Pigerne fra A2ONe

Pop-Pilot er klar til fjerde sæson – og udvider med ekstra musiklejr

Amager, Randers og Fredericia tager imod, når tre hold piger i 13-16 års alderen skal på musiklejr i efterårsferien med kvindelige musikere som inspiratorer og rollemodeller.

En hel uge, hvor piger kun fokuserer på musik. Hvor de selv spiller instrumenterne, og indgår i helt nye fællesskaber. Hvor de selv skriver musik og tekster sammen med jævnaldrende piger – og under supervision af professionelle kvindelige musikere. Hvor fokus udelukkende er på musik, sjov og nye venskaber.

Sådan har Pop-Pilot været i de første tre vellykkede sæsoner, hvor musiklejrene for 13-16-årige piger har fundet sted i en række danske byer. Og sådan bliver det, når Pop-Pilot i år udvider til tre lejre i efterårsferien på Amager, i Randers og Fredericia.

Pop-Pilot er efterhånden et veldokumenteret projekt. Siden starten i 2012 har tilbagemeldinger fra såvel deltagere og instruktører entydigt peget på at projektet kan noget helt særligt, når det gælder om at forløse den aktive interesse for musik:

Børn og unge, læringsmiljøer, nye kreative fællesskaber, skabende kunst og kønsbalance er hjørnesten i Pop-Pilot som dermed passer fortrinligt med Kulturministeriets nyligt udsendte Musikhandlingsplan 2015-2018, ”Mere musik – fra en stærk fødekæde” hvor ”Børn og unge – læringsmiljøer”, ”Skabende kunst – komponister og kunstnerisk udvikling” og ”Ligestilling og mangfoldighed i musikkens verden” er blandt hovedområderne.

Det er også punkter årets tre samarbejdspartnere fremhæver omkring deres deltagelse:

Jesper Nordahl, leder Amager Kulturpunkt.
– Pop-Pilot er et af de mest interessante projekter ROSA har lavet i mange år, og det er vigtigt at det nu også kommer til hovedstaden. København er den ultimativt dårligste by, når det gælder musikundervisning. Og samtidig ved vi, at vi i Danmark generelt har et problem, når det gælder kvinder i musikken. Pop-Pilot sætter fokus på begge dele, og er et eksempel på, hvad man aktivt kan gøre. Vi ser frem til at tage et medansvar for denne type projekter, siger Jesper Nordahl, der glæder sig til Amager Kulturpunkt skal lægge ramme til Pop-Pilot, hvor de 20 piger skal øve på Rusk, sove i Børnekulturhus Ama’r, og give afsluttende koncert på Beta.

Christian Skovhøj Horup, Ungdommens Hus, Fredericia.
– Vi er et hus som, som understøtter det kulturelle vækstlag i Fredericia og i trekantsområdet for 15-25 årige, og som med tiden har fået mere fokus på kulturarbejdet. At inddrage Pop-Pilot og den aldersgruppe af piger er helt naturligt for os, og samtidig bliver det alligevel et spændende eksperiment, for selv om Pop-Pilot får deres selvstændige område at være i, vil de øvrige aktiviteter i Ungdommens Hus fortsætte sideløbende. Vi har i forvejen en del bands i den hårde ende af musikskalaen hos drengene, så man kunne da godt savne et pige-punkband f.eks. Vi er i hvert fald 100 procent glade for at være med til at få flere piger til at spille.

Mikael Qvist Rørsted, musik- og teaterchef, Værket, Randers.
– Pop-Pilot er det helt rigtige projekt for os på flere måder. Dels fordi kommunens kultur- og fritidsforvaltning, Randers Musikskole og Værket på denne måde kan være med til at understøtte og udvikle byens musikmiljø sammen. Dels hænger Pop-Pilot rigtigt godt sammen med den nye Musikhandlingsplans fokus på børn og unge, læringsmiljøer, kreative fællesskaber, skabende kunst og kønsbalance. Det er vigtigt at starte det arbejde på et rigtigt tidligt tidspunkt, og jeg kunne da godt drømme om at nogle af årets Pop-Piloter her i Randers om nogle år kan præsenteres fra en af Værkets store scener – lige som jeg håber samarbejdet fortsætter ud over 2015.

Yderligere info og tilmelding her:

Pop-Pilot 2015 tilrettelægges og afvikles af ROSA – Dansk Rock Samråd for og med støtte fra Statens Kunstfond samt:
Amager Kulturpunkt, Børnekulturhus Ama’r, Musikforeningen Rusk, Københavns Kommune, Ungdommens Hus (Fredericia), Fredericia Kommune, Værket, Randers Musikskole, Randers Kommune, DMF – Dansk Musiker Forbund, DAF – Dansk Artist Forbund og DPA – Danske Populær Autorer.

 

logoer_poppilot