_uploads_content_images_5_5631_full

Peter Sommer er tilbage på Skanderborg Realskole – med Utah og Simon Kvamm

Peter Sommer er tilbage på Skanderborg Realskole – med Utah og Simon Kvamm
Hans Henrik Albek

Den succesfulde singer/somgwriter Peter Sommer er i nye rock-klæder, når han søndag 9. oktober giver koncert i Skanderborg sammen med Utah og Simon Kvamm. Koncerten er årets tredje i DR og ROSAs ”TRAX – Coming Home”-samarbejde, der har til formål at præsentere helt specielle live-optrædener – ved at invitere fremtrædende danske solister til at give koncert i byen, hvor de er født / vokset op.

I Peter Sommers tilfælde er den gamle hjemby Skanderborg, og hans tidligere folkeskole, Skanderborg Realskole, lægger scene til koncerten.

Utah – backer Sommer op. Samarbejdet
er prøvet med succes een gang før ved et
støtte-julearrangement.

Repertoiret vil være Peter Sommers sange – den tidligere frontfigur i Superjeg har nydt stor solist-succes det sidste års tid – bl.a. med solopladen ”På Den Anden Side” og radiohittet ”Valby Bakke”. Hans underfundige hverdagshistorier og jongleren med det danske sprog indbragte ham også P3 Guld-prisen i 2004.

Men sangene får et ekstra tilskud rock i Skanderborg: Utah – også fra Skanderborg – er nemlig backinggruppe – og det med en lyd der forener britisk-klingende pop/rock og guitar-fræs.

Simon Kvamm – Nephew-forsanger, cykelrytteren Pim m.fl. i ”Drengene fra Angora”, radio-interviewer m.m. – vil også bidrage til løjerne på realskolen: Han er Peter Sommers ”special guest”.

Og så vil endnu en skanderborgenser, Klaus Handsome varme publikum op før hovedretten.

Simon Kvamm – Peter Sommers gæst.
De to har kendt hinanden i årevis,
siden Kvamm brugte en Superjeg-sang
om fodbold på Realskolens baner
til afgangsprojekt på Danmarks
Journalisthøjskole.

Koncerten i Skanderborg er sæsonens tredje ”TRAX – Coming Home”-koncert: Tidligere har Tina Dickow og hendes norske gæst Sondre Lerche begejstret en propfyldt aula på Åby Skole i Åbyhøj, og nu på søndag optræder Dicte sammen med de ni klassiske musikere i Ensemble MidtVest på Viborg Centralbibliotek.

Koncertrækken fortsætter 23. oktober, når Karen & band giver koncert på Espergærde Ungdomsskole med rapperen Ataf som gæst. Efterårets arrangementer afslutter med en TRAX-gallakoncert lørdag den 5. november på Værket i Randers, hvor alle solister og gæster optræder sammen med DR Big Band – efter Marie Frank & bands indledende numre.

Danmarks Radio optager alle koncerterne: P3 præsenterer TRAX-kunstnerne i ugen op til hver koncert og sender enkelte optagelser i dagene efter TRAX-koncerterne – og om torsdagen sendes en times uddrag på P3 mellem 23.02 og 24.00. ”Lyt Til Koncerten” på DR.dk har efterfølgende koncerterne liggende en måneds tid.

TRAX er et mangeårigt samarbejdsprojekt mellem DR og ROSA – Dansk Rock Samråd. Under forskellige former har TRAX siden 1999 sendt danske bands og solister ud i det ganske land for at sætte fokus på rytmisk live-musik – også uden for de vanlige kultur-metropoler..

TRAX – Coming Home, i samarbejde med Skanderborg Håndbold:
Peter Sommer med Utah. Special guest Simon Kvamm. Opvarmning ved Klaus Handsome
Søndag 9. oktober kl. 20.00
Skanderborg Realskole
Adelgade 129
8660 Skanderborg
Billetter, forsalg: 100,- kroner + gebyr (ved døren: 120,- kroner)
Billetsalg: Foto & Tryk, Skanderborg, tlf. 86 52 12 22, Kiosken – Morten Børup Hallen, Skanderborg & Gaffa.dk