastante temaer i den svævende indpakning som vanligt opsigt og tilfredshed. For den nye cellist, den 20-årige Morten Svenstrup var koncerten blot hans tredje med gruppen – nu synes han, at han begynder at føle sig hjemme i musikken. Men i de kommende dage skal den MGK-studerende til at afgøre om han skal fortsætte med studierne i Holstebro, eller … For der er meget udenlandsk turnévirksomhed med århusianerne.

Under Byen kunne ikke i så høj grad som tidligere bruge denne branche-messe, når det gælder plade- og booking-kontrakt. Begge dele er på plads.
– Det primære mål for os denne gang var tilskuerne. Både at få musikken ud til de tilstedeværende tyskere på et marked vi gerne vil udvide endnu mere – og så var det også en flot mulighed for at komme bredt ud til de danske lyttere (musikken blev sendt live på P3, red.), mente manager Jesper Majdall, der ellers kunne notere sig gruppe-interview med store tyske Radio Eins – inden han fik gennet gruppemedlemmerne tilbage ombord i bandbilen på vej mod Holland igen, hvor gruppen pt. er på turné.

Powersolo

International pladekontrakt indgået på Popkomm
Med Powersolo som næste indslag i den lille Silver Wings-sal kunne man kun konstatere, at originalitet heldigvis ikke er en mangelvare i dansk musik p.t. Kim ”Powersolo” Jeppesen & co. fik folk til at flokkes og mundvigene til at stige til vejs med deres vanvidsblanding af støvet amerikaneri, rockklodser, finesser, og ironisk/håbløst slibrige tilnærmelser til tilskuerne af modsatte køn m.m.

Et klart hit – og det af en gruppe, der allerede tidligere på dagen havde fået en stor fjer i hatten, da licensaftalen/pladekontrakten med selskabet Cornflake Zoo blev underskrevet ude på Popkomm-messeområdet. En aftale, som sikrer Powersolo udgivelse i Frankrig, Spanien, Belgien og Schweiz. Cd’en skulle gerne udsendes i de fire lande til januar, hvorefter der venter masser af turnéren, fortalte gruppens trommeslager Yebo, som desuden er direktør i gruppens danske pladeselskab Crunchy Frog.

Uden for – og mens Saybia allerede var gået i gang på den store scene – forklarede Lena Opitz fra den tyske management/publishingfirma Queen About Music, hvorfor hun og hendes firma tror så meget på de danske bands:

– Vi arbejder allerede med Tiger Tunes og Moon Gringo – og jeg tror et eller to flere danske navne hurtigt kommer til. Jeg selv mener, at mange af de danske bands virkelig er interesseret i at gå ud og knokle for sagen, modsat mange tyske. Også selv om der måske ikke er stort afkast først. Jeg tror det er den vilje – blandet med den originalitet, som jeg virkelig mener mange danske grupper besidder. Tag Tiger Tunes, Powersolo, Under Byen osv. det er med til at gøre dansk musik interessant.

Aftenen trak et stort publikum

Imens var Saybia nået godt ind i sit sæt sat sammen af de gamle kendinge og sange fra den helt nye cd – et sæt der blev spillet sikkert hjem under tydeligt præg af den selvtillid man besidder, når man ligger på Top 10 i både Holland og Schweiz og aftenen før har spillet for 1100 i en udsolgt klub i Utrecht – på en i øvrigt totalt udsolgt Hollands-turné.

– Vi kan ikke bruge Popkomm nu på samme måde som før, begrundede Søren Huss.
– Vi har pladeselskab hernede nu (gruppens nye cd udsendes også i Tyskland i næste uge, red.), og der bliver sat en november-turné op med os hernede. Men forhåbentlig kan vi bruge Popkomm til at stimulere tilskuerinteressen forud for vores turné – og forhåbentlig var der en tysk dj derude, der faldt for musikken og vil give os airplay, eller en journalist, der blev begejstret, så vi kan gøre den kommende Tysklands-turné endnu større.

Tiger Tunes

Tigre med tysk fanside
Imens eksploderede Tiger Tunes i endnu et af gruppens rablende elektro-retro-blippende-synth-pop-punk-rock-shows. Selv om aftenens måske største navn, Saybia, var gået af scenen, gav århusianerne ikke publikum grund til at gå hjem. Og det gjorde de heller ikke. For hvem kan gå, når alle sikkerhedsveste er smidt ud sammen med fornuften og musikpolitiet, så der kun er overstyret (og alligevel kontrolleret) musik-glæde tilbage? Masser af hænder i vejret, hoppen op-og-ned og overstyret glæde blandt publikum var resultatet.

Trommeslager Klaus Hedegaard kunne da også notere mange kendte ansigter blandt det tyske publikum. Det er ikke uden grund, at gruppen har kunnet spille 60 jobs i det tyske indtil nu: Gruppen har en decideret tysk fanside, hvor tilhængerne via mail orienterer hinanden og sætter hinanden i stævne, når der er ny Tiger Tunes-koncert i nabolaget. Sådan kan musikeksport også udføres.

Blue Foundation

Slutteligt var sidste navn, Blue Foundation, kommet på store scene for at sætte punktum. Stadig med pænt tilskuerbesøg trods den fremskredne time. Men selv om tilskuerne nu var gået i hygge- og snakke-mode, trængte det alligevel igennem at Blue Foundations blanding af lette, hviskende maskinelle beats, trip-hoppens humpen, svævende flader, tåget sang, akustiske elementer som trombone, flügelhorn og – momentvis – støjguitar for alvor er ved at finde sin form.

Vincert Clery-Melin fra EMI Musics Continental Europe-kontor i London, fremhævede da også Blue Foundation.
– Det er et orkester på vej til at finde sin rigtige stil, mens Saybia som forventet overbeviste mig. Dem kender jeg i forvejen som et sikkert es. Og så var der lige rablende Powersolo, understregede Clery-Melin, der i det hele taget er imponeret over Crunchy Frogs formåen med at finde frem til originale danske bands.

Om rent nationale fremstød er det helt rigtige på en messe, hvor der er masser af andre tilbud havde han ikke helt afgjort med sig selv:
– Måske med et større trækplaster – og det behøver ikke være fra samme nation. Ellers kunne man sprede ud – måske mere genrebetonet – sammen med andre nationaliteter. Jeg tror det gælder om at skabe en helhed. Til gengæld tror det det er vigtigt at medvirke med alle de internationale repræsentanter, der er på en messe som Popkomm.

Kollektiv med udlands-ambitioner
Mens tilskuerne så småt var ved at forsvinde i den berlinske nat, var Blue Foundation meget glade for at have været med, selv om 35 minutter er meget lidt tid til at nå i dybden. Ambitionerne går klart i retning af udlandet nu for musikerkollektivet, så der kan lægges til allerede aftalte ”territorier” som Sverige, Norge, Danmark og Japan:

– Vi ved Virgin Tyskland og Virgin International var til stede til koncerten, fortalte Bo Rande og Sune Martin, og håbede den interesse ville give resultat på længere sigt.

Og sådan var det med alle deltagende danske grupper denne aften – håbet om udbytte på lang sigt. Alle er nemlig fuldt ud klar over, at der kun undtagelsesvis kommer decideret resultat lige nu og her. For at resten skal lykkes er kravet slid, flid, slid, insitereren, slid, opfølgning, slid – og held.

Men som Søren Huss sagde indledningsvis: Ingen af de tilstedeværende branchefolk og tilskuere kunne være i tvivl om, at de her seks danske grupper denne aften mener ”serious business”. Viljen mangler i hvert fald ikke…