pointblank

Point Blank giver efterskolekoncerter

Efter Linkobans succesfulde efterskoletogt, er det hiphop-kollektivet Point Blanks tur til at stævne ud.

Siden Marvel Hill i 2007, som det første band, tog på efterskole-turné, har ROSA – Dansk Rock Samråd sendt 20 bands rundt på landets efterskoler med over 160 koncerter til følge, og onsdag 6. marts er turen kommet til aarhusianske Point Blank, der i de efterfølgende tre uger vil levere potent og organisk hiphop til 12 efterskoler.

I det syv mand store band kan alting lade sig gøre, uden at gå på kompromis med den ellers meget computerorienterede genre. Point Blank spiller alt live, og formår hver gang at skabe en anderledes atmosfære med fængende omkvæd og soul-fyldte lydbilleder. En koncert med Point Blank er således garant for et nærværende og festligt energiudbrud i samspil med publikum.

Efter flere års koncerter rundt på landets spillesteder, der bl.a. har inkluderet support-jobs for Nipsey Hussle, Hocus Pocus, Ice Cube, samt udgivelse af to ep’er, er Point Blank nu klar med deres debutalbum.

Albummet, der er indspillet i AabyRoad Studios og produceret af Frederik Carstens (Flødeklinikken, Boom Quips), er blevet et innovativt projekt, som symboliserer Point Blanks udvikling over de sidste par år. Bandets ambition er at ramme et publikum, der ikke nødvendigvis hører hiphop til hverdag, og på den måde præsentere en alternativ tilgang til genren.

Point Blanks efterskoletur:

06/3 – Klejtrup Musikefterskole

07/3 – Nørgaards Højskole

11/3 – Tommerup Efterskole

12/3 – Vrigsted Efterskole

13/3 – Salling Efterskole

13/3 – Ranum Efterskole

14/3 – Mellerup Efterskole

18/3 – Galtrup Musik- og Idrætsefterskole

19/3 – Efterskolen ved Nyborg

20/3 – Skanderup Efterskole

21/3 – Østhimmerlands Ungdomsskole

Senere på foråret følger koncerter med den rå elektro-popper, Heidi Mortenson.