kamilia

Pop-Pilot ' 13: Instruktørerne

Her kan du læse om Pop-Pilot-instruktørerne – som det ses har de alle været godt og grundigt rundt i de mangeartede kroge af musikken verden.

Maria Timm (Bas, guitar, komponist)
Maria Timm lever og ånder for musikken. Hun er en bassist med ben i næsen, som ikke er bange for at spille groovy og fanden-i-voldsk popmusik, der går lige i danseskoene. Hendes musikalske og kvindelige råstyrke er ikke til at tage fejl af, når hun synger: »I’m gonna take control, ‘cause it needs taking«.

Maria har sat sine tydelige spor på den danske indie-scene, bl.a. via årene med The Broken Beats, hvor hun stadig er vikarbassist. Ditto er hun i Marybell Katastrophy, og har desuden spillet sammen med navne som Trolle//Siebenhaar, Marie Frank og Kim & The Cinders.

Maria er for tiden aktuel med sit andet soloalbum ”I Come Undone”, der udkom i marts. Og så spillede hun en anmelderrost koncert på dette års SPOT Festival med sit seks mand store band. Siden 2008 har hun også været kendt som LoopGirl – et one-woman-band bestående af hende selv, en loop-pedal, guitar og en håndfuld percussion.

 

Pernille Gunvad (Sang, guitar, klaver, komponist)
Pernille Gunvad har igennem de sidste mange år levet og åndet for musikken og sangskrivningen. Oprindeligt er hun skolet indenfor klassisk sang, men interessen for rock- og popmusikken voksede igennem de tre år hun gik på Den Fri Ungdomsuddannelse.

Pernille  har udgivet to anmelderroste albums. ”Fire” udkom i 2005 i Danmark, Sydkorea og Canada, og i 2010 udgav hun”Doing Right”. Begge albums er skrevet, indspillet og produceret af Pernille selv i samarbejde med Julian Falck.

Pernille har optrådt i bandet Mofus og har bl.a. sunget kor for The Broken Beats. Hun har spillet i ind- og udland, og har varmet op for navne som Swan Lee og Heather Nova. Pernilles sange er blevet spillet på P3 og P4, og senest har hun haft sange med i den populære tv-serie Borgen på DR1.

Pernille har en uddannelse som sanglærer fra Center for Kreativitet og Teater i København, og nu studerer hun pædagogik.

Sidse Holte (Komponist, producer, vokal, guitar, percussion, m.m
Sidse er en musikalsk alt-mulig-kvinde. Hun har gennem tiden været en eftertragtet korsanger, og har lagt backing til bands og solister som Randi Laubek, Niels Skousen, Danjal, A Kid Hereafter, CODY og mange andre.

I 2008 kom Sidse selv i front, da hun og Line Felding debuterede på SPOT Festival med duoen Monkey Cup Dress. Siden har duoen været yderst aktive på den danske live-scene, og som en del af  kunstnerkollektivet Copenhagen Collaboration gæstede de i 2012 Arena på Roskilde Festival, hvor de delte scene med blandt andre CODY og Sleep Party People.

Monkey Cup Dress har dog primært turneret i udlandet, især i Spanien og Tyskland, hvor bandets debutalbum netop er udkommet.

Sidse kan ligeledes skrive filmkomponist på cv’et. Monkey Cup Dress har fortolket og indspillet 15 variationer af deres sang Cold Heart til spillefilmen DUAL, der har præmiere i august 2013.

Ihan Haydar (Trommer)
Da Soluna Samay sidste år vandt det danske Melodi Grand Prix, lagde mange mærke til den energiske trommeslager, som sad bagved og overbevisende jonglerede med trommestikkerne.

Det var 20-årige Ihan Haydar, og hun er et naturtalent på trommer. Ihan har aldrig modtaget trommeundervisning, men fandt ved et tilfælde som 14-årig ud af, at hun havde rytme i kroppen og talent for at tromme. I 2011 vandt Ihan en talentkonkurrence på sit gymnasium i Næstved. En video af hendes performance røg på YouTube, og hun blev efterfølgende headhuntet af producerne Chief 1 og Remee til at spille trommer for Soluna Samay.

Hun var således med til at repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest i Baku, Aserbajdsjan i 2012, foran 120 millioner seere. Ihan spiller også med i bandet L.I.G.A der står bag radiohittet ”Skylder Dig Ikk’ Noget”.

Kristina Holgersen (Sanger, komponist og tekstforfatter, klaver, harmonika, klokkespil, kop, kasseapparat  – og hvad der ellers er i nærheden)
”Kristina er på en gang jordnær, humoristisk og højt flyvende. Det er sjældent, at man i popbunkerne støder ind i så modig og talentfuld en musiker.” Sådan skrev Gaffa om albummet ”Tusinde Planer”, der i 2010 høstede fem stjerner i magasinet.

”Tusinde Planer” er Kristinas tredje soloalbum, og de to foregående, ”Mellem Myldretider” fra 2007 og ”Söydis” 2004 begejstrede også anmelderne med underfundige og skæve popmelodier.

Kristina har stor live-erfaring og har optrådt på Roskilde Festival, SPOT Festival og i Den Sorte Diamant i København. Hun har desuden turneret flittigt på små og store spillesteder i Danmark og rundt omkring i Europa, hvor hun har stået på scenen på Verdensudstillingen i Hamburg.

De seneste par år har Kristina sunget, spillet og komponeret til en række projekter,  som kombinerer musik med andre kunstformer som f.eks. teater, litteratur og videokunst.

Tikki Hasselriis (Guitar, sang, komposition, sampling)
Tikki begyndte at spille elektrisk guitar, da hun var 13 år, og allerede som 15-årig startede hun sit første band – et pigeband hvor hun og de øvrige medlemmer selv komponerede sangene.

I 2011 blev hun optaget på Rytmisk Musikkonservatorium i København med guitar som hovedinstrument. Hun har især bevæget sig i rockens verden og har eksperimenteret meget med guitareffekter og loop-maskiner, men da hun kom med i den elektroniske duo Rangleklods, fik hun øjnene op for elektronisk musik.

Sammen med Rangleklods turnede hun i 2012 rundt i Danmark og Europa, og de spillede blandt andet på SPOT Festival og Roskilde Festival og på de tyske Fusion Festival og Reeperbahn Festival. Lige nu arbejder Tikki på sit første soloalbum, hvor hun leger med at forene rock, elektronisk, indisk og klassisk musik.

Sara Saxild (Bas, guitar, komposition)
Sara har i snart 15 år spillet bas i og komponeret musik sammen med Aarhus-bandet Under Byen, som er nået vidt omkring med gruppens meget personlige musik. Det er ikke kun blevet til flere pladeindspilninger, men også masser af koncerter – både herhjemme og i udlandet, hvor gruppen har formået at opbygge en stor fanskare. Bl.a. erklærede det amerikanske musik- og kulturmagasin Rolling Stones berømte kritiker David Fricke sin kærlighed til gruppen og kaldte Under Byen en af verdens bedste.

“Jeg interesserer mig for sammenspillet, dynamikken og det kompositoriske i musikken,” fortæller Sara, som er uddannet som bassist fra Det Jyske Musikkonservatorium i 2006.

Ud over Under Byen har Sara spillet med og skrevet musik til gruppen The Sad Lovers, hun spiller bas i elektroduoen Straight From The Harp og håndterer guitaren i Kirstine Stubbe Teglbjærgs liveband. Derudover satte hun i 2008 Ennabella-festivalen op i Aarhus for kvindelige artister – i samarbejde med sangeren/pianisten Anna Brønsted.

Siri Skamby Madsen (Percussion, trommer, klaver, sang. – komponist)
Musikken har altid været omdrejningspunktet i Siris liv. Hun har spillet alverdens genrer og i forskellige sammenhænge som Marie Key Band, Kenneth Thordal, Anna David og Annika Aakjær. Og så har hun medvirket på en lang række cd-indspilninger, samt i forskellige teaterforestillinger og tv-produktioner.

Hun var trommeslager og fungerede ofte som kapelmester i bandet Smoothies, som var husband i showet ‘Late Night Lørdag’ på Nørrebro Teater i København i mange år. Her akkompagnerede bandet navne fra Ida Corr, over Rytteriet til Outlandish.

Siri blev uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i 2008. Udover at være udøvende musiker og underviser har hun også i flere år komponeret musik primært indenfor den pop/elektroniske genre. Hendes projekt, Tromsø, som hun har sammen med sine tre søskende, udgav detbut-ep i 2012.

Marianne Søgaard Hoffmann (Klaver, trommer, guitar, banjo, percussion, sang, vokalarrangør – komponist)
Marianne er et musikalsk tusindben. Hun spiller på stort set alt, og så synger hun sopran og arrangerer musik for a capella-gruppen Glas. Stilmæssigt har hun bevæget sig bredt, og spille med så forskellige navne som Sigurd Barrett, Anne Dorte Michelsen, Kira Skov, Peter Peter og Megafon.

Marianne er uddannet sanger samt musik- og bevægelseslærer fra Rytmisk Musikkonservatorium. I 2008 udgav hun albummet ”Oui Mari” som bestod af Mariannes egne sange på dansk. Gaffa roste pladen med ordene: ”en uspoleret tilgang til musikken, som rummer en masse potentiale”.

Til efteråret udkommer Mariannes andet album, ”Jeg har knæ på dit hjerte”, hvor hun arbejder sammen med bl.a. Kresten Osgood, Prins Nitram, Thomas Vang, Nicolai Elsberg og Glas.

Kamilia Amélie (Sang, sangskriver, klaver)
Kamilia Amélie har sunget og danset hele sit liv, men først i de senere år er musikken blevet altoverskyggende, og i 2012 udkom hendes debutalbum ”Come What May”. Hun er dermed stadig ny på den danske musikscene, men har blot et år efter debutudgivelsen  spillet over 60 koncerter, udgivet tre singler, en musikvideo samt opnået rotation på P4 og DR Mama.

Det er blevet til support for Lukas Graham, Special Guest på Alphabeat’s 2013 tour, hendes egen forårstour i år samt jobs på Nibe-, Hysten- og SPOT Festival m.fl.

Kamilia arbejder netop nu på sit kommende album og er godt i gang med sangskrivningen og kompositionerne til det. Stilen er poppet retro-soul toppet med en smuk, naturlig og flydende vokal.

Kamilia har desuden taget uddannelse i coaching, hvilket bruges til coaching af musikere, som enten er gået i stå – eller har brug for at komme et skridt videre i deres karriere.